Et europæisk syn på bæredygtighed

“Den største udfordring er overudnyttelse af naturlige ressourcer. Menneskers forbrug overskrider de naturlige grænser for vores planet. Vores livsstil, eller mere nøjagtigt den måde, vi kører økonomien på, er simpelthen ikke bæredygtig.

Verdens befolkning vil i løbet af få årtier nå 9 milliarder og vil have behov for 70 % flere fødevarer. Endnu en udfordring bliver derfor at brødføde en voksende befolkning, når der er i forvejen er knaphed på mange ressourcer.

Skal vi kunne møde disse udfordringer, må vi ændre de grundlæggende faktorer i vores økonomi. I vores økonomier sættes der for eksempel ikke nogen pris på de mange fordele, vi modtager gratis. Værdien af en skov medregnes, når den bliver lavet til tømmer, men ikke når den bliver bevaret. Værdien af naturlige ressourcer bør på en eller anden måde afspejle sig i økonomien.”

“Vi arbejder på det. Jeg tror vi er meget tæt på at finde måder at inkludere den fulde værdi af naturlige ressourcer i økonomien på.

Men vigtigere er tre drivkræfter, der tvinger industrien til at blive mere ressourceeffektiv. Den første er ressourceknaphed. Faktisk ser vi det, som jeg vil kalde en “grøn industriel revolution “. Ressourceknapheden tvinger virksomhederne til at indføre genvinding og genbrug og se sig om efter andre metoder til effektiv ressourceudnyttelse.

Pres fra forbrugerne er endnu en drivkraft. Bare se på reklamerne. De store bilproducenter taler ikke længere om fart. De taler om miljøpræstationer. Desuden er folk blevet meget mere bevidste om det image, man tillægger den virksomhed, de arbejder for.

En tredje drivkraft er lovgivningen. Vi må løbende forbedre miljølovgivningen, for det ikke er alt, der kan opnås alene ved pres fra markedet, ressourceknaphed og pres fra forbrugerne.”

“Det er afgjort prisen. For store dele af samfundet er det en luksus at vælge af nogen anden grund end prisen. Men man kan alligevel godt vælge sæsonbetingede og lokale fødevarer eller friske produkter, og de er oven i købet ofte billigere. Det har klare sundhedsmæssige fordele for den enkelte og for samfundet som helhed.

At vælge mere bæredygtigt forudsætter infrastruktur og bevidsthed om ens egen påvirkning af miljøet. Er der ingen offentlig transportinfrastruktur, kan man ikke forvente, at folk holder op med at tage bilen på arbejde.

Og lovgivning vil næsten være umulig at håndhæve, hvis ingen kan forklare dens værdi. Vi må have inddraget folk og overbevise dem.

Det betyder, at videnskabelig viden ofte må omsættes til hverdagssprog til gavn både for borgere og politikere.”

“Vi behøver konkrete resultater i form af en aftale om nye institutionelle rammer eller specifikke mål for den grønne økonomi. Men selv om konferencen ikke giver konkrete resultater, kan den få stor betydning.

Jeg er stærk tilhænger af, at der oprettes en international domstol for miljøkriminalitet eller et institutionelt system, der gør, at vi kan undgå de blokeringer, vi har været vidne til i de senere runder af miljøforhandlinger.

Uanset hvor langt vi så når med at oprette den slags institutioner, er det et kæmpe fremskridt, at vi tager problemet op og prøver at finde fælles løsninger. Indtil for nylig delte de globale miljøforhandlinger verden i to dele: de udviklede lande og udviklingslandene.

Jeg tror, vi er ved at komme væk fra denne skarpe opdeling. Udviklingslandene er blevet økonomisk mere afhængige af naturlige ressourcer. Derfor vil de være nogle af de første til at mærke den globale ressourceknaphed. Hvis Riokonferencen kan overtale mange af dem til at slå ind på en mere bæredygtig praksis, synes jeg det vil være en stor succes.”

“Begrebet den grønne økonomi er ikke kun relevant for udviklede lande – det har faktisk et mere vidtrækkende perspektiv. På nuværende tidspunkt sælger mange udviklingslande deres naturlige ressourcer til meget lave priser. Selv om det kan være fristende på kort sigt, kan det også være ensbetydende med, at sådanne lande sælger ud af deres fremtidige velfærd og vækst.

Men jeg tror, at dette er ved at ændre sig. Regeringerne bliver stadig mere betænkelige ved de langsigtede følger af ressourceeksport. I mange udviklingslande er industrien også begyndt at investere i bæredygtighed. Ligesom deres sidestykker i den udviklede verden står de over for knaphed på ressourcer. Her ligger et meget stærkt økonomisk incitament for virksomheder i hele verden.

For mit vedkommende tror jeg, at vi kunne hjælpe disse lande ved at åbne vores landbrugsmarkeder og give landene mulighed for at skabe større merværdi. På nuværende tidspunkt er det udenlandske virksomheder. der kommer og udvinder ressourcerne, og det økonomiske input fra lokalbefolkningen er meget lille.

Landbruget er generelt helt afgørende. Når vi ser frem på udfordringerne i forbindelse med den globale fødevareproduktion, er det givet, at vi har brug for flere fødevarer, og at det forudsætter en mere effektiv produktion i de udviklede lande. Øget landbrugsproduktion i udviklingslandene ville også mindske deres fødevareimport.”

“Det vil sige en masse småting som at tage en sweater på i stedet for at skrue op for varmen, vælge offentlig transport i stedet for at tage bilen, og helst undgå at flyve. Det vil også sige, at jeg gør mine egne børn og andre bevidste omkring bæredygtighed og betydningen af deres daglige valg.

Mit job gør, at jeg ikke altid kan undgå at rejse med fly. Derfor må vi også sørge for, at det bliver mere bæredygtigt at flyve – ligesom alle vores andre ikke-bæredygtige forbrugsmønstre. Det er udfordringen i den grønne økonomi.”