Affald i Grønland

Skift sprog

Article Udgivet 04/06 2012 Sidst ændret 03/06 2016

Topics: Ressourceeffektivitet og affald ,

Vi producerer affald alle vegne hvor vi lever, hvad enten det er i tætbefolkede byer eller afsides bygder. Madrester, elektronisk affald, batterier, papir, plastikflasker, tøj, gamle møbler – alt sammen skal skaffes af vejen. Noget af det bliver til sidst genbrugt eller genvundet; andet afbrændes for at skaffe energi eller deponeres på lossepladser. Ingen enkelt metode til affaldsbehandling er brugbar overalt. Hvordan vi går frem, må afhænge af de lokale omstændigheder. Affald begynder altid som et lokalt problem. For det tyndtbefolkede Grønland med lange afstande mellem bygderne og uden vejinfrastruktur vil vi se på, hvordan selvstyret har valgt at håndtere affaldsproblemerne.

Waste in Greenland Image © EEA/Ace&Ace

Interview med Per Ravn Hermansen

Per Ravn Hermansen bor i Nuuk. Han flyttede fra Danmark for at arbejde med affaldsbehandling i Departement for Indenrigsanliggender, Natur og Miljø ved Grønlands Selvstyre.

Hvordan er det at bo i Grønland?

“At bo i Nuuk er ikke meget anderledes end i enhver anden mellemstor by som de er i Danmark. Der er de samme butikker og faciliteter. Der bor ca. 15 000 mennesker i Nuuk. I Nuuk tales der både grønlandsk og dansk, i de mindre bygder derimod næsten udelukkende grønlandsk.

Jeg har boet der siden 1999, og jeg tror folk bruger den samme slags produkter som i resten af verden, som f.eks. pc’er og mobiltelefoner. Jeg tror også folk er ved at blive mere bevidste om affaldsproblemet.”

Hvad er det, der gør Grønlands affaldsproblem unikt?

“I Grønland bor der cirka 55 000 mennesker, og de producerer affald nogenlunde lige som resten af verden. På mange måder er Grønlands “affaldsproblem” helt almindeligt. Grønlandske virksomheder og husholdninger producerer forskellige slags affald, og vi er nødt til at håndtere det, så vi undgår skade på miljøet.

På andre måder er Grønlands affaldsproblem unikt på grund af landets størrelse og den spredte bebyggelse. Der er seks forholdsvis store byer, 11 mindre byer og ca. 60 bebyggelser med 30 til 300 indbyggere spredt langs kysten. Hovedparten af befolkningen bor på vestkysten, men der er også små bebyggelser og byer på østkysten.

Kun seks byer har affaldsforbrændingsanlæg, og det er ikke nok til en miljømæssigt tilfredsstillende behandling af brændbart affald. Der er desuden ingen veje mellem byerne og bebyggelserne, så vi kan ikke let transportere affaldet til forbrændingsanlæggene. Godstransport sker hovedsagelig ad søvejen.

I øjeblikket har vi kun et groft skøn over, hvor meget byaffald der produceres i Grønland, men vi mener, at mængden er stigende. Halvdelen af bygderne har hvad jeg vil kalde forbrændingsovne, i resten af dem bliver affaldet brændt i det fri eller deponeret på losseplads.

Alt i alt tror jeg affaldsproblemerne har mange fællespunkter, men alligevel er de hver især unikke. Affald er et lokalt problem med vidtrækkende konsekvenser. For at løse det må der tages hensyn til denne dobbelthed.”

Hvad med farligt affald og elektronikaffald?

“Anlæggene i de største byer skrotter e-affald og opbevarer farligt affald, indtil begge dele sendes til Danmark. Grønland importeret alle slags produkter, herunder fødevarer, beklædning og biler, hvoraf størstedelen afskibes fra Aalborg. Farligt affald og e-affald medtages af skibe, der er på vej tilbage til Danmark.”

I de senere år er multinationale mineselskaber begyndt at lede efter uudnyttede forekomster af olie og mineraler. Hvad sker der med minedriftsaffaldet?

“I Grønland har vi en en-dørs-politik, dergør det muligt for mineselskaberne athenvende sig til den samme myndighed vedrørende alle de nødvendige tilladelser. De skal derfor indsende ansøgninger med redegørelse for alle aspekter af driften, også affald, til Råstofdirektoratet. Næsten al disse virksomheders aktivitet foregår uden for byer og bygder. For brændbart affald kan virksomhederne træffe aftaler med de lokale kommuner om brug af forbrændingsanlæggene. Dette ekstra afbrændingsbehov er en belastning for den lokale afbrændingskapacitet.”

Hvordan griber I problemet an?

“En af de muligheder, der i øjeblikket behandles, er at opføre regionale forbrændingsanlæg og transportereaffaldet. Vi kan selvfølgelig ikke bygge affaldsbehandlingsanlæg i hver by. Vi kigger også på varmeproduktion – opvarmning af husholdningerne ved forbrænding af affald.

I de mindre byer er vi begyndt at etablere anlæg til skrotning af e-affald og håndtering af farligt affald. I små bygder opsætter vi særlige containere til elektronisk affald og farligt affald, som derefter kan transporteres til anlæggene

i byerne. I øjeblikket kører vi to pilotprojekter til transport af brændbart affald til byer med forbrændingsanlæg. Grønlands Selvstyre har en national affaldsbehandlingsplan, og de aktiviteter, jeg lige har talt om, indgår i denne plan.”