Fra produktion til spild: fødevaresystemet

Fødevaresystemet omfatter generelt alle de materialer, processer og infrastrukturer, der har forbindelse med landbrug, handel, detailsalg, transport og forbrug af fødevareprodukter. Ligesom vand og energi er fødevarer et grundlæggende, menneskeligt behov. Ud over at være til rådighed skal fødevarer være af høj kvalitet, mangeartede, tilgængelige, sikre til forbrug og prisoverkommelige. Der er også et stærkt bånd mellem vores sundhed og velfærd og fødevarer. Både fejlernæring og fedme er sundhedsproblemer, der direkte knyttes til den måde, vi producerer, markedsfører og forbruger vores fødevarer på.

Europæernes fødevareforbrug er i tidens løb ændret betydeligt. Sammenlignet med for 50 år siden spiser vi for eksempel mere end dobbelt så meget kød pr. person. Men oksekødsforbruget er siden 1995 også faldet med 10 %. Samtidigt spiser europæere mere fjerkræ, fisk og skaldyr, frugt og grøntsager.

EU er en af verdens største fødevareproducenter. Den benytter moderne landbrugsproduktionssystemer og har jord, der er velegnet til landbrug. Produktiviteten pr. hektar er steget betydeligt, især i anden halvdel af det 20. århundrede. På grund af den store diversitet i landbrugsjord og klimazoner producerer Europa et bredt spektrum af landbrugsvarer. Men den er også afhængig af at importere fødevarer for at imødekomme behovet.

Landbrugsproduktivitet, udtrykt ved afgrødeudbytte, er øget på grund af voksende monokultur (dvs. samme afgrøde på større arealer) og kunstvanding, bedre maskiner og mere kemisk tilførsel såsom pesticider og kunstgødning. Denne intensivering har givet Europa mulighed for at anvende mindre jord til at producere flere fødevarer.

Disse produktionsmåder har imidlertid ikke været uden miljøomkostninger. Intensivering på denne måde giver en højere miljøbelastning og resulterer i en større kvælstofforurening og CO2-udledning, øget tab af biodiversitet på landbrugsjord og forurening af jord, floder og søer. Forøget anvendelse af eksterne tilførsler for at opnå højere udbytter i fødevareproduktionen nedsætter tilmed ofte den samlede energieffektivitet. Når vi investerer endnu mere energi for at producere fødevarer, betyder det, at vi faktisk får mindre og mindre energi (kalorier) ud i reel fødevareenergi, der leveres til samfundet.

(c) Gülcin Karadeniz

Bæredygtig og produktiv

Det står klart, at Europa har behov for at reducere miljøpåvirkningerne fra landbrugsproduktionen. Samtidigt må Europa fortsat producere samme fødevaremængder for at imødekomme behovet både i EU og globalt.

EU er en af de største fødevareproducenter og -eksportører i verden. Enhver betydelig reduktion af dens udbytte ville påvirke global produktion og derfor også fødevarepriserne. Hvordan kan Europa fortsat producere højkvalitetsfødevarer i tilstrækkelige mængder, til overkommelige priser og samtidigt reducere landbrugets miljøpåvirkning?

En mere bæredygtig dyrkningspraksis kan hjælpe. Med agroøkologiske metoder kan man for eksempel intensivere landbrug uden syntetisk, kemisk tilførsel (dvs. kunstgødning og pesticider) ved at benytte naturlige produkter og økologiske processer som det centrale element i produktionen. Præcisionsdyrkningsteknikker leverer midlet til at reducere anvendelsen af kemi og derfor nogle af miljøpåvirkningerne.

Uanset metoden skal fødevareproduktionen forblive tilstrækkeligt intensiv til, at produktiviteten holder trit med fødevarebehovet. På denne måde bliver udnyttelsen af landbrugsjord og biodiversitet ikke yderligere kompromitteret.

Endvidere er landbrug i mange regioner hovedindkomstkilden i lokalsamfundene og tillige en del af den sociale struktur og lokale kultur. Ethvert tiltag, der sigter mod at forbedre fødevaresystemet, skal tage hensyn til disse sociale aspekter.

Tiltag, der alene sigter mod produktionssiden, ville komme til kort, når det forsøges at gøre hele fødevaresystemet grønt. Ikke desto mindre er der behov for yderligere effektivitetsgevinst i andre trin, såsom transport, detail og forbrug. En kostændring fra mindre kød mod flere grøntsager vil lette belastningen på landbrugsjorden.

Fødevarespild

I Europa vurderes det, at ca. en tredjedel af de producerede fødevarer i Europa ikke forbruges, og at spild indtræffer i alle led i kæden. Europa‑Kommissionen vurderer, at alene i EU spildes 90 millioner tons fødevarer (eller 180 kg pr. person), af hvilke mange stadig er egnet til menneskeføde. Fødevarespild identificeres som et af de områder, der skal tages hånd om i EU’s køreplan for et ressourceeffektivt Europa.

Mange af os prøver at reducere den mængde fødevarer, vi kasserer hjemme. En måde er at prøve at tilberede præcis den rette mængde middagsmad – ikke for meget, ikke for lidt. En anden måde er at være kreativ med resterne fra dagen før. Ligegyldigt hvor hårdt vi prøver, må nogle fødevarer alligevel kasseres: rådden frugt og sur mælk. Fødevarespild fra husholdninger repræsenterer kun en brøkdel af den totale mængde fødevarespild. Store mængder fødevarer er allerede blevet spildt, før de overhovedet når vores køleskabe.

Med hensyn til, hvor mange fødevarer der spildes på forskellige trin, er der ingen vurderinger for hele EU. Pålidelige og sammenlignelige data eksisterer ikke, især ikke for fødevarespild i landbrugsproduktion og fiskeri. Nogle landespecifikke analyser er dog til rådighed.

Fødevarespildsanalyse i Sverige

Ifølge en undersøgelse fra det svenske miljøbeskyttelsesagentur spildte svenskere 127 kg mad pr. person i 2012. Denne vurdering omfatter ikke fødevarespild i produktionsfasen (landbrug og fiskeri) eller det uundgåelige fødevarespild fra fødevareindustrien.

Ud af denne mængde blev 81 kg pr. person skabt i husholdninger. Restauranter skabte 15 kg pr. person, supermarkeder 7 kg pr. person og cateringfirmaer 6 kg pr. person. Den svenske undersøgelse vurderede også, hvor meget af dette fødevarespild der var „unødvendigt“. Resultaterne peger på områder med potentielle forbedringer: 91 % af fødevarespildet skabt i supermarkeder, 62 % i restauranter, 52 % i cateringfirmaer og 35 % i husholdninger blev betegnet som unødvendige.

Noget fødevarespild sker som del af forsøget på at sikre overholdelse af eksisterende lovgivning, der beskytter offentlig sundhed og forbrugere. Kontamineret kød, der fjernes fra hylderne, er ressourcespild, men det er også et forebyggende, nødvendigt skridt for at værne om menneskets sundhed.

Andre foranstaltninger er mindre ligetil. Holdbarhedsmærkningen på fødevareprodukter betyder for eksempel ikke nødvendigvis, at produktet bliver dårligt fra den ene dag til den anden, men at dets kvalitet aftager fra og med det tidspunkt. Det betyder, at nogle produkter stadig er sikre at indtage efter den anførte dato, men detailforretningerne kan ikke sælge dem – og forbrugerne køber dem ikke. Imødekommelse af forbrugerforventninger (f.eks. vedrørende bredt udvalg, fulde hylder eller æstetik) kan også øge fødevarespildet i detailleddet.

Usolgte fødevarers skæbne afhænger af, hvordan de affaldshåndteres. De kunne anvendes som dyrefoder, komposteres, genvindes som energi eller ende på deponeringsanlæg.

Forbedring af ét system forbedrer også andre

Hver gang vi kasserer fødevarer, spilder vi også den jord, det vand, den energi og alle de andre tilførsler, der anvendes til at frembringe de fødevarer, vi ikke indtager. Derfor betyder enhver nedgang i mængdenaf fødevarespild faktisk en potentiel forbedring for miljøet. Hvis vi reducerer mængden af de fødevarer, vi kasserer gennem hele fødevaresystemet, har vi brug for mindre vand, mindre kunstgødning, mindre jord, mindre transport, mindre energi, mindre affaldsindsamling, mindre genindvinding osv.

For at placere dette i den bredere sammenhæng med grøn økonomi hjælper en voksende ressourceeffektivitet i ét system med at reducere ressourceanvendelsen i andre systemer. Det er næsten altid en win‑win‑situation.