næste
forrige
emner

Biodiversitet – økosystemer

Skift sprog
Webside Sidst ændret 10/02 2020
6 min read
Biodiversitet er betegnelsen for mangfoldigheden af økosystemer (naturkapital), arter og gener i verden eller på et bestemt levested. Den er afgørende for menneskers trivsel, da den leverer nogle tjenester, som opretholder vores økonomier og samfund. Biodiversiteten er også afgørende for økosystemtjenester – de tjenester, som naturen leverer – såsom bestøvning, klimaregulering, beskyttelse mod oversvømmelse, jordens frugtbarhed og produktionen af mad, brændstoffer, fibre og lægemidler.

I øjeblikket oplever vi dog et støt tab af biodiversitet, som har store konsekvenser for naturen og for menneskers trivsel. Hovedårsagerne til dette tab er ændringer i de naturlige levesteder på grund af intensive landbrugsproduktionssystemer, byggeaktiviteter, stenbrud, overudnyttelse af skove, have, floder, søer og jord, invasive fremmede arter, forurening og i stadig større grad globale klimaændringer. Den meget store rolle, som biodiversiteten spiller for en bæredygtig verden og vores tilværelse, gør dette fortsatte tab endnu mere foruroligende.

I Europa har de menneskelige aktiviteter sat deres præg på biodiversiteten, lige siden landbrug og dyreopdræt blev udbredt for over 5 000 år siden. De seneste 150 års revolutioner indenfor landbrug og industri har dog medført nogle dramatiske og hastige ændringer i jordens anvendelse, en intensivering af landbruget, urbanisering og afvandring. Dette har til gengæld resulteret i et ophør af mange praksisser (f.eks. traditionelle landbrugsmetoder), som bidrog til at bevare landskaber, der var rige på biodiversitet.

Europas høje forbrug og affaldsproduktion pr. indbygger betyder, at vores indvirkning på økosystemerne strækker sig langt ud over vores kontinent. Den europæiske livsstil er i høj grad afhængig af importen af ressourcer og varer fra hele verden, hvilket ofte fremmer en udnyttelse af naturressourcerne uden for Europa, som ikke er bæredygtig.

De nye globale mål og EU-mål om at standse og vende tabet af biodiversitet inden udgangen af 2020 er ambitiøse, og hvis de skal nås, er der behov for en bedre gennemførelse af politikkerne, koordinering på tværs af sektorer, forvaltning af økosystemet og en bredere forståelse af biodiversitetens værdi. 

EU-politikker om emnet

Selv om det på flere niveauer er blevet anerkendt, at målet om at standse tabet af biodiversitet endnu ikke er nået, har opstillingen af et sådant mål utvivlsomt øget den offentlige bevidsthed. Siden 2001 er politikkerne til at bekæmpe tabet af biodiversitet og indikatorerne til vurdering af fremskridtet blevet væsentligt bedre.

EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020 vil bidrage til at integrere biodiversitetsbehovene yderligere i udviklingen og gennemførelsen af sektorpolitikker. Strategien omfatter seks mål, der er rettet mod naturen (mål 1), økosystemerne og genoprettelsen heraf (mål 2), en bæredygtig anvendelse af Europas natur-, jord- og havressourcer gennem landbrug, skovbrug og fiskeri (mål 3 og 4), problemet med fremmede arter (mål 5) og EU's globale indsats (mål 6). Biodiversitetsstrategien frem til 2020 bidrager til opnåelsen af naturkapitalmålet i det syvende miljøhandlingsprogram frem til 2020, "Et godt liv i en ressourcebegrænset verden", som trådte i kraft i januar 2014 og vil være retningsgivende for den europæiske miljøpolitik indtil 2020. Begge har en langsigtet vision frem til 2050. 

Biodiversitetsstrategiens vision og hovedmål
Vision
I 2050 er EU's biodiversitet og de tilhørende økosystemtjenester – EU's naturkapital – beskyttet, værdsat og passende retableret på grund af deres iboende værdi og deres væsentlige bidrag til menneskers trivsel og den økonomiske velstand og for at undgå de katastrofale ændringer, der forårsages af tabet af biodiversitet.
Hovedmål
Standse tabet af biodiversitet og forringelsen af økosystemtjenester i EU inden 2020 og – i det omfang, det er muligt – retablere dem og samtidig intensivere EU's bestræbelser på at standse tabet af biodiversitet på globalt plan.

Biodiversitetsstrategien frem til 2020 ligger i forlængelse af EU's handlingsplan for biodiversitet fra 2006. I strategien trækker man på erfaringerne fra handlingsplanens gennemførelse og øger ambitionsniveauet. Strategien blev desuden udløst af og er fuldstændig i tråd med FN's konvention om den biologiske mangfoldighed, som er den vigtigste globale biodiversitetspolitik, der er rettet mod at standse tabet af biodiversitet og dermed også tabet af økosystemtjenester frem til 2020. 

I oktober 2010 mødtes de 193 parter i FN's konvention om den biologiske mangfoldighed, herunder EU og alle EU's medlemsstater, i Japan. På dette møde, som var det 10. møde mellem konventionens parter, vedtog man en række vigtige aftaler, herunder de såkaldte Aichimål, som fastlægger rammerne for landenes iværksættelse af omfattende aktiviteter for at bevare, forbedre og genoprette biodiversiteten, økosystemerne og økosystemtjenesterne. 

Som part i konventionen er det EU's opgave at bringe sin egen biodiversitetspolitik i overensstemmelse med disse internationale forpligtelser. Dette kommer til udtryk i det syvende miljøhandlingsprograms politiske mål frem til 2020 og visionen frem til 2050. Visionen frem til 2030, som er fastlagt i FN's bæredygtige udviklingsmål, styrker og bekræfter den politiske proces yderligere, navnlig når det gælder inddragelsen i sektorpolitikkerne. 

I midtvejsevalueringen fra 2015 af EU's 2020-strategi for biodiversitet konkluderes det, at samlet set er tabet af biodiversitet og forringelsen af økosystemtjenester i EU blevet værre i forhold til EU's 2010-referencescenarie for biodiversitet. Det bekræftes ligeledes i EEA's rapport The European Environment – State and Outlook 2020. Forværringen er i tråd med de globale tendenser og har alvorlige konsekvenser for biodiversitetens evne til at opfylde menneskers behov i fremtiden. Selv om der er mange lokale succeser, som viser, at konkrete handlinger giver positive resultater, vil disse eksempler skulle opskaleres, hvis de skal have en målbar indvirkning på den overordnede negative tendens. 

EU's naturbeskyttelsespolitik bygger på to vigtige retsakter: Fugledirektivet og Habitatdirektivet. Begge direktiver udgør grundlaget for Natura 2000-nettet, som er et netværk af beskyttede områder, der skal bevare arter og levesteder af særlig europæisk interesse.

Hvad indvand og havområder angår, er der to rammedirektiver: Vandrammedirektivet og Havstrategirammedirektivet. I disse direktiver er der opstillet mål om, at økosystemernes biotiske og abiotiske elementer skal bidrage til gennemførelse af målene i biodiversitetsstrategien frem til 2020 og det syvende miljøhandlingsprogram, når det gælder biodiversitet, økosystemer og økosystemtjenester.

EEA's aktiviteter

EEA arbejder aktivt på at give de politiske beslutningstagere og de europæiske borgere de sidste nye informationer om Europas biodiversitet og økosystemer. EEA's overordnede opgave på området er at støtte og give input til udviklingen og gennemførelsen af politikker ved hjælp af data, oplysninger/indikatorer og vurderinger, der integrerer analysen af arter og levesteder i de bredere vurderinger af økosystemerne og økosystemtjenesterne. 

EEA støtter ovennævnte naturbeskyttelsesdirektiver ved at rapportere via Reportnet og Datacentret for Biodiversitet og arbejder tæt sammen med EEA's Europæiske Miljøoplysnings- og Miljøovervågningsnet (Eionet) og Det Europæiske Temacenter for Biodiversitet. Nøgleaktiviteterne omfatter: 

  • Biodiversitetsinformationssystemet for Europa (BISE)
  • EU-naturinformationssystemet (EUNIS)
  • Natura 2000
  • Streamlining European Biodiversity Indicators (strømlining af EU’s indikatorer for biodiversitet) (SEBI2020)
  • Vidensinnovationsprojektet om regnskaber for naturkapital og økosystemtjenester (KIP INCA)
  • Kortlægning og vurdering af økosystemer og deres tjenester (MAES).

 

Fremtidsudsigter

Det er nødvendigt med en yderligere udvikling af EEA's informationssystemer for at overholde naturbeskyttelsesdirektiverne, EU's biodiversitetsstrategi og de globale biodiversitetsstrategier. EEA vil navnlig videreudvikle Biodiversitetsinformationssystemet for Europa, som er en webportal, der samler oplysningerne om Europas biodiversitet (dvs. politikker, oplysninger og vurderinger) på ét sted. 

Desuden vil EEA arbejde på at udvikle indikatorer og vurderinger, der er baseret på forsvarlige, rettidige og politikrelevante metoder. Dette vil omfatte de behov, der opstår som følge af analysen af politikkens effektivitet, navnlig midtvejsevalueringen af 2020-strategien for biodiversitet og de subglobale/regionale økosystemvurderinger samt støtte til videnspolitikplatforme på europæisk og globalt plan, f.eks. Den Mellemstatslige Videnspolitikplatform vedrørende Biodiversitet og Økosystemtjenester.


Permalinks

Geographic coverage

Handlinger