næste
forrige
emner

Article

EEA's ”rapport om ”Europas miljø – tilstand og fremtidsudsigter 2020” spiller en vigtig rolle for EU's fornyede slag for bæredygtighed

Skift sprog
Article Udgivet 11/02 2020 Sidst ændret 08/06 2020
4 min read
Photo: © Daniel Kusak, My City /EEA
Tidligere i denne måned offentliggjorde Det Europæiske Miljøagentur rapporten "Europas miljø – tilstand og fremtidsudsigter 2020" (SOER 2020). I rapporten blev det konkluderet, at Europa ikke vil nå sine 2030-mål uden presserende handling i løbet af de næste ti år for at imødegå det alarmerende tab af biodiversitet, de tiltagende konsekvenser af klimaændringerne og overforbruget af naturressourcer. Rapporten pegede på en række centrale løsninger, som kan hjælpe Europa tilbage på sporet, så målene nås. Vi har sat os ned sammen med Tobias Lung, EEA's SOER koordinations- og vurderingsekspert, for at drøfte betydningen af SOER 2020.

Hvad er de vigtigste budskaber i SOER 2020-rapporten? Hvordan nåede I frem til disse konklusioner?

I rapporten "Europas miljø – tilstand og fremtidsudsigter 2020" opfordres de europæiske lande, ledere og politiske beslutningstagere til at handle nu og benytte det næste årti til radikalt at opskalere og fremskynde indsatsen for at bringe Europa tilbage på rette spor med henblik på at nå de mellem- og langsigtede miljøpolitiske mål og for at undgå uoprettelige forandringer i og skader på vores miljø. Der tegnes et presserende og noget negativt billede, men det er vigtigt at bemærke, at SOER 2020 indeholder en løsningsorienteret tilgang til de udfordringer, som vi står over for, og at vi stadig kan skifte kurs. Rapporten omfatter et helt afsnit (tre kapitler) om forståelsen af systemer (som f.eks. energi, mobilitet og fødevarer) og beskriver, hvorfor det er nødvendigt og nyttigt med en systemorienteret tilgang for at kunne forstå systemerne og bringe løsningsorienteret viden på bordet. I rapporten peger vi på ret konkrete knapper, der kan skrues på, f.eks. hvad angår regeringer og ledelse generelt, byer samt finans- og skattesystemer.

Hvorfor er SOER 2020 så vigtig?

Den er Det Europæiske Miljøagenturs flagskibsrapport og giver det mest omfattende øjebliksbillede af miljøet og klimaets tilstand i Europa. Desuden er vi i henhold til agenturets oprettelsesbestemmelser forpligtet til at udarbejde den hvert femte år. Men endnu vigtigere er det, at mange personer er opmærksomme på rapporten, især i EU-institutionerne, fordi den knytter vores omfattende miljø- og klimavurdering sammen med en lang række europæiske politiske mål. Beslutningstagerne lægger derfor i langt højere grad mærke til denne rapport frem for andre EEA-vurderinger, og den anvendes i mange tilfælde som reference.

SOER 2020 er allerede blevet anvendt til at understøtte meddelelsen om den europæiske grønne pagt, som blev præsenteret kort tid efter offentliggørelsen af rapporten. Europa-Kommissionen har også anerkendt vores rapport som en vigtig vurdering, der vil understøtte den videre udvikling og gennemførelse af den europæiske grønne pagt. Det betyder ikke, at EU-politikerne kun ser på SOER 2020, men afhængigt af deres område kan de tjekke specifikke temaområder for at få mere dybdegående oplysninger.

Landene bruger også SOER-rapporterne som reference, især i forhold til, hvad der sker på europæisk plan. Det står dog klart, at mange af løsningerne er grænseoverskridende, og mange af de problemstillinger, som vi berører, er universelle og ikke begrænset til specifikke lande, herunder forskellige finansieringsorganers rolle inden for forskellige aspekter af overgangen til bæredygtighed. Hvis man ser på naturkapital, er det hovedsageligt de offentlige investeringer, der skal øges, mens det inden for energi- og transportsektoren er mere almindeligt med privat og offentlig finansiering. Dette gælder næsten alle lande.

Hvordan blev SOER 2020 udarbejdet? Kan du forklare processen?

SOER 2020 er en meget omfattende rapport. Den er udarbejdet af ca. 20 ledende forfattere og yderligere 40  bidragydere. Den er på ca. 500 sider og har været ca. 3½ år undervejs. Men disse sider er kun toppen af isbjerget, da Det Europæiske Miljøagentur producerer ca. 50 rapporter og brochurer om året. SOER 2020 ser nærmere på, hvad vi har lavet i de seneste fem år siden offentliggørelsen af den sidste SOER-rapport i 2015. Det er blevet til knap 300 rapporter og brochurer, der underbygger SOER 2020, og de produkter er igen underbygget af indikatorer og andre (webbaserede) produkter.

SOER 2020-rapporten følger en meget iterativ og integreret tilgang for at styrke analysen af sammenhænge mellem temaerne. Vurderingen omfatter desuden omkring 100 siders referencer, hvilket understreger det faktum, at vores udsagn underbygges af videnskabelig evidens.

Det har altid været meget vigtigt ved udarbejdelsen af SOER at henvise til referencer af hensyn til den videnskabelige stringens i forbindelse med skrive- og reviewprocessen. I forbindelse med denne rapport har vi foretaget et bevidst valg om at investere i en forbedret tilgang til vurdering og kommunikation af aspekter vedrørende kvalitet og usikkerhed. Dette valg afspejles gennem hele rapporten, herunder i koncise oversigtstabeller, hvor læserne kan finde oplysninger om tidligere tendenser og fremtidsudsigter samt om pålideligheden af evidensen, omfanget af medtagne ekspertvurderinger og væsentlige mangler i data og oplysninger.

Hvad er de næste skridt?

Vi er allerede så småt i gang med de næste skridt, eftersom SOER 2020-rapporten bidrager til arbejdet med den europæiske grønne pagt. Desuden vil vi udarbejde en opfølgningsrapport næste år, som vil opdatere visse dele af SOER 2020. Eksempelvis vil den omfatte en ny vurdering af biodiversitet og natur baseret på rapporteringen fra 2013-2018 i henhold til fugle- og habitatdirektiverne. Det er formålet med denne opfølgning, som også vil vise, hvordan viden kan støtte handling hen imod de prioriteter, der udspringer af arbejdet med den europæiske grønne pagt.

Denne tilgang vil også være en god støtte under forberedelserne til SOER 2025. Det er vores hensigt at fastholde den grundlæggende struktur i SOER 2020 med tema- og sektorvurderinger suppleret med et system- og løsningsorienteret perspektiv, da dette bliver stadig mere relevant.

Tobias Lung

EEA's SOER koordinations- og vurderingsekspert

Lederartikel offentliggjort i december 2019-udgaven af EEA's nyhedsbrev 04/2019

Permalinks

Geographic coverage

Temporal coverage