næste
forrige
emner

Article

Realisering af bæredygtighed: nye EU-politikker giver en unik mulighed

Skift sprog
Article Udgivet 24/09 2019 Sidst ændret 11/05 2021
4 min read
Photo: © Arif Miletli, Sustainably Yours/EEA
Ursula von der Leyen, den nyvalgte formand for Europa-Kommissionen, har fastlagt sit teams politiske prioriteter for de kommende fem år. En europæisk grøn aftale om en mere ambitiøs indsats over for klima- og biodiversitetskriserne er det centrale punkt på hendes dagsorden. EU's politikker har længe tacklet miljøforringelser og klimaforandringer — med nogen succes og visse fiaskoer. Støttet af voksende krav om handling fra offentligheden giver denne nye politiske periode — med en ny Kommission og et nyt Europa-Parlament — en unik mulighed for at opskalere og fremskynde en grøn og fair omstilling af Europa.

Klima- og biodiversitetskriserne kræver en hurtig indsats

I forhold til andre regioner har Europa et veletableret retsgrundlag med langsigtede politiske målsætninger og pålidelige data om en omfattende række emner, fra drivhusgasemissioner og beskyttede områder til luftkvalitet og kommunalt affald. Det Europæiske Miljøagentur arbejder inden for rammerne af denne politik og viden. Vores mandat og netværk gør det muligt for os at have en bred geografisk dækning, anlægge integrerede tematiske vurderinger og bidrage til politiske drøftelser både på europæisk og nationalt niveau.

 Vores vurderinger viser, at der er fremskridt på nogle områder, men også bekymrende tendenser (se Snapshot fra EEA vedrørende vigtige højdepunkter). F.eks. har EU's medlemsstater med hensyn til modvirkning af klimaændringerne formået at reducere deres drivhusgasemissioner og vil nå de kortsigtede mål. For de langsigtede mål kræves der imidlertid større reduktioner i et langt hurtigere tempo.

Hvordan kan vi opskalere og fremskynde reduktion af emissionerne og opnå klimaneutralitet? Især når visse sektorer, såsom transport, har svært ved overhovedet at opnå en reduktion, navnlig som følge af stigende efterspørgsel? Klimaændringerne påvirker Europa og vil gøre det i stigende grad. Træffer vi tilstrækkeligt med foranstaltninger til at tilpasse og forberede os?

Miljøforringelsen, herunder tabet af biodiversitet, fortsætter, trods vores øgede indsats. På lang sigt er udsigterne endnu mere dystre. Forbrugs- og produktionssystemerne medfører fortsat ubæredygtig belastning af jord- og vandøkosystemerne både i Europa og globalt. Et af resultaterne af disse systemer — forureningen — er et vedvarende problem. En række forurenende stoffer bliver frigivet og ophobes i atmosfæren, vandet og jorden. Dette har betydelige potentielle virkninger på økosystemerne og menneskers sundhed. Trods de seneste årtiers markante forbedringer i Europas luftkvalitet skønnes luftforurening alene at medføre over 400 000 for tidlige dødsfald om året i Europa. Ydermere er nogle grupper mere sårbare end andre over for sådanne virkninger på miljøet og klimaet.

 Dette skønt Europa formodentlig har den mest omfattende miljølovgivning i verden. Hvad mere kan vi gøre for at stabilisere biodiversiteten, forbedre luftkvaliteten yderligere og forebygge sundhedsskader?

Europæerne er klar til at hæve ambitionsniveauet

Den europæiske offentlighed kræver en indsats mod klimaforandringerne og for bæredygtighed. Tusindvis af skoleelever går på gaden i hele Europa sammen med deres forældre og bedsteforældre. I betragtning af den hidtil usete offentlige tilslutning og omfanget af de opgaver, der ligger forude, er det ikke overraskende, at disse spørgsmål vil være kernen i EU's politiske ambitioner i de kommende måneder og år. Europa-Parlamentets nye sammensætning afspejler disse krav fra offentligheden, og det gælder også Von der Leyens dagsorden om en mere ambitiøs Union. Den skitserer de politiske retningslinjer for den nye Europa-Kommission. Den første overordnede ambition — en europæisk grøn aftale — opstiller en række prioriteter, som har direkte tæt sammenhæng med Det Europæiske Miljøagenturs arbejde og viden.

I årenes løb har EEA's vurderinger henledt opmærksomheden på problemer knyttet til centrale samfundssystemer, herunder mobilitet, energi og i den senere tid fødevarer. EU's politikker har desuden afspejlet denne tilgang i lovgivningspakker, herunder om klima og energi. Vi har også fremhævet behovet for omlægning til bæredygtighed og politikkens rolle i at fremme disse omlægninger, som det også understreges i von der Leyens dagsorden.

Det centrale spørgsmål er fortsat: Hvordan omsætter vi de politiske overskrifter til virkelighed på europæisk og nationalt plan, og endda byplan? Hvordan gør vi den europæiske grønne aftale til virkelighed?

 Den indebærer helt klart en fuldstændig nytænkning og omstrukturering af centrale systemer — hvordan vi kommer omkring, producerer og bruger energi, producerer og bruger vores fødevarer... Men de udfordringer, vi skal tackle i mobilitets- og energisystemet, er ikke de samme som i fødevaresystemet. I de senere år er vedvarende energi blevet et nøgleelement i energisystemet, mens vejtransport stadig er baseret på privatejede biler. EEA sætter fokus på mulige punkter, hvor der kan gribes ind i hvert enkelt system.

Den hastende karakter og omfanget af de udfordringer, der ligger forude, betyder, at vi ikke længere kan udskyde at tage de vanskelige problemer op. De lavthængende frugter er allerede høstet. Hvordan kan vi producere fødevarer uden at skade miljøet og samtidig støtte landdistrikterne? Hvordan kan vi opnå en retfærdig omstilling og sikre, at lokalsamfund ikke lades i stikken? Hvordan kan vi omdirigere offentlige og private midler fra aktiviteter, der fører til miljøforringelse og klimaændringer, til dem, der fremmer bæredygtighed?

Europa frembyder et væld af gode eksempler på innovative idéer og politikker. Det er tid til at opskalere og sætte farten op. Med et rekordhøjt niveau af tilslutning fra offentligheden er tidspunktet unikt, og vi kan træffe de afgørende tiltag, der er nødvendige for at bringe Europa på et bæredygtigt spor. For at fremme denne overgang vil Det Europæiske Miljøagentur fortsat støtte de politiske beslutningstagere og offentligheden ved at levere den bedste tilgængelige viden om nuværende og nye problemstillinger.

Hans Bruyninckx

Administrerende direktør for Miljøagenturet (EEA)

Denne lederartikel er offentliggjort i september 2019-udgaven af EEA's nyhedsbrev 03/2019.

 

Permalinks

Geographic coverage

Temporal coverage