næste
forrige
emner

Article

Fremadrettede vurderinger for bedre forståelse af udsigterne for bæredygtighed

Skift sprog
Article Udgivet 21/07 2020 Sidst ændret 30/01 2023
5 min read
Photo: © drmakete lab on Unsplash
Det Europæiske Miljøagentur (EEA) har for nylig offentliggjort en rapport om de "drivkræfter for forandring", der påvirker udsigterne for Europas miljø og bæredygtighed. Vi interviewede rapportens projektleder, Lorenzo Benini, der arbejder i EEA som ekspert i systemvurdering og bæredygtighed.

Hvad er din rolle i EEA, og hvilken type arbejde indebærer den?

Jeg arbejder med EEA's program for integrerede vurderinger af bæredygtighed, som udarbejder integrerede miljøvurderinger, som f.eks. rapporten Europas miljø — tilstand og fremtidsudsigter (SOER). Mit arbejde består hovedsagelig i at udarbejde systemiske vurderinger, hvor vi analyserer udfordringer og muligheder for Europa med hensyn til bæredygtighed. Det indebærer også, at vi ser nærmere på forbindelserne mellem socioøkologiske og sociotekniske systemer på forskellige niveauer i et fremadrettet perspektiv, samtidig med at vi erkender, at der er en del usikkerhedsmomenter i den viden, vi har. 

Hvad er fremadrettede vurderinger? 

EEA's fremadrettede vurderinger beskæftiger sig f.eks. med mulige fremtidige udviklingsscenarier, f.eks. i forbindelse med prognoser for miljø- og bæredygtighed. De bygger på en kombination af tilgængelig viden om tidligere tendenser og dynamikker, vores forståelse af samspillet mellem forskellige fænomener, og undersøgelse af alternative fremtidsperspektiver. Fremtiden er altid usikker, og vi lever i dag i en verden, der er omend endnu mere usikker, og som er kendetegnet ved øget volatilitet, kompleksitet og uklarhed. 

Verden er i stigende grad forbundet, og udviklingen i én del af verden kan også påvirke Europa. Det er Covid-19 krisen desværre en kraftig påmindelse om

Men det betyder ikke, at man ikke kan gøre sig tanker om, debattere og arbejde for en alternativ fremtid. Her skal der indgå en række kvantitative og kvalitative fremsynsundersøgelser, ligesom der skal startes en dialog med mange forskellige interessenter for at udvikle viden, der kan støtte de politiske bæredygtighedstiltag. For vores vedkommende fører vi denne dialog med vores netværk af medlemslande (Eionet), politiske beslutningstagere, eksperter fra forskellige fagområder og baggrunde, og i stigende omfang med civilsamfundet. 

Hvad fortæller EEA's seneste rapport os? 

Rapporten "Drivers of change of relevance for Europe’s environment and sustainability" undersøger en lang række "drivkræfter", der kan påvirke Europas fremtid, navnlig dem, der påvirker Europas ambitioner om miljø og bæredygtighed. Samlet set har rapporten til formål at give et nuanceret billede af de ændringer, der sker globalt og i Europa, og deres indbyrdes sammenhænge samt deres mulige konsekvenser. 

Udsigterne for Europas miljø og bæredygtighed påvirkes af mange faktorer, der skaber både nye risici og nye muligheder. Verden er i stigende grad forbundet, og udviklingen i en del af verden kan også påvirke Europa. Det er Covid-19 krisen desværre en kraftig påmindelse om."  Europas rolle på den globale scene ændrer sig, men EU har muligheden for at tænke i nye baner i lyset af de kommende miljømæssige, bæredygtighedsrelaterede og strategiske udfordringer, og gå målrettet efter de muligheder, der ligger forude i retning af en mere bæredygtig fremtid.

Hvad definerer drivkræfter for forandring? 

"Drivkræfter for forandring" varierer både geografisk og med hensyn til tid, oprindelse, styrke og potentielle virkninger. F.eks. er globale megatrends som befolkningsvækst og klimaændringer globale, langsigtede tendenser, som udvikler sig langsomt, men som har store konsekvenser. Nogle tendenser har vi allerede længe set i Europa, f.eks. ældrebølgen og migrationen fra øst til vest. Der aftegner sig andre tendenser i horisonten, som endnu ikke har fået helt fodfæste, f.eks. teknologisk konvergens og "den fjerde industrielle revolution". Vi har også de såkaldte "jokere", som er usandsynlige, men potentielt ødelæggende fremtidige udviklingsscenarier. Det kan f.eks. være store teknologiske gennembrud, kollaps i bestanden af bestøvere eller udbrud af smitsomme sygdomme. 

Hvordan ser du nogle af disse tendenser udvikle sig? 

Man kan sige, at de globale miljøudfordringer er steget i de sidste 50 år, og at forureningen geografisk ændrer sig over hele verden som følge af den økonomiske vækst og skiftende geopolitiske styrkeforhold, og stigende forbrug.  Samtidig er verden blevet mere indbyrdes forbundet end nogensinde på grund af strømme af ressourcer, mennesker og information, hvilket gør det vanskeligere at sikre en global hensyntagen til miljøet. 

Europa er i stigende grad afhængig af vigtige ressourcer og eksternaliserer samtidig en betydelig del af sine miljøbelastninger. Nye teknologier indebærer både muligheder og risici for sundhed, miljø og trivsel. Værdier, livsstil og styreformer er under forandring i hele verden. Forbrugersamfundet breder sig, især i de nye vækstlande. Samtidig spreder nye idéer sig i dele af befolkningen, og borgerne efterspørger i stigende grad tiltag for at bevare miljøet og sikre bæredygtighed, både i Europa og andre steder. 

Hvordan anvendes fremsynsanalyse i beslutningsprocessen i EU og i medlemsstaterne?

På miljø- og bæredygtighedsområdet anvendes fremsynsprocesser ofte til at foregribe potentielle risici og identificere muligheder for at fremme politik på miljø- og bæredygtighedsområdet. F.eks. har Europa-Kommissionen oprettet et fremsynssystem (FORENV), som skal afdække nye miljøspørgsmål for at øge bevidstheden om deres potentielle konsekvenser og hjælpe politiske beslutningstagere og interessenter med at håndtere dem. Lignende eksempler findes overalt i EEA's medlemslande. Strategisk fremsyn har også for nylig fået betydning i den europæiske beslutningsproces med oprettelsen af en kommissær for interinstitutionelle forbindelser og fremsyn - næstformand Maroš Šefčovič - og EU's strategiske fremsynsnetværk. 


På miljø- og bæredygtighedsområdet anvendes fremsynsprocesser ofte til at foregribe potentielle risici og identificere muligheder for at fremme politik på miljø- og bæredygtighedsområdet

Hvad kommer EEA til at foretage sig på området i den nærmeste fremtid?

EEA bidrager aktivt til FORENV-processen i samarbejde med fremsynseksperter fra vores medlemslande og nationale referencecentre for fremadrettede oplysninger og tjenester (NRC-FLIS). EEA arbejder ligeledes på en række fremsynsrelaterede projekter, ofte i partnerskab med medlemslande og andre EU-institutioner. Vi forventer at foretage vurderinger af, hvad drivkræfterne for forandring kommer til at betyde for Europas dagsorden for bæredygtighed, foretage en horisontafsøgning med henblik på at klarlægge nye tendenser og udvikle denne vidensbase til brug i den næste udgave af SOER. 

Lorenzo Benini 
Ekspert systemvurdering og bæredygtighed 
Det Europæiske Miljøagentur
Lederartikel offentliggjort i juni 2020-udgaven af EEA's nyhedsbrev 02/2020

Permalinks

Geographic coverage

Temporal coverage