Hvad fortæller "Tilstand og fremtidsudsigter 2010" os?

Den tiltagende stigning i den globale efterspørgsel truer de naturlige systemer, som er en forudsætning for vores eksistens

Dette er et af hovedbudskaberne i Miljøet i Europa – tilstand og fremtidsudsigter 2010 (SOER 2010), flagskibsrapporten fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA).

Overordnet set bekræfter "Tilstand og fremtidsudsigter 2010", at miljøpolitikken sammen med tiltag på tilknyttede områder har resulteret i væsentlige miljøforbedringer i EU og nabolandene, men at der stadig er store udfordringer at tage op. Det bliver mere og mere tydeligt, at vores helbred, velfærd og velstand afhænger af den naturlige kapital, som vores økosystemer udgør. Denne kapital leverer de ydelser, der holder gang i vores økonomier og skaber betingelserne for selve livet – rensning af vand, befrugtning af afgrøder, nedbrydning af affald og regulering af klimaet, for blot at nævne nogle få.

"Tilstand og fremtidsudsigter 2010" viser, at det globale pres bevirker en tiltagende stigning i den mangeårige efterspørgsel efter naturressourcer som kilde til fødevarer, beklædning, boliger og transport. Desuden stilles der nye krav til vores naturlige kapital, f.eks. ønsket om plantebaserede kemikalier eller biomasse som erstatning for fossile brændstoffer. De stigende krav til den naturlige kapital medfører tilsammen en voksende trussel mod Europas økonomi og sociale samhørighed.

"Tilstand og fremtidsudsigter 2010" viser vores øgede indsigt i sammenhængene mellem klimaændringer, biodiversitet, ressourceudnyttelse og menneskers sundhed – og hvordan de alle peger frem mod en stigende belastning af landjorden, vandløbene og havene. Komplekse indbyrdes sammenhænge af denne art – både i Europa og globalt – betyder større usikkerhed og risici i forbindelse med miljøet.

Udfordringerne er betydelige, men der findes måder, hvorpå Europa kan bevare sin naturlige kapital. Europa har akut behov for øget ressourceeffektivitet og bedre gennemførelse af Lissabontraktatens principper om miljøbeskyttelse. Der må sættes mere ind på, at miljøets værdi bliver gjort op økonomisk og afspejler sig i markedspriserne, f.eks. gennem miljøafgifter. Vi må få større indsigt i miljøets tilstand og fremtidsudsigter. Desuden må vi inddrage forskellige grupper i opbygningen af vores videngrundlag og i de miljøpolitiske processer i det hele taget.  Alt dette er led i en mere grundlæggende overgang fra en lav-CO₂-økonomi til en ægte grøn økonomi i Europa.

Indsatsen må øges på alle områder

Ser man på EU's strategiske miljøprioriteringer, er billedet i det store hele det samme: Vi gør fremskridt, men hvis vi ikke øger indsatsen, sætter vi nuværende og kommende generationers velfærd på spil.

Hvad angår klimaændringerne, har vi skåret ned på drivhusgasudledningen og er på vej til at opfylde vores internationale forpligtelser i henhold til Kyotoprotokollen. EU forventes at nå sin målsætning om at mindske udledningerne med 20 % inden 2020, hvis den eksisterende lovgivning gennemføres. Vi øger ligeledes brugen af vedvarende energi, og vi er på vej til at opfylde målsætningen for 2020 om, at 20 % af det endelige energiforbrug skal være baseret på vedvarende kilder.

Det måske mest grundlæggende er dog, at den internationale indsats for at begrænse drivhusgasudledningerne langt fra er tilstrækkelig til at holde den gennemsnitlige stigning i verdenstemperaturen under 2 °C. Dette er vigtigt, for overskrider vi to grader, indebærer det en enorm forøgelse af usikkerheden og risiciene omkring miljøforandringernes art og størrelse og omkring vores evne til at tilpasse os til dem.

Når det gælder natur og biodiversitet, har Europa udvidet Natura 2000-nettet af beskyttede områder til nu at omfatte godt 18 % af EU's areal. Vi gør fremskridt i at standse tabet af biodiversitet - for eksempel er almindelige fuglearter ikke længere i tilbagegang. Ferskvandskvaliteten er generelt blevet bedre, og lovgivningen om udledninger til luften og i vandet har mindsket presset mod biodiversiteten.

EU vil dog ikke kunne nå sit mål for 2010 om at standse tabet af biodiversitet. Havmiljøet er stærkt ramt af forurening og overfiskeri. For 30 % af de fiskebestande i Europa, som der foreligger oplysninger om, overskrider fiskeriet nu den biologisk sikre grænse, og fangsterne har generelt været faldende siden 1985. I mange lande er de terrestriske økosystemer og ferskvandsøkosystemerne stadig under pres trods en mindsket forureningsbelastning. Skovene, der er vigtige for biodiversitet og økosystemydelser, bliver stærkt udnyttet. Desuden har det intensiverede landbrug store konsekvenser for biodiversiteten.

Inden for naturressourcer og affald er Europas affaldsbehandling blevet lagt om fra deponering til genanvendelse og forebyggelse. Alligevel blev halvdelen af de 3 mia. ton, som den samlede affaldsmængde udgjorde i EU-27 i 2006, deponeret.

Ressourceforbruget stiger, men i et langsommere tempo end den økonomiske produktion. Denne delvise afkobling er opmuntrende, men Europa forbruger stadig flere ressourcer. I EU-12 steg ressourceforbruget f.eks. med 34 % fra 2000 til 2007. Desuden forbruger vi mere end vi producerer, hvilket betyder, at over 20 % af Europas ressourceforbrug nu må importeres (overvejende brændstoffer og minedriftsprodukter). Europas forbrug medfører derfor en betydelig miljøpåvirkning i de eksporterende lande og regioner. Imidlertid er vandforbruget stabilt eller aftagende i hele Europa, men ressourcerne overudnyttes i nogle lande (og risikerer at blive det i endnu højere grad).

Inden for miljø, sundhed og livskvalitet er vand- og luftforureningen aftaget. Det er i betydeligt omfang lykkedes at nedbringe luftens indhold af svovldioxid (SO₂) og carbonmonoxid (CO), og der ses et markant fald i indholdet af nitrogenoxider (NO_X). Blykoncentrationen er ligeledes faldet væsentligt med indførslen af blyfri benzin.

Luft- og vandkvaliteten er dog fortsat utilfredsstillende med almindeligt udbredte sundhedsvirkninger til følge. I byerne er alt for mange mennesker udsat for et for højt forureningsniveau. Udsættelsen for partikler (PM) og ozon (O₃) er fortsat et vigtigt sundhedsproblem, som indebærer lavere forventet levealder, akutte og kroniske luftvejs- og kredsløbsforstyrrelser, hæmmet udvikling af lungerne hos børn og nedsat fødselsvægt. Den udbredte udsættelse for en lang række forskellige forureningsfaktorer og kemiske stoffer og betænkelighederne ved de langsigtede helbredsskader nødvendiggør mere omfattende programmer til begrænsning af forureningen.

Europas miljøproblemer er komplekse og kan ikke betragtes hver for sig

Den verden, vi lever i og er afhængige af, består af en lang række indbyrdes stærkt sammenhængende systemer som f.eks. miljømæssige, sociale og økonomiske systemer. Den indbyrdes sammenhæng betyder, at skade på ét element kan have uventede virkninger et andet sted og derved beskadige et helt system eller ligefrem føre til dets sammenbrud. For eksempel medfører den gradvise temperaturstigning øget risiko for overskridelse af de tærskelværdier, der kan igangsætte ændringer i større skala som f.eks. en hurtigere smeltning af den grønlandske indlandsis med efterfølgende stigning af verdenshavene. Det nylige krak i verdensøkonomien og det kaos i luftfarten, der forårsagedes af en islandsk vulkan, viser, hvordan et pludseligt sammenbrud i et enkelt område kan påvirke hele systemer.

Europas politikere er ikke kun oppe mod komplekse vekselvirkninger mellem systemer inden for kontinentet. Der udfolder sig også globale drivende kræfter, der ventes at ville påvirke miljøet i Europa – mange af dem uden for Europas kontrol. For eksempel ventes verdens befolkning at være steget til over ni milliarder inden 2050, og et stadig stigende antal ventes at ville lægge fattigdommen bag sig og stræbe mod et højere forbrug.

Sådanne udviklingstendenser har uhyre stor betydning for den globale efterspørgsel efter ressourcer. Storbyerne breder sig. Forbruget stiger i en opadgående spiral. Verden forventer fortsat økonomisk vækst. De nye økonomier vil vokse sig økonomisk betydningsfulde. Ikke-statslige aktører vil få større betydning i de globale politiske processer. Desuden forventes den teknologiske udvikling at accelerere. "Kapløbet ind i det ukendte" giver muligheder, men også nye risici.

Passivitet vil få alvorlige følger, men der er muligheder for at bevare den naturlige kapital og økosystemydelserne.

Verdens beholdninger af naturressourcer er allerede faldende. I de kommende år kan stigende efterspørgsel og faldende udbud medføre forstærket global konkurrence om ressourcerne. I sidste ende vil dette medføre, at økosystemerne globalt bliver sat på prøve hvad angår deres kapacitet til at levere en konstant strøm af fødevarer, energi og vand.

Skønt "Tilstand og fremtidsudsigter 2010" ikke advarer om et overhængende sammenbrud af miljøet, konstaterer den dog, at visse tærskler er ved at blive overskredet. Negative miljøudviklingstendenser kan i sidste instans udløse dramatiske og uoprettelige ændringer i nogle af de økosystemer og ydelser, som vi tager for givet.

Tiden er inde til at fremsætte en række klare tidlige advarsler. De europæiske miljøpolitikker har haft mange gavnlige økonomiske og sociale virkninger i en lang række lande: For eksempel er folkesundheden forbedret, og en fjerdedel af alle europæiske arbejdspladser skønnes at være knyttet til miljøet. Fuldstændig gennemførelse af miljøpolitikkerne i Europa er fortsat afgørende, da mange mål endnu ikke er nået.

"Tilstand og fremtidsudsigter 2010" fremhæver de mange sammenhænge mellem forskellige problemer af miljømæssig og anden art og tilskynder dermed til at samordne de forskellige politikområder bedre, for at vi kan få det størst mulige udbytte af vores investeringer. For eksempel er nogle tiltag mod luftforurening også med til at bekæmpe klimaændringerne, mens andre vil forværre dem. Det gælder selvsagt om at skabe flest mulige win-win situationer og undgå politikker med negative indvirkninger.

Desuden må vi sørge for en bedre balance mellem bevarelsen af den naturlige kapital og udnyttelsen af den til at drive økonomien. Mere effektiv ressourceudnyttelse er et af de vigtigste "integrerede tiltag" i denne henseende. Vi må erkende, at størrelsen af vores forbrug i øjeblikket ikke er bæredygtig, og at vi derfor i alt væsentligt er nødt til at klare os bedre med mindre. Det er opmuntrende, at der her er et område, hvor miljømæssige og erhvervsmæssige interesser ser ud til at være sammenfaldende: En erhvervsvirksomheds succes afhænger af dens evne til at få det størst mulige udbytte af sit input, og på samme måde er bevarelsen af naturen og menneskers velfærd betinget af, at vi udretter mere med en begrænset tilførsel af ressourcer.