Article

Vejen til global bæredygtighed

Skift sprog

Article Udgivet 04/06 2012 Sidst ændret 17/03 2023

Photo: © Thinkstock

Topics: Politiske instrumenter

Fire årtiers forvaltning af miljøet førte til opbygning af institutioner, der giver os bedre mulighed for at forstå og håndtere miljøproblemer. Tyve år efter verdenstopmødet i 1992 vil verdens ledere mødes igen i Rio de Janeiro for at forny det globale engagement i den grønne økonomi og styrke den globale forvaltning.

Det var på FN’s konference om menneskers omgivelser (Stockholm, 1972), at det internationale samfund for første gang mødtes for at drøfte globale behov vedrørende miljø og udvikling. FN’s miljøprogram (UNEP), der fylder 40 år i 2012, blev oprettet i kølvandet på denne konference, ligeledes blev miljøministerier oprettet i mange af verdens lande.

Bæredygtig udvikling betyder ofte noget forskelligt for forskellige mennesker. Men i 1987 kom denne nye definition: “En udvikling, der tilgodeser nutidens behov uden at sætte kommende generationers muligheder for at tilgodese deres behov over styr” (Brundtland-kommissionens rapport “Vor Fælles Fremtid”). “Behovene” er ikke bare økonomiske interesser, men også det miljømæssige og

samfundsmæssige grundlag for global velstand.

I juni 1992 mødtes beslutningstagere fra 172 lande i Rio de Janeiro til FN’s konference om miljø og udvikling. Deres budskab var klart: “Intet mindre end en holdnings- og mentalitetsændring vil kunne frembringe de nødvendige forandringer”. 1992-topmødet var et vendepunkt, fordi det satte miljø- og udviklingsspørgsmål permanent på den offentlige dagsorden.

“Verdenstopmødet” skabte grundlaget for mange vigtige internationale aftaler om miljøet:

Agenda 21 – en handlingsplan for bæredygtig udvikling
Rio-erklæringen om miljø og udvikling
erklæringen om skovbrugsprincipper
FN’s rammekonvention om klimaændringer
FN’s konvention om biologisk mangfoldighed
FN’s konvention om bekæmpelse af ørkendannelse

Præcis 20 år efter det historiske topmøde i Rio mødes verdens ledere igen for at drøfte og beslutte, hvordan vi kommer fremad. Verdenstopmødet i 2012 bliver det fjerde af sin art og endnu en milepæl i de internationale bestræbelser mod bæredygtig udvikling. Grøn økonomi og global miljøforvaltning står øverst på dagsordnen.

Der er ingen hurtig og nem vej til bæredygtighed. Overgangen kræver en lige stor samlet indsats fra politiske beslutningstagere, virksomheder og borgere. Undertiden er de politiske beslutningstagere nødt til at sørge for incitamenter til fremme af innovation eller til at støtte miljøvenlige virksomheder.

”Jeg taler på vegne af mere end halvdelen af verdens befolkning. Vi er det tavse flertal. I har givet os en plads i denne forsamling, men vores interesser er ikke på programmet. Hvad skal der til for at få del i dette spil? Lobbyister? Indflydelse i virksomhederne? Penge? I har forhandlet lige så længe jeg har levet. I al den tid har I ikke kunne leve op til jeres forpligtelser, I har ikke kunnet indfri målene, og I har brudt jeres løfter.”

Anjali Appadurai, studerende ved College of the Atlantic, i en tale på vegne af ikke-statslige ungdomsorganisationer den 9. december 2011 i Durban, Sydafrika.
Den afsluttende dag af FN’s klimakonference

I andre tilfælde kan det være nødvendigt, at forbrugerne bærer ekstraomkostningerne ved mere bæredygtige produktionsprocesser. Forbrugerne kan også være nødt til at stille større krav til producenterne af deres yndlingsmærker eller vælge mere bæredygtige produkter. Virksomheder kan være nødt til at udvikle renere produktionsprocesser og eksportere dem globalt.

Komplekse problemer, komplekse løsninger

Kompleksiteten af vores globale beslutningsstrukturer afspejler den kompleksitet, vi finder i miljøet. Det er vanskeligt at finde den rigtige balance mellem lovgivning, initiativer i privatsektoren og forbrugsvalg. Lige så vanskeligt er det at finde “det rigtige niveau” for målet – fra lokalt til globalt.

Miljøpolitik bliver mere effektiv, hvis den besluttes og gennemføres i forskellige skalaer, og det “rigtige niveau” afhænger af emnet. Et eksempel er vandforvaltning. Ferskvand er en lokal ressource, der er følsom for globale belastninger.

For eksempel bliver vandforvaltning i Nederlandene varetaget af lokale myndigheder, men er underkastet national og europæisk lovgivning. Den nederlandske vandforvaltning skal ikke kun forholde sig til lokale problemer og hvad der sker i landene langs opstrøms vandløb. Den globale opvarmning ventes at få havene til at stige; derfor må det nederlandske vandvæsen begynde at planlægge derefter.

De fleste eksisterende globale politikker og institutioner, herunder UNEP, blev udformet, fordi problemerne ikke kunne tackles med lokale eller nationale løsninger, og fordi der forventedes bedre resultater af global eller international koordination. UNEP blev oprettet efter Stockholmkonferencen, fordi deltagerne var enige om, at visse miljøproblemer bedre ville kunne gribes an på globalt plan.

Brug for fornyet engagement

Copyright: Shutterstock I dag giver den globale handel mange af os mulighed for at få tomater og bananer året rundt, og vi køber produkter bestående af komponenter fra hele verden. Denne sammenkobling har mange fordele, men kan også medføre risici. Andres forurening kan ende i vores egen baghave. Sammenkoblingen betyder, at vi ikke kan se bort fra vores ansvar for beskyttelse af det globale miljø.

FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) var et af resultaterne af Rio-topmødet i 1992. Den sigter mod at stabilisere udledningen af drivhusgasser, der bidrager til klimaforandringerne. Succesen af mange internationale aftaler, såsom UNFCCC, afhænger af parternes engagement. Når kun et begrænset antal lande er involveret, vil det uheldigvis ikke være nok til at beskytte miljøet, uanset om de går fuldt og helt ind for principperne i en grøn økonomi.

Dette års topmøde vil give lejlighed til at forny den globale forpligtelse til bæredygtighed. Hvad enten vi er borgere, forbrugere, forskere, erhvervsledere eller politiske beslutningstagere, må vi tage ansvar for vores handlinger – og også for vores passivitet.

Uddrag af Rio-erklæringen om miljø og udvikling

FN’s konference om miljø og udvikling, 3. til 14. juni 1992 i Rio de Janeiro

Princip 1

Mennesker er i centrum for bæredygtig udvikling. Alle mennesker har ret til et sundt og produktivt liv i harmoni med naturen.

Princip 2

Staterne kan i henhold til FN-pagten og folkeretslige principper suverænt udnytte deres egne ressourcer til egne miljø- og udviklingspolitikker og har ansvaret for at sikre, at aktiviteterne på deres eget område eller under deres kontrol ikke skader miljøet i andre stater eller områder uden for nationale områder.

Princip 3

Retten til udvikling skal opfyldes således, at den på retfærdig måde opfylder nuværende og kommende generationers behov for udvikling og miljø.

Princip 4

For at opnå en bæredygtig udvikling skal miljøbeskyttelse være en integreret del af udviklingsprocesser og kan ikke betragtes isoleret.

Princip 5

Alle stater og alle folkeslag skal arbejde sammen om den væsentlige opgave at udrydde fattigdom som et ufravigeligt krav til bæredygtig udvikling med henblik på at mindske
uligheden i levestandard og opfylde behovene hos størstedelen af verdens befolkning.