næste
forrige
emner

Klimaændringspolitikker

Skift sprog
Webside Sidst ændret 23/11 2020
This page was archived on 13/12 2016 with reason: Other (included in the main page)
Truslen om klimaændringer behandles globalt af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC). Kyoto-protokollen fastsætter bindende emissionsmål for de udviklede lande, der har ratificeret den, f.eks. EU's medlemslande. Dette er kun det første skridt mod de væsentligt større globale emissionsreduktioner, der er nødvendige.

Udfordringen fra klimaændringerne, og hvad vi kan gøre ved dem, vil definere os, vores tid og i den sidste ende vores globale arv.

FN's generalsekretær Ban Ki-moon, 2007

Globale politikker

UNFCCC's langsigtede mål er "at stabilisere de atmosfæriske drivhusgaskoncentrationer på et niveau, der kan forebygge farlige antropogene virkninger på klimasystemet ". Kyoto-protokollen er første trin for at opnå dette. Den fastlægger mål for reducering af emissionerne i mange af de industrialiserede lande, herunder de fleste af EU's medlemslande, og begrænser emissionsstigningerne for de resterende lande:

  • De 15 gamle EU-medlemsstater har et mål om en fælles emissionsreduktion på 8 % under niveauerne i 1990 i 2008–2012 (video). Via en intern EU-aftale har nogle af EU's medlemsstater ret til stigninger i emissionerne, mens andre skal reducere deres emissioner.
  • De fleste nye medlemsstater har mål på -6 % til -8 % i forhold til deres basisår (for de fleste 1990).

USA, der har høje drivhusgasemissioner, har ikke ratificeret protokollen

Landene forventes at opfylde deres mål primært via interne politikker og foranstaltninger. De har lov til at opfylde en del af deres mål for reducering af emissionerne ved at investere i emissionsreducerende projekter i udviklingslande (Mekanisme for bæredygtig udvikling, CDM) eller i udviklede lande (fælles gennemførelse). Mekanismen for bæredygtig udvikling skal også støtte bæredygtig udvikling ved f.eks. at støtte vedvarende energiprojekter.

Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) kræver globale emissionsreduktioner på omkring 50 % inden midten af det 21. århundrede. Dette medfører en reduktion på 60-80 % i emissioner fra udviklede lande. Udviklingslande med store emissioner, såsom Kina, Indien og Brasilien, skal begrænse væksten i deres emissioner.

En international aftale efter 2012 er under forhandling inden for De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC). Målet er at nå til enighed om en klimakonference, der er planlagt i København i december 2009.

EU's politikker

Mange europæiske lande har vedtaget nationale programmer, der sigter mod at reducere emissionerne. Der er også vedtaget forskellige politikker og foranstaltninger på EU-plan gennem det europæiske klimaændringsprogram, f.eks.:

  • stigende anvendelse af vedvarende energi (vind, sol og biomasse) og kombineret kraft- og varmeproduktion
  • større energieffektivitet i f.eks. bygninger, industrien og husholdningsapparater
  • reduktion i kuldioxidemissioner fra nye personbiler
  • reducerende foranstaltninger i fremstillingsindustrien
  • foranstaltninger til reduktion af emissioner fra deponier.

 

EU's ordning for handel med kuldioxidemissioner (video) er hjørnestenen i EU's bestræbelser på at nedbringe emissionerne på en omkostningseffektiv måde. I marts 2007 godkendte EU's ledere en ambitiøs klimaændrings- og energiplan med henblik på at begrænse EU's drivhusgasemissioner med mindst 20 % inden 2020 (i forhold til 1990-niveauet) og at nå et mål på 20 % af EU's samlede primære energiforbrug fra vedvarende energi inden 2020. I januar 2008 foreslog Europa-Kommissionen en ny energi- og klimapakke med henblik på at nå målet for reduktionen i emissionerne (video). Forskellige sektorer som landbrug, transport og bygge- og anlægsvirksomhed samt alle medlemsstaterne skal opfylde deres rolle og bidrage til at nå Europas mål i henhold til deres respektive økonomiske evner. Med hensyn til de energitunge sektorer om stål og kemikalier foreslår Kommissionen, at man styrker EU's emissionshandelssystem for at hjælpe dem med at nå målet på 20 %. At reducere drivhusgasemissionerne vil kræve stigende anvendelse af vedvarende energi, hvilket også indebærer en mere varieret energiforsyning i Europa.

De nye politiske områder, hvortil der udvikles yderligere foranstaltninger til reducering af emissioner, omfatter luftfart (video), CO2 og biler  (video) og CO2-opsamling og -lagring (video) .

Nogle af EEA's medlemslande har udarbejdet nationale strategier for tilpasning til klimaændringer eller er begyndt at forberede disse. Europa-Kommissionens Grønbog om "Tilpasning til klimaændringerne — hvad kan der gøres på EU-plan" fra 2007 er i høring hos de berørte parter.

Yderligere oplysninger:

Permalinks

Geographic coverage

Handlinger