næste
forrige
emner

Article

Øjenvidne: Drengen Chance

Article Udgivet 27/06 2011 Sidst ændret 21/03 2023
Photo: © Mark Craemer
Bisie er den største mine i området. Den ligger ca. 90 kilometer inde i et tæt skovområde og når 100 meter ned under jorden. Minerne er ofte ikke meget andet end et hul i jorden. Snesevis af mænd og drenge arbejder i hver mine under barbariske forhold.

»Jeg hedder Chance og er 16 år. Jeg har arbejdet i Bisieminen i tre år. Jeg hørte, at der var blevet anlagt en mine — tæt ved hvor jeg bor. Jeg ville arbejde og tjene penge til at bygge mit eget hus. Det tager så lang tid at kravle ned og op igen, at jeg sommetider blev dernede en uge, før jeg kom op. Hver måned dør der nogen her, når et af hullerne styrter sammen«.

Chance, 16

For fem år siden var stedet en jungle. I dag er så mange som 20 000 beskæftiget med at bære og bryde mineralerne her. De kommer langvejs fra med en drøm om at tjene penge. Men på grund af beskyttelsespenge, der opkræves af bevæbnede grupper, er leveomkostningerne så høje, at de fleste ikke har råd til at tage derfra igen. Der findes hundreder af sådanne miner i hele det østlige Congo. Bisie alene er beregnet til at producere mineraler til en værdi af 70 millioner dollars årligt.

Når mineralerne er kommet oven for jorden, bliver de båret til byer som Ndjingala, Osakari og Mubi. Bærerne går de 90 kilometer på to dage og bærer op til 50 kilo hver. Hver dag kommer 600 bærere ud af skoven med i alt 30 tons mineraler.

Cassiterit fra Bisie opkøbes af mellemmænd med forbindelser til eksportører og internationale handelsfirmaer, der sælger malmen til smelteværker på det åbne marked. På smelteværkerne bliver tinnet raffineret og solgt enten direkte til producenter af loddetin eller gennem de internationale metalbørser. Til slut sælges loddetinnet til elektronikproducenterne.

»Første gang jeg kravlede ned i hullet, kunne jeg ikke blive dernede ret længe. Jeg var ikke vant til varmen, så jeg kunne kun blive dernede i to timer. Jeg var nødt til igen og igen at gå derned, arbejde meget og så komme op igen.

Det var meget varmt, og jeg kunne ikke klare det. Jeg stak af fra Bisieminen under en massakre. Men jeg fik aldrig opfyldt min drøm — så nu er jeg taget hjem igen for at gøre skolen færdig.«

Verdensnaturfonden (WWF) anser Den Demokratiske Republik Congo for et verdens vigtigste centre for biodiversitet. WWF udtaler, at udfordringen er at bevare skovene i Congo, deres arter og det bundne kulstof i sumpskovene, samtidig med at det congolesiske folks udkomme forbedres.

Denne udfordring er global. I sin rapport »Millennium Development Goals — Report 2005« siger FN: »Selv om globaliseringen har mange fordele, lever næsten halvdelen af verdens 2,8 milliarder arbejdstagere på mindre end 2 dollars om dagen. Over 500 millioner af dem lever for det halve.« I rapporten hedder det desuden, at »mindskelse af fattigdommen vil kræve flere job og mere produktiv beskæftigelse.«

Teksten i dette afsnit af Miljøsignaler er delvis baseret på dokumentarfilmen »Blod i mobilen« af Frank Piasecki Poulsen. Ophavretten til billederne fra Congo tilhører Mark Craemer.

Permalinks

Geographic coverage

Handlinger