Politisk kontekst

I 1999 resulterede det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv (ESDP) i europæiske politiske retningslinjer for territorial ligevægt og samhørighed, bedre konkurrenceevne, adgang til markeder og viden samt en klogere forvaltning af naturlige og kulturelle ressourcer. Senest har integreret fysisk planlægning været på EU's territoriale dagsorden, der har til formål at mobilisere potentialet i de europæiske byer og regioner til bæredygtig økonomisk vækst og mere beskæftigelse.

Beslutninger om planlægning og forvaltning af arealanvendelsen tages normalt på lokalt eller regionalt plan. Europa-Kommissionen medvirker imidlertid også til at sikre, at medlemsstaterne tager højde for miljøspørgsmål i deres planlægning af arealanvendelsen. Målene er:

•          at analysere den foreslåede udviklings miljøpåvirkning
•          at forbedre strømmen af spatiel information inden for arealanvendelse
•          at udvikle og gennemføre den europæiske bymiljøstrategi
•          at forbedre planlægningen, forvaltningen og anvendelsen af Europas kystområder.

De europæiske økonomier er afhængige af naturressourcer, herunder råmaterialer og plads (landressourcer). EU's temastrategi for bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne medregner plads som en ressource. Den fokuserer på land- og kystområder, der er nødvendige til produktionsformål (f.eks. mineraler, tømmer, fødevarer) og til forskellige samfundsøkonomiske aktiviteter. Disse interesser konkurrerer ofte om den samme territoriale ressource.

Bestræbelserne på at ændre arealanvendelsespraksissen for at reducere diffus forurening af luft og vand omfatter integreret forvaltning af afvandingsområder og især nitratdirektivet. Oversvømmelser som følge af tætsluttende overflader (f.eks. bygninger og veje) og forårsaget af ekstreme vejrsituationer behandles i et nyt europæisk oversvømmelsesdirektiv. Arealanvendelsens tværgående karakter understreges også af EU's politik for udvikling af landdistrikter og regionalpolitik.

UNFCCC's Kyoto-protokol fremmer bl.a. fremgangsmåder, der reducerer emissioner af methan og kvælstofoxider fra landbrugsjord. EU's politikker om tilpasning til klimaændringer er direkte relevante for nuværende og fremtidig arealanvendelsespraksis samt for sektorer, der er afhængige heraf.