Mine værktøjer

næste
forrige
emner

Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Sound and independent information
on the environment

Du er her: Forside / Publikationer / Europas miljø: anden samlede vurdering - et resumé / Konklusioner vedrørende de enkelte miljøproblemer

Konklusioner vedrørende de enkelte miljøproblemer

3. Konklusioner vedrørende de enkelte miljøproblemer


Klimaændringer

Den gennemsnitlige årlige lufttemperatur i Europa er steget med 0.3-0.6°C siden 1900. Klimamodellerne forudsiger en yderligere stigning på ca. 2°C frem til år 2100 i forhold til 1990-niveauet - med større temperaturstigninger i Nordeuropa end i Sydeuropa. Mulige konsekvenser heraf vil være stigninger i vandstanden i havene, hyppigere og voldsommere regnskyl, oversvømmelser, tørke og ændringer i   biotoperne  og fødevareproduktionen. Hvor alvorlige disse følger vil blive, afhænger for en dels vedkommende af, i hvilket  omfang der gennemføres tilpasningsforanstaltninger i de kommende år og tiår.

For at sikre, at yderligere temperaturstigninger højst bliver på 0.1°C pr. tiår, og at vandstanden højst stiger med 2 cm pr. tiår (foreløbige grænseværdier, der antages at kunne sikre en bæredygtig udvikling) kræves det,
at industrilandene nedbringer emissionerne af drivhusgasser (kuldioxid, metan, kvælstofforilte og forskellige halogenholdige forbindelser) med mindst 30-55% frem til år 2010 i forhold til 1990-niveauet.

Disse tal er langt højere end de forpligtelser, der blev indgået af industrilandene på den tredje konference for kontrahenterne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) i Kyoto i december 1997, som gik ud på at nedbringe drivhusgasemissionerne i størstedelen af de europæiske lande med 8% frem til år 2010 i forhold til 1990-niveauet. Nogle CØE-lande forpligtede sig til at reducere drivhusgasemissionerne med mellem 5% og 8% frem til år 2010 i forhold til emissionsniveauet i 1990, mens Rusland og Ukraine gav tilsagn om at stabilisere emissionerne på 1990-niveauet.

Det er usikkert, om EU vil nå det oprindelige UNFCCC-mål, der fastsattes i 1992, om stabilisering af  emissionerne af kuldioxid (den vigtigste form for drivhusgas) på 1990-niveau senest i år 2000, eftersom  emissionsniveauet i år 2000 ifølge prognoserne nu forventes at være op til 5% højere end 1990-niveauet. Stik  modsat Kyoto-målsætningen om en 8% nedbringelse af drivhusgasemissionerne i 2010 (for en "kurv" af seks gasser, herunder kuldioxid) forudsætter Europa-Kommissionens seneste "business as usual"-scenario (før  Kyoto) en stigning på 8% i kuldioxidemissionerne mellem 1990 og 2110 - med den største stigning (39%) i   transportsektoren.

Forslaget vedrørende en af de vigtigste fællesskabsforanstaltninger, indførelse af en energi-/kuldioxidafgift, er  endnu ikke blevet vedtaget, men nogle vesteuropæiske lande har allerede indført en sådan afgift (Østrig,  Danmark, Finland, Nederlandene, Norge og Sverige). Der er desuden mulighed for at iværksætte andre former   for foranstaltninger til nedbringelse af CO2 -emissionerne, og nogle af disse er nu ved at blive iværksat i flere  europæiske lande og i EU. Disse foranstaltninger omfatter programmer for forbedring af energieffektiviteten,  opførelse af kraftvarmeværker, brændstofskift til naturgas og/eller træ i stedet for kul, tiltag rettet mod valg af  transportmiddel, og nyplantning af skov med henblik på at øge optagelsen af kuldioxid.

Energiforbruget, der hovedsagelig er baseret på anvendelse af fossile brændstoffer, er den vigtigste kilde til  kuldioxidemissionen. I Vesteuropa faldt kuldioxidemissionerne fra fossile brændstoffer med 3% mellem 1990  og 1995. Dette skyldtes den økonomiske afmatning i perioden, omstruktureringen af industrien i Tyskland og  brændstofskiftet fra kul til naturgas. Energipriserne i Vesteuropa har i de seneste ti år været stabile og relativt  lave sammenlignet med de historiske prisniveauer, hvilket ikke tilskynder til at forbedre effektiviteten.   Energiintensiteten (endeligt energiforbrug pr. BNP-enhed) er kun faldet med 1% om året siden 1980.  Energiforbrugsmønstret ændrede sig markant mellem 1980 og 1995. Energiforbruget i transportsektoren steg
med 44%, i industrien faldt det med 8%, og forbruget af andre brændstoffer steg med 7%, hvilket især afspejler stigningen i vejtransport og en udvikling bort fra energiintensiv sværindustri. Det samlede  energiforbrug steg med 10% mellem 1985 og 1995.

Atomkraftens bidrag til den samlede energiforsyning steg fra 5 til 15% i Vesteuropa mellem 1980 og 1994; i  Sverige og Frankrig dækkes 40% af det samlede energibehov af atomenergi.

I Østeuropa faldt kuldioxidemissionerne fra brug af fossile brændstoffer med 19% mellem 1990 og 1995, hovedsagelig på grund af den økonomiske omstrukturering. Energiforbruget til transport faldt i samme periode  med 3% i CØE og med 48% i NIS. Energiforbruget i industrien faldt med 28% i CØE og med 38% i NIS.  Energiintensitetsniveauet i CØE er ca. tre gange højere end i Vesteuropa og i NIS formentlig fem gange  højere, og der er således gode muligheder for energibesparelser. Ifølge et "business as   usual"-referencescenario forventes energiforbruget i 2010 at være 11% lavere end i 1990 i NIS og 4% højere  end i 1990 i CØE.

Atomenergiens bidrag til den samlede energiforsyning steg fra 2 til 6% i NIS og fra 1 til 5% i CØE mellem  1980 og 1994. I Bulgarien, Litauen og Slovenien dækker atomenergi ca. en fjerdedel af det samlede  energibehov.

Metanemissionen reduceredes i CØE og NIS med 40% mellem 1980 og 1995. I Europa er der imidlertid stadig  betydelige muligheder for yderligere reduktioner af metanemissionen, navnlig fra gasdistributionssystemer og   kulminedrift. Emissionerne af kvælstofforilte fra industrien og forbruget af kunstgødning vil formentlig også  kunne reduceres yderligere i hele Europa.

Der er sket en hurtig nedbringelse af CFC-emissionerne, efterhånden som produktionen og anvendelsen af  disse stoffer udfases. Til gengæld stiger anvendelsen og emissionen af HCFC’er (som ligeledes er en form for  drivhusgasser), der benyttes som erstatning for CFCŽŽŽŽerne, og det samme gælder for de relativt nyligt  identificerede drivhusgasser som SF6, HFCŽŽŽŽer og PFCŽŽŽŽer, som indgår i den "kurv" af gasser, for hvilke der  fastsattes reduktionsmål i Kyoto.

CO2 emissioner i Europa, 1980-1995

CO2 emissioner i Europa, 1980-1995 (klik for forstørrelse)


Kilde: EEA-ETC/AE

Udtynding af ozonlaget i stratosfæren

Som følge af de internationale foranstaltninger, der er truffet til beskyttelse af ozonlaget, er den globale årlige produktion af ozonnedbrydende stoffer blevet reduceret med 80-90% i forhold til den maksimalt producerede mængde. Der er ligeledes sket et hurtigt fald i de årlige emissioner. Forsinkelserne i de atmosfæriske processer er imidlertid så store, at der endnu ikke kan registreres nogen virkning af de internationale foranstaltninger på ozonkoncentrationerne i stratosfæren eller i mængden af ultraviolet-B (UV-B) stråling, der når ned til jordens overflade.

Den ozonnedbrydende virkning af alle chlor- og brom-gasser (CFCŽŽŽŽer, haloner osv.) i stratosfæren forventes at være på sit højeste i tidsrummet 2000-2010. Over Europa faldt mængden af ozon i atmosfæren med 5% mellem 1975 og 1995, hvilket medførte, at en større mængde UV-B stråling trængte ned i de lavere luftlag og ned til jordens overflade.

Store lokale reduktioner i den stratosfæriske ozonkoncentration er for nylig observeret over Arktis områder om foråret. Således faldt den samlede ozonmængde over Nordpolen til 40% under normalen i marts 1997. Disse reduktioner, om end mindre alvorlige end hvad der er observeret over Antarktis, understreger behovet for fortsat politisk handling med henblik på at bremse udtyndingen af ozonlaget i stratosfæren.

Gendannelsen af ozonlaget, som vil tage mange årtier, vil kunne fremskyndes ved en hurtigere udfasning af HCFC’er og methylbromid, destruktion under sikre forhold af opmagasinerede CFCŽŽŽŽer og haloner og forebyggelse af smugleri af ozonnedbrydende stoffer.

Ozonedbrydende stoffer i stratosfæren, 1950-2100

Ozonedbrydende stoffer i stratosfæren, 1950-2100 (klik for forstørrelse)

Kilde: RIVM, foreløbige data fra WMOŽŽŽŽs ozonvurdering 1998.

Forsuring

Virkningerne af syredepositioner stammende fra emissioner af svovldioxid, kvælstofoxider og ammoniak i ferskvand er i en vis udstrækning blevet reduceret siden offentliggørelsen af Dobris-rapporten, og bestanden af hvirvelløse dyr er delvis genoprettet mange steder. Mange skoves sundhedstilstand forværres dog stadig, og selv om dette ikke nødvendigvis skyldes forsuring, kan de langsigtede virkninger af syredeposition i jorden udmærket tænkes at spille en rolle heri. I følsomme områder medfører forsuring øget mobilitet af aluminium og tungmetaller med heraf følgende forurening af grundvandet. 

Selv om den samlede syredeposition er faldet siden 1985, overskrides de kritiske belastninger (det depositionsniveau, over hvilket der kan forventes skadelige virkninger) dog stadig i omkring 10% af Europas landområder, navnlig i Nord- og Centraleuropa.

Svovldioxidemissionen i Europa halveredes i tidsrummet 1980-1995. De samlede kvælstofemissioner (kvælstofoxider og
ammoniak), som stort set forblev konstante i tidsrummet 1980-1990, faldt med ca. 15% mellem 1990 og 1995, mest i CØE-landene
og NIS.

Transportsektoren er blevet den største kilde til emissioner af kvælstofoxider og tegnede sig for 60% af de samlede emissioner i 1995. I tidsrummet 1980-1994 steg godstransporten på landevej med 54%; mellem 1985 og 1995 steg passagerbefordringen i bil med 46% og lufttransport af passagerer med 67%.

I Vesteuropa har indførelsen af katalysatorer i motorkøretøjer bidraget til at reducere de transportrelaterede emissioner. Virkningerne af sådanne foranstaltninger slår imidlertid kun langsomt igennem, da bilparken kun langsomt udskiftes. Hvis det skal lykkes at nedbringe emissionerne yderligere, vil det formentlig være nødvendigt at øge afgifterne på brændstof og motorkøretøjer.

I CØE-landene og NIS er der et betydeligt vækstpotentiale i den private transportsektor, men der er også store muligheder for at forbedre energieffektiviteten i den samlede transportsektor.

De politiske foranstaltninger til bekæmpelse af forsuring er kun blevet en delvis succes:

  • Målsætningen i protokollen til konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande (CLTRAP) om at stabilisere kvælstofoxidemissionerne på 1987-niveauet senest i 1994, blev opfyldt for Europa som helhed, men ikke i alle 21 kontrahentlande. Men også i nogle af de kontrahentlande, som ikke opfyldte målsætningerne, og i nogle ikke-kontrahentlande opnåedes en betydelig nedbringelse af emissionerne. 
  • Det femte miljøhandlingsprogram (5MHP) har som mål at nedbringe kvælstofoxidemissionerne med 30% mellem 1990 and 2000. I 1995 var disse emissioner kun blevet reduceret med 8%, og det forekommer ikke sandsynligt, at målet for år 2000 vil blive opfyldt.

En multistof-/multieffekt-protokol forventes at foreligge i 1999. Formålet vil være at fastsætte strammere emissionsgrænseværdier for forsurende stoffer og ikke-metanholdige flygtige organiske forbindelser (NMVOC), uden at opfyldelsen af målene medfører de store omkostninger.

  • Målet i den første CLRTAP- svovlprotokol, at reducere emissionerne med 30% i 1993 i forhold til 1980-niveauet, blev nået i alle 21 kontrahentlande og fem ikke-kontrahentlande. I flere europæiske lande (bl.a. Portugal og Grækenland) reduceredes svolvemissionerne dog ikke i samme omfang. Det er mere usikkert, hvorvidt det vil lykkes at opfylde den anden svovlprotokols midtvejsmålsætning i år 2000, og hvis protokollens langsigtede mål om ikke at overskride de kritiske belastninger skal kunne opfyldes, vil det være nødvendigt med yderligere foranstaltninger.
  • 5MHP-målet for svovldioxid, en reduktion på 35% i forhold til 1985-emissionsniveauet senest i år 2000, blev nået i EU som helhed i 1995 (en reduktion på 40%) og i de fleste medlemsstater.

Der er i forlængelse af 5MHP iværksat yderligere foranstaltninger i EU med henblik på at opfylde den anden svovlprotokols langsigtede mål, herunder foranstaltninger til nedsættelse af svovlindholdet i olieprodukter, nedbringelse af emissionerne fra store forbrændingsanlæg og fastsættelse af emissionsgrænseværdier for motorkøretøjer. Et foreløbigt mål for EUŽŽŽŽs strategi for bekæmpelse af forsuringsproblemet, der drøftes i øjeblikket, er en 55% reduktion af kvælstofoxidemissionerne mellem 1990 og 2010. Hvis denne målsætning skal kunne opfyldes, skal der rettes særlig opmærksomhed mod emissioner fra transportsektoren.

Samlet område for overskridelse af den kritiske belastning for svovl og kvælstof

Samlet område for overskridelse af den kritiske belastning for svovl og kvælstof (klik for forsørrelse)

Kilde: EMEP/MSC/W og CCE


Troposfærisk ozon

Ozonkoncentrationerne i troposfæren (fra jorden op til 10-15 kmŽŽŽŽs højde) over Europa er i dag typisk tre til fire gange højere end i den præindustrielle tidsalder, hovedsagelig på grund af den meget store stigning i emissionerne af kvælstofoxider fra industrien og motorkøretøjer siden 1950ŽŽŽŽerne. På grund af forskellene i de meteorologiske forhold fra år til år er det ikke muligt at fastslå tendenser i forekomsten af høje ozonkoncentrationer.

Grænseværdierne for ozon, der er fastlagt med henblik på at forhindre skadelige virkninger for menneskers sundhed, plantevæksten og økosystemerne, overskrides hyppigt i de fleste europæiske lande. Omkring 700 hospitalsindlæggelser i EU i perioden marts-oktober 1995 (heraf 75% i Frankrig, Italien og Tyskland) kan eventuelt skyldes ozonkoncentrationer, der overskred den sundhedsskadelige grænseværdi. Ca. 330 mio. mennesker i EU risikerer at blive udsat for mindst én overskridelse af grænseværdien hvert år.

Den sundhedsskadelige grænseværdi for plantevækst blev overskredet i de fleste EU-lande i 1995. Flere lande rapporterede om overskridelser i mere end 150 dage på nogle steder. I samme år blev så godt som alle skovområder og dyrkede arealer i EU udsat for overskridelser af grænseværdien. 

Emissionerne af de vigtigste ozondannere(kvælstofoxider og ikke-metanholdige flygtige organiske forbindelser (NMVOC’er)), steg indtil sidst i 1980ŽŽŽŽerne, hvorefter de faldt med 14% i tidsrummet 1990-1994. Transportsektoren er den største kilde til emission af kvælstofoxider og også til NMVOC-emissionerne i Vesteuropa, mens industrien er den største kilde til disse emissioner i CØE-landene og NIS.

En opfyldelse af de emissionsmål for kvælstofoxider, der er fastsat i konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande og det femte miljøhandlingsprogram, vil kun føre til en begrænsning af de højeste ozonkoncentrationer med 5-10%. Hvis det langsigtede mål om ikke at overskride grænseværdierne skal kunne opfyldes, er det en absolut betingelse, at de globale troposfæriske ozonkoncentrationer nedbringes. Dette vil kræve, at der iværksættes foranstaltninger til begrænsning af emissionerne af ozondannere på hele den nordlige halvkugle. Et første skridt i den retning vil være en fastsættelse af skrappere nationale emissionsgrænseværdier i den nye multistof-/multieffektprotokol .

Den daglige maksimale sommerkoncentration af ozon

Den daglige maksimale sommerkoncentration af ozon (klik for forstørrelse)

Kilde: EEA-ETC/AQ

Kemikalier

Siden offentliggørelsen af Dobris-rapporten er den kemiske industri vokset støt i Vesteuropa, og produktionen er siden 1993 vokset hurtigere end BNP. Produktionen i CØE-landene og NIS er faldet markant siden 1989 i takt med faldet i BNP, men siden 1993 er produktionen igen steget i nogle lande. Nettoresultatet er en stigning i kemikaliestrømmene i Europa som helhed.

Der foreligger kun sparsomme data om udledningerne, men kemikalier findes i alle miljøer, herunder i dyre- og menneskevæv. Den europæiske fortegnelse over eksisterende kemiske stoffer indeholder over 100 000 kemiske forbindelser. Der hersker stadig usikkerhed om mange af disse kemikaliers farlighed på grund af manglende viden om koncentrationerne af dem og om, hvorledes deres transport gennem og ophobning i miljøet påvirker mennesker og andre former for liv.

Der findes dog nogle oplysninger, f.eks. om tungmetaller og persistente organiske forbindelser (POP’er). Selv om udledningerne af nogle af disse stoffer er faldende, er koncentrationerne i miljøet stadig uacceptabelt høje, navnlig i visse stærkt forurenede områder og "fælder" som Ishavet og Østersøen. Selv om nogle af de velkendte POPŽŽŽŽer er ved at blive udfaset, produceres der stadig store mængder af mange andre med lignende egenskaber.

Der er i den senere tid opstået bekymring vedrørende de såkaldte endokrint forstyrrende stoffer (POPŽŽŽŽer og visse organiske metalforbindelser), navnlig som en mulig årsag til reproduktionsforstyrrelser hos dyr og mennesker. Der findes eksempler på en sådan påvirkning af havdyr, men der har ikke hidtil været tilstrækkeligt belæg for at fastslå en årsagssammenhæng mellem disse kemikalier og forstyrrelser i menneskers reproduktionsevne.

På grund af vanskelighederne og omkostningerne ved at vurdere toksiciteten af det store antal potentielt farlige kemikalier, der er på markedet, navnlig dem med mulige reproduktionsmæssige og neuro-toksikologiske virkninger, tager nogle kontrolstrategier i dag - som f.eks. den, der er valgt i OSPAR-konventionen om beskyttelse af Nordsøen - sigte på at reducere kemikaliebelastningen af miljøet gennem total afskaffelse eller begrænsning af disses anvendelse og udledninger. FN-ECE forventes i 1998 at forelægge to nye protokoller om udledning i luften af tre tungmetaller og seksten POPŽŽŽŽer under konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande.

Siden Dobris-rapporten blev udarbejdet, er der iværksat en række nye nationale og internationale foranstaltninger til begrænsning af kemikaliers potentielle miljøvirkninger, herunder frivillige begrænsningsprogrammer, beskatning af bestemte kemikalier og offentliggørelse af oplysninger som dem, der er indeholdt i den amerikanske Toxic Release Inventory (fortegnelse over markedsførte giftige stoffer), bl.a. i henhold til direktivet om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening. Der er behov for yderligere instrumenter af denne type i alle dele af Europa.

Reduktioner i blyemissioner fra benzin, 1990-1996

Reduktioner i blyemissioner fra benzin, 1990-1996 (klik for forstørelse)

Kilde: Miljøstyrelsen ( DK) 1998


Affald

Den rapporterede samlede affaldsproduktion i de europæiske OECD-lande steg med næsten 10% mellem 1990 og 1995. En del af den tilsyneladende stigning kan imidlertid være resultatet af forbedret affaldsovervågning og -rapportering. På grund af manglende harmonisering og mangelfulde dataindsamlingssystemer er det fortsat vanskeligt at overvåge tendenserne og målrette de affaldspolitiske foranstaltninger i Europa.

Produktionen af affald indsamlet af kommuner skønnes at være steget med 11% i de europæiske OECD-lande mellem 1990 og 1995. I 1995 produceredes der ca. 200 mio. tons affald indsamlet af kommuner, svarende til 420 kg/person/år. Dataene vedrørende affald indsamlet af kommuner i CØE-landene og NIS er ikke tilstrækkeligt gode til at fastslå tendenserne.

Tyskland og Frankrig var de største bidragydere til de ca. 42 mio. tons farligt affald, der produceredes i de europæiske OECD-lande i perioden op til 1994. Rusland tegnede sig for omkring to tredjedele af de 30 mio. tons farligt affald, der på årsbasis produceredes i hele Østeuropa i begyndelsen af 1990ŽŽŽŽerne. På grund af de uensartede definitioner er disse tal dog kun vejledende.

Den mest udbredte form for affaldshåndtering er i de fleste lande også den billigste, nemlig lossepladsløsningen. Lossepladsomkostningerne omfatter dog normalt ikke de fuldstændige udgifter (udgifter til sanering er således sjældent medregnet), selv om der i nogle lande nu er indført affaldsskat (f.eks. i Østrig, Danmark og Det Forenede Kongerige). Forebyggelse og minimering af affaldsproduktionen anerkendes i stigende grad som den miljømæssigt mest ønskværdige form for affaldsforvaltning. For alle affaldsstrømme, især farligt affald, gælder det, at øget anvendelse af renere teknologier og forebyggelse af affaldsproduktion er den bedste løsning. Genanvendelse vinder stadig større udbredelse i lande med en velstruktureret affaldsforvaltning.

Mange CØE- og NIS-lande har nedarvede problemer med dårligt fungerende affaldsforvaltningssystemer og stigende affaldsproduktion, og der er et stort behov for strategisk planlægning og større investeringer. De prioriterede mål er mere omfattende affaldssortering og bedre lossepladsdrift, iværksættelse af lokale genanvendelsesinitiativer og ikke-omkostningskrævende foranstaltninger til forebyggelse af jordforurening.

Med henblik på at fremme en bæredygtig anvendelse af ressourcerne, minimere de skadelige miljøvirkninger og håndhæve princippet, om at forureneren betaler og nærhedsprincippet har EU udformet en lang række retsinstrumenter, der tager sigte på at fremme og harmonisere nationale bestemmelser om affaldshåndtering. I nogle centraleuropæiske lande er man nu begyndt at iværksætte lignende foranstaltninger som led i forberedelserne til medlemskabet af EU. I de fleste central- og østeuropæiske lande og i De Nye Uafhængige Stater er lovgivningen vedrørende affaldshåndtering imidlertid kun svagt udviklet.

Andelen af lande med følgende affaldspolitiske instrumenter

Andelen af lande med følgende affaldspolitiske instrumenter

Kilde: EEA


Biodiversitet

Europas fauna er stadig alvorligt truet, og antallet af dyrearter i tilbagegang vokser. I mange lande er op til halvdelen af de kendte hvirveldyrsarter truet.

Mere end en tredjedel af Europas fuglearter er i tilbagegang, alvorligst i Nordvest- og Centraleuropa. Dette skyldes især ødelæggelse af deres levesteder som følge af ændringer i arealanvendelsen (især intensiveret landbrug og skovbrug), øget infrastrukturudvikling, vandindvinding og forurening.

Bestandene øges dog af en række dyrearter, der lever i tæt tilknytning til menneskets aktiviteter, og visse plantearter, der kan tåle et høj næringsstofniveau eller sur jord, breder sig. Der er også sket en stigning i antallet af ynglende fugle i områder, hvor der drives økologisk landbrug. Indførelsen af fremmede arter skaber problemer i havet, i ferskvand og på landjorden.

Tabet af vådområder er størst i det sydlige Europa, men også i mange landbrugs- og byområder i det nordvestlige og centrale Europa kan der konstateres større tab af disse områder. Hovedårsagerne er opdyrkning , forurening, afvanding, anlæggelse af fritidsområder og urbanisering. Nogle få store og mange mindre naturgenopretningsprojekter i vandløb, søer, moser og sumpe kompenserer i nogen grad for disse tab, dog for størstedelens vedkommende kun i mindre målestok.

Klitområderne er blevet reduceret med 40% i dette århundrede, navnlig langs Europas vestkyst; en tredjedel af denne reduktion har fundet sted siden midten af 1970ŽŽŽŽerne. Hovedårsagerne er urbanisering, anlæggelse af fritidsområder og nyplantning af skov.

Det samlede skovareal vokser, og det gør også den samlede tømmerproduktion. Ekstensivt skovbrug, der tidligere var den mest udbredte form for skovdrift, erstattes i stigende grad af et mere intensivt og ensartet skovbrug. Indførelsen af eksotiske arter fortsætter, og også tabet af naturlige og kvasi-naturlige skovområder fortsætter. De fleste naturlige skove findes nu i CØE- landene og NIS, men også andre steder findes der stadig mindre områder. Skovbrande er stadig et problem i Middelhavsområdet, selv om de berørte områder nu er mindre omfattende. Konceptet bæredygtig skovdrift er ved at slå igennem i anvendelsen og forvaltningen af skovene, men der kan ikke registreres en generel virkning heraf på biodiversiteten.

Efterhånden som landbrugsdriften bliver mere intensiv og lavtydende arealer beplantes med skov, forringes eller forsvinder kvasi-naturlige levesteder i landbrugsområderne, som f.eks. enge. Disse levesteder, der tidligere var meget udbredte i Europa, er afhængige af en ekstensiv landbrugsdrift med et lavt næringsstofinput. De er nu udsat for et stort næringsstofinput og forsuring. Når deres ofte meget rige plante- og dyreliv forsvinder, indebærer det en alvorlig forringelse af det åbne landskabs naturlige biodiversitet.

Der er både internationalt og nationalt truffet foranstaltninger og indført retsinstrumenter til beskyttelse af arter og levesteder. Dermed er det lykkedes at beskytte betydelige land- og havområder og at bevare et vist antal arter og levesteder, men den praktiske gennemførelse af disse foranstaltninger er ofte vanskelig og langsommelig og har ikke kunnet udligne den generelle tilbagegang. På europæisk plan er de vigtigste initiativer Natura 2000-nettet i EU, og EMERALD-nettet, der er ved at blive oprettet under Bern-konventionen for det øvrige Europa.

Generelt betragtes beskyttelse af biodiversiteten som mindre vigtig end de mere kortsigtede økonomiske og sociale interesser i de sektorer, der bidrager mest til at ødelægge den. En af de største forhindringer for opfyldelsen af bevarelsesmålene er den manglende inddragelse af hensynet til biodiversiteten i andre sektorpolitikker. Strategiske vurderinger af visse planers og programmers virkninger på miljøet vil sammen med naturbeskyttelsesinstrumenter kunne bidrage til at fremme en sådan integrering.

Status over fuglebestandene

Status over fuglebestandene (klik for forsørelse)

Kilde: EEA-ETC/NC


Ferskvand

Der er sket en generel reduktion i den samlede vandindvinding i mange lande siden 1980. I de fleste lande er vandindvindingen til industriformål langsomt faldet siden 1980 som følge af en omstilling væk fra storforbrugere af vand, tekniske forbedringer og øget genbrug. Efterspørgslen i byområder overstiger dog stadig i nogle situationer den disponible mængde vand, og der kan i nær fremtid blive tale om vandmangel. Vandforsyningen kan desuden i fremtiden risikere at blive påvirket af klimaændringer.

Landbruget er den største forbruger af vand i Middelhavslandene, fortrinsvis til kunstvanding. De kunstvandede arealer og indvindingen af vand til kunstvanding er vokset støt siden 1980. I de sydeuropæiske lande anvendes 60% af alt indvundet vand til kunstvanding. I nogle områder overskrider grundvandsindvindingen gendannelsesgraden, hvilket resulterer i en sænkning af grundvandsspejlet , tab af vådområder og indtrængen af havvand. De vigtigste redskaber til at sikre en begrænsning af den fremtidige efterspørgsel efter vand vil være en mere effektiv anvendelse af vandressourcerne, priskontrol og landbrugspolitiske foranstaltninger.

På trods af indførelsen af vandkvalitetsmål for EU og fokuseringen på en forbedring af vandkvalitet i miljøhandlingsprogrammet for Central- og Østeuropa er der ikke sket en generel forbedring af vandløbenes kvalitet siden 1989/90. Europæiske lande rapporterer om forskellige tendenser uden noget sammenhængende geografisk mønster. Der er dog sket visse forbedringer siden 1970ŽŽŽŽerne, for så vidt angår de mest forurenede vandløb.

Fosfor og kvælstof forårsager stadig eutrofiering af overfladevandet. Forbedringer i spildevandsbehandlingen og nedbringelse af udledningerne fra de store industrier i tidsrummet 1980- 1995 bevirkede, at de samlede udledninger af fosfor i floderne faldt med mellem 40% og 60% i flere lande. Fosforkoncentrationerne i overfladevandet faldt betydeligt, navnlig der, hvor overfladevandet i forvejen var mest påvirket. Yderligere fremskridt kan forventes, eftersom det, navnlig i søer, kan tage flere år, før genopretningsforanstaltningerne bærer frugt. Fosforkoncentrationerne er på ca. en fjerdedel af vandløbsovervågningsstederne stadig ca. ti gange højere end for vandløb af god kvalitet. Udledning af kvælstof, som hovedsagelig stammer fra landbruget, er et mindre problem i vandløb, men kan skabe problemer, når det ledes ud i havet; udledningerne heraf skal reduceres yderligere for at beskytte havmiljøet.

Grundvandets kvalitet forringes af stigende koncentrationer af nitrat og pesticider fra landbruget. Nitratkoncentrationerne er lave i Nordeuropa, men høje i flere vest- og østeuropæiske lande, hvor der ses hyppige overskridelser af EU’s højest tilladelige koncentrationer.

Forbruget af pesticider i EU faldt mellem 1985 og 1995, men dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med en begrænsning af de miljøskadelige virkninger, eftersom spektret af anvendte pesticider har ændret sig. Koncentrationerne i grundvandet af visse pesticider overskrider hyppigt de højest tilladte koncentrationsværdier. Fra mange lande rapporteres der desuden om betydelig forurening med tungmetaller, kulbrinter og chlorerede kulbrinter.

Integrerede strategier for beskyttelse af de ferske vande er iværksat i mange områder i Europa, f.eks. omkring Nordsøen, Østersøen, Rhinen, Elben og Donau. Selv om der er opnået gode resultater på dette område, er det nødvendigt i endnu højere grad at inddrage miljøpolitiske hensyn i den økonomiske politik.

Landbrugspolitikken er et vigtigt instrument til at begrænse tilledningen fra diffuse kilder, men det er stadig vanskeligt at anvende dette instrument af såvel tekniske som politiske årsager. Selv om der som led i reformen af den fælles landbrugspolitik gøres meget for at integrere foranstaltninger til nedbringelse af tilledningen af næringsstoffer, skal der gøres endnu mere, f.eks. for at sikre at politikken vedrørende braklægning af landbrugsarealer udformes på en måde, der optimerer miljøfordelene.

Direktivet om byspildevand og nitratdirektivet må også formodes at kunne bidrage til en væsentlig kvalitetsforbedring, men et godt resultat er afhængigt af, i hvilken udstrækning medlemsstaterne udpeger følsomme områder og sårbare zoner. Forslaget til direktiv om rammerne for EUŽŽŽŽs vandpolitiske foranstaltninger indeholder bestemmelser om integrerede forvaltningsprogrammer. Hvis dette direktiv gennemføres på en sammenlignelig måde i hele EU, kan det, sammenkoblet med en forbedret styring af efterspørgselssiden, føre til en markant forbedring af vandkvaliteten og en bæredygtig forvaltning af vandressourcerne.


Ferskvandstilgængelighed i Europa

Ferskvandstilgængelighed i Europa (klik for forstørrelse)

Kilde: Eurostat, OECD, Institute of Hydrology


HAV- OG KYSTMILJØ

De mest truede have er Nordsøen (overfiskning, høje koncentrationer af næringsstoffer og forurenende stoffer), de iberiske have (dvs. den østatlantiske "hylde", herunder Biscaya-bugten: overfiskning, tungmetaller), Middelhavet (lokalt høje koncentrationer af næringsstoffer, høj miljøbelastning af kystområderne, overfiskning), Sortehavet (overfiskning, hurtig stigning i næringsstofkoncentrationerne) og Østersøen (høje koncentrationer af næringsstoffer, forurenende stoffer, overfiskning).

Eutrofiering, navnlig som følge af et for stort forbrug af næringsstoffer i landbruget, giver anledning til bekymring for tilstanden i dele af mange europæiske have. Næringsstofkoncentrationerne er generelt på samme niveau som i begyndelsen af 1990ŽŽŽŽerne. Stigninger i kvælstofudledningerne og heraf følgende koncentrationer i havvandet nogle steder ved Europas vestkyst synes at være forbundet med store nedbørsmængder og oversvømmelser mellem 1994 og 1996. I de fleste andre have kan der ikke påpeges en klar tendens, hvad angår næringsstofkoncentrationer. I Sortehavet tidobledes koncentrationerne af næringsstoffer, der navnlig stammede fra Donaus afvandingsområde, mellem 1960 og 1992.

Forurening af sedimenter, dyr og planter med menneskeskabte kemikalier synes at være almindelig i næsten alle europæiske have. Der foreligger kun sparsomme oplysninger, og disse vedrører hovedsagelig Vest- og Nordvesteuropa. Høje koncentrationer af tungmetaller og PCB’er (højere end baggrundsværdierne) er fundet i fisk og sedimenter, med særligt høje niveauer i nærheden af punktkilder. En bio-akkumulering af disse stoffer kan udgøre en fare for økosystemer og menneskers sundhed (som det fremhæves i afsnittet om kemikalier).

For så vidt angår olieforurening, er billedet yderst fragmentarisk, og der kan ikke på dette grundlag foretages en pålidelig vurdering af de generelle tendenser. Størstedelen af forureningen er landbaseret og ledes ud i havene via vandløbene. Selv om det årlige antal olieudslip er faldende, forårsager små og lejlighedsvis store udslip i områder med stor bådtrafik betydelige lokale skader, primært i form af indsmurte strande og havfugle og nedsat fangst af fisk og skaldyr. Der er imidlertid ingen tegn på uoprettelige beskadigelser af havøkosystemerne, hverken fra store udslip eller fra permanente oliekilder.

Mange have er fortsat stærkt overfiskede, hvilket især gælder Nordsøen, de iberiske have, Middelhavet og Sortehavet. Der er en kritisk overkapacitet i fiskerflåden, og en 40%-nedsættelse er påkrævet for at tilpasse kapaciteten til de disponible fiskeressourcer.


kvælstof- og fosforudledninger


kvælstof- og fosforudledninger (klik for forstørelse)


Kilde: EEA - ETC/MC


JORD OG JORDKVALITET

Der er identificeret mere end 300 000 potentielt forurenede grunde i Vesteuropa, og det anslåede samlede tal i Europa er langt større.

Selv om et af punkterne i Miljø for Europa-programmet er identificering af forurenede grunde, foreligger der endnu ikke en fuldstændig kortlægning af situationen i en lang række lande. Det er vanskeligt at vurdere problemets omfang på grund af manglen på fælles definitioner. Kommissionen er i gang med at udarbejde en hvidbog om miljøansvar; med henblik på opfølgningsforanstaltninger vil det formentlig være nødvendigt at fastsætte fælles definitioner. De fleste vesteuropæiske lande har fastlagt retlige rammer med sigte på at forebygge fremtidige uheld og rense de eksisterende forurenede grunde.

I Østeuropa er det alvorligste problem forureningen af jorden omkring forladte militærbaser. Størstedelen af de østeuropæske lande er nu i gang med at vurdere problemerne. Mange central- og østeuropæiske lande og mange af De Nye Uafhængige Stater har dog endnu ikke fastsat de retlige og finansielle rammer, der er nødvendige for at håndtere problemet med de kontaminerede områder.

Et andet alvorligt problem er det tab af jord, der finder sted ved forsegling under byggerier, f.eks. i forbindelse med industrivirksomheder og transportinfrastrukturer, hvilket begrænser de kommende generationers valgmuligheder med hensyn til arealanvendelse.

Jorderosionen er stigende. Omkring 115 mio. hektar er udsat for vanderosion og 42 mio. hektar for vinderosion. Problemet er størst i Middelhavsområdet på grund af dets sårbare miljø, men det forekommer også i de fleste andre europæiske lande. Jorderosionen forstærkes af afvandringen fra landområderne og skovbrande, især i marginale områder. Strategier til at bekæmpe den fremadskridende jorderosion, såsom nyplantning af skov, mangler i mange områder.

På et 4 mio. hektar stort areal er saltindholdet i jorden forøget, fortrinsvis i Middelhavslandene og Østeuropa. Hovedårsagerne er overudnyttelse af vandressourcerne som følge af stigende kunstvanding i landbruget, befolkningsvækst, industriel udvikling, urbanisering og stigende turisme i kystområderne. De vigtigste følger heraf er for landbrugsområderne lavere afgrøder og nogle steder fuldstændig svigtende høst. I mange lande mangler der strategier til bekæmpelse af forøgelsen af saltindholdet i jorden.

Jorderosion og forøgelse af saltindholdet i jorden har øget risikoen for ørkendannelse i de mest sårbare områder, navnlig i Middelhavsområdet. Der foreligger kun få oplysninger om ørkendannelsens omfang, men det er under alle omstændigheder nødvendigt med en større forebyggelsesindsats, eventuelt inden for rammerne af FNŽŽŽŽs konvention om bekæmpelse af ørkendannelse.



Industriområder Lossepladser Militærområder Potentielt forurenede grunde Forurenede grunde
nedlagt i drift nedlagt i drift identificered skønnet samlet tal identificered skønnet samlet tal
Albanien
  •  
  •  
  •  
  •  
78
Østrig
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
28 000 ~80 000 135 ~1 500
Belg/Flan.
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
4 583 ~9 000
Belg/Wall.
  •  
  •  
  •  
  •  
1 000 5 500 60
Danmark
  •  
  •  
  •  
  •  
37 000 ~40 000 3 673 ~14 000
Estland
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
~755
Finland
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
10 396 25 000 1 200
Frankrig
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
300 000 895
Tyskland
  •  
  •  
  •  
  •  
191 000 ~240 000
Ungarn
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
600 10 000
Italien
  •  
  •  
  •  
  •  
8 873 1 251
Litauen
  •  
  •  
  •  
  •  
~1 700
Luxemburg
  •  
  •  
616 175
Nederlanderne
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
110 000
-120 000
Norge
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
2,300
Spanien
  •  
  •  
  •  
  •  
4 902 370
Sverige
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
7 000 2 000
Schweiz
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
35 000 50 000 ~3 500
UK ~ 100 000 ~ 10 000

Kilde: EEA-ETC/S


BYMILJØ

Urbaniseringen fortsætter på trods af, at ca. tre fjerdedele af befolkningen i Vesteuropa og NIS og lidt under to tredjedele i CØE-landene allerede nu bor i byer.

Den hurtige stigning i privatbilismen og et ressourceintensivt forbrug udgør en stor trussel mod bymiljøet og dermed mod menneskers sundhed og velfærd. I mange større byer tegner bilerne sig nu for mere end 80% af den mekaniserede transport. Ifølge prognoser for væksten i transporten i Vesteuropa vil der på grundlag af et "business as usual"- scenario ske en fordobling af efterspørgslen efter vejtransport af passagerer og gods mellem 1990 og 2010; antallet af biler vil stige med 25-30% og det årlige antal kilometer pr. bil med 25%. Den nuværende stigning i bytrafikken og i antallet af bilejere i CØE-landene forventes at accelerere i de næste ti år med heraf følgende stigninger i energiforbruget og transportrelaterede emissioner.

Samlet er luftkvaliteten i de fleste europæiske byer forbedret. De gennemsnitlige årlige blykoncentrationer faldt voldsomt i 1990ŽŽŽŽerne som følge af nedsættelsen af blyindholdet i benzin, og alt tyder på, at koncentrationerne af andre luftforurenende stoffer ligeledes falder. Nogle få byer i CØE-landene har dog rapporteret om små stigninger i blykoncentrationsværdierne i de sidste fem år som følge af den stigende trafik. Den planlagte udfasning af blyholdig benzin vil bidrage til at løse dette problem.

Høje ozonkoncentrationsværdier er stadig et stort problem i nogle byer om sommeren. De fleste af de byer, der indsender data, melder om overskridelser af WHOŽŽŽŽs vejledende værdier for svovldioxid, kulilte, kvælstofoxider og sodpartikler (PM). Der foreligger kun få oplysninger vedrørende benzen, men overskridelser af WHOŽŽŽŽs vejledende værdier ser ud til at være almindelige.

Hvis man foretager en ekstrapolation af de rapporterede resultater til alle Europas 115 storbyer ser det ud til, at omkring 25 mio. mennesker udsættes for vintersmog (overskridelser af vejldedende værdier for SO2 og PM), 37 mio. for (ozonrelateret) sommersmog , og at næsten 40 mio. mennesker hvert år udsættes for mindst én overskridelse af WHO-retningslinjerne.

I Vesteuropa er de største kilder til luftforurening - der tidligere var industriprocesser og forbrænding af kul og brændstoffer med et højt svovlindhold - motorkøretøjer og forbrænding af gasholdigt brændsel. Da transporten forventes at stige betydeligt, kan der også forventes en stigning i de transportrelaterede emissioner og dermed øget luftforurening i byerne. I CØE-landene og NIS kan der konstateres en lignende udvikling, blot i langsommere takt.

Omkring 450 mio. mennesker i Europa (65% af befolkningen) er udsat for høje støjniveauer i det omgivende miljø (over ækvivalentværdien af lydtryksniveauet (Leq) 24h 55dB(A)). Omkring 9,7 mio. mennesker er udsat for uacceptabelt høje støjniveauer (over Leq 24h 75dB(A)).

Vandforbruget i en række europæiske byer er steget: ca. 60% af de europæiske storbyer overudnytter deres grundvandsressourcer og vandreserver, og dårlig vandkvalitet kan i stigende grad hæmme udviklingen i byområderne i de lande, hvor der er vandmangel, navnlig i Sydeuropa. Flere nordeuropæiske byer har til gengæld nedsat deres vandforbrug. Generelt kan vandressourcerne udnyttes mere effektivt, eftersom kun en lille procentdel af husholdningernes vandforbrug går til drikkevand og madlavning, og en betydelig mængde vand (5% til mere end 25%) går til spilde ved udsivning.

Bymiljøproblemerne er ikke begrænset til selve byerne. Der kræves stadig større landområder til at levere alle de fornødne ressourcer til befolkningen i storbyerne og til at absorbere udledninger og affald fra byerne.

På trods af fremskridtene med indførelse af miljøstyringssystemer i europæiske byer, er mange problemer stadig uløste. I de seneste fem år har et stigende antal bymyndigheder taget initiativer til at fremme en bæredygtig udvikling i tilknytning til lokale Agenda 21-politikker, herunder foranstaltninger til begrænsning af forbruget af vand, energi og materialer, bedre fysisk planlægning og trafikplanlægning og bedre anvendelse af økonomiske instrumenter. Mere end 290 byer har tilsluttet sig kampagnen for en bæredygtig udvikling i Europas byer.

Dataene vedrørende en lang række aspekter - f.eks. vandforbrug, produktion af affald indsamlet af kommuner, spildevandsbehandling, støj og luftforurening - er stadig ufuldstændige, og det er ikke muligt på grundlag heraf at foretage en samlet vurdering af , hvilke fremskridt der er gjort med hensyn til forbedringer af miljøet i Europas byområder.


Gennemsnitlige årlige NO2 -koncentrationsniveauer, 1990-95

Gennemsnitlige årlige NO2 -koncentrationsniveauer, 1990-95 (klik for forstørelse)

Kilde: EEA-ETC/AQ


TEKNOLOGISKE OG NATURLIGE RISICI

Af de rapporter, der indsendes hvert år, fremgår det, at antallet af større uheld i forbindelse med industriaktiviteter stort set har været konstant i EU siden 1984. Eftersom underretningssystemet gradvis er blevet udbygget og industriens aktivitetsniveau er steget, er det sandsynligt, at antallet af større uheld pr. aktivitetsenhed er faldet. Der findes endnu ingen databaser, der kan oplyse noget om antallet af større uheld i CØE-landene og NIS.

Ifølge Den Internationale Atomenergiorganisations International Nuclear Event Scale (INES) er der ikke sket "ulykker" (INES niveau 4-7) i Europa siden 1986 (Tjernobyl – INES niveau 7). De fleste af de rapporterede begivenheder har været "anomalier" (INES niveau 1) samt nogle få "uheld" (INES niveau 2-3).

Der er i de seneste ti år på verdensplan sket et markant fald i det årlige antal store olieudslip. De tre største olieudslip nogensinde er imidlertid sket i Vesteuropa inden for de sidste par år. Disse tre store udslip tegnede sig for en meget stor andel af det samlede olieudslip.

Der sker en stadig vækst i mange af de aktivitetsområder, hvor der er størst risiko for større uheld, og for nogle af aktiviteternes og infrastrukturernes vedkommende øges sårbarheden over for naturlige risici. Seveso II- direktivet giver med dets brede anvendelsesområde og fokus på forebyggelsen af ulykker for en stor del de nødvendige retlige rammer for en bedre risikostyring. Direktivet skal nu gennemføres af industrierne og de lovgivende og planlæggende myndigheder. Det udstikker samtidig en model for Østeuropa, hvor der endnu ikke findes et sådant bredt tværnationalt retsgrundlag. Man må imidlertid også rette opmærksomheden mod andre former for risici end de industrirelaterede.

Der har i 1990ŽŽŽŽerne været et usædvanligt stort antal oversvømmelser, som har forårsaget store skader og kostet mange menneskeliv. Selv om den mest sandsynlige forklaring er naturlige variationer i afstrømningen, kan følgerne eventuelt være blevet forværret af menneskeskabte påvirkninger af den hydrologiske cyklus.


Olieudslip i Europa, 1970-1996


Olieudslip i Europa, 1970-1996 (klik for forsørelse)

Kilde: ITOPF
lijn.gif (900 bytes)

Top
Tilbage til generelle konklusioner
</head0

Geographic coverage

Kommentarer

Det Europæiske Miljøagentur (EEA)
Kongens Nytorv 6
1050 København K
Danmark
Telefon: +45 3336 7100