Mine værktøjer

næste
forrige
emner

Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Sound and independent information
on the environment

Du er her: Forside / Temaer / Kyster og farvande / Kyster og farvande

Kyster og farvande

Skift sprog
Menneskets aktiviteter medfører hidtil usete miljøændringer i økosystemerne i kystområder og have. Belastningen fra fiskeri, forurening fra kilder på land og til havs, urbanisering, tab og forringelse af værdifulde levesteder samt indtrængen af fremmede arter er voksende i hele verden. Alle disse virkninger kan forventes at blive forstærket som følge af klimaændringerne.

Europa er omgivet af fire havområder: Middelhavet, Sortehavet, Østersøen og Nordatlanten, der også omfatter Nordsøen. Europa gennemfører også omfattende maritime aktiviteter i Arktis.

Menneskets aktiviteter er ofte koncentreret i de kystområder, som er dårligst rustet til at tage imod disse aktiviteter, og hvor de negative virkninger er mest fremtrædende. Hovedtruslerne mod de europæiske kystområder er vandforurening og eutrofiering, tab af biologisk mangfoldighed, byudvikling, landskabsforringelse og kysterosion.

Europas havområder og kyster: interessante fakta

  • Havarealet under EU-medlemsstaternes jurisdiktion er større end EU’s samlede landareal.
  • EU har en kystlinje på 68 000 km – mere end tre gange længere end USA’s og næsten dobbelt så lang som Ruslands. Medregnes EEA-medlemsstaterne Island, Norge og Tyrkiet, er den 185 000 km.
  • Næsten halvdelen af EU’s befolkning bor mindre end 50 km fra havet, og størstedelen er samlet i byområder langs kysten. I 2001 boede 70 mio. mennesker eller 14 % af hele EU’s befolkning mindre end 500 meter fra kysten.
  • Havet er den mest populære feriedestination i Europa: 63 % af Europas feriegæster vælger kysten som feriedestination. Der anslås at være mellem 8 og 10 mio. sports- eller fritidsfiskere, og den europæiske fiskeindustri omsætter for mellem 8 og 10 mia. EUR årligt.
  • De økonomiske aktiver mindre end 500 meter fra havet skønnes at have en værdi på mellem 500 og 1 000 mia. EUR.
  • De offentlige udgifter i EU til kystsikring mod erosion og oversvømmelse forventes at udgøre 5,4 mia. EUR årligt i perioden 1990-2020.

[Europa-Kommissionen, 2006: Maritime Facts and Figures (tilgået 27. september 2010)]

Om kyster og havområder

Regional sea characteristics

Om de regionale have

Europas have er Østersøen, Sortehavet, det nordøstlige Atlanterhav og Middelhavet. Det nordøstlige Atlanterhav omfatter foruden Nordsøen også Det Arktiske Hav, Barentshavet, Det Irske Hav, Det Keltiske Hav, Biscayabugten og den iberiske kyst.

Østersøen er et delvis lukket hav, hvor saltindholdet er lavt på grund af den begrænsede vandudveksling med det nordøstlige Atlanterhav og den store tilstrømning fra floder. Det er betingelser, der gør dette hav særligt følsomt for forurening med næringsstoffer.

Sortehavet er ligeledes et delvist lukket hav. Det er verdens største indhav med begrænset vandudveksling med Middelhavet. I dybder på mere end 150-200 meter er der ingen ilt. Saltholdigheden af overfladevandet i Sortehavet ligger i et mellemområde. I størstedelen af Sortehavet menes der at være olie- og gasforekomster, og udnyttelsen af dem er på vej.

Middelhavet er ligeledes et delvis lukket hav med høj saltholdighed som følge af stor fordampning og ringe tilstrømning fra floder. Det udveksler i begrænset omfang vand med Atlanterhavet og Sortehavet. Middelhavet er det europæiske hav, hvor den biologiske mangfoldighed er størst.

Det nordøstlige Atlanterhav omfatter en række have og spænder over store klimaforskelle. Det er et meget produktivt område, hvor man finder Europas mest værdifulde fiskeriområder og mange unikke levesteder og økosystemer. Det er også her, man finder Europas største olie‑ og gasforekomster.

Kysten er det område, hvor land og hav mødes. I de 24 kystlande i EEA er der 560 000 km2 kystområder svarende til 13 % af landenes samlede areal (kilde: Corine Land Cover, 2000).

Dybhavet og havbunden udgør et omfattende og komplekst system, der er koblet til resten af planeten gennem udveksling af stof, energi og biodiversitet. At dybhavsøkosystemerne fungerer, har afgørende betydning for det globale biogeokemiske kredsløb, som en stor del af livet på Jorden og den menneskelige civilisation er afhængig af. De findes både i den europæiske og internationale del af Atlanterhavet og i Det Arktiske Hav. Dybhavet regnes sædvanligvis for den del, der er mindst 400 meter under havoverfladen.

Forringelser af marine økosystemer og kystøkosystemer ses i Østersøen, Sortehavet, Middelhavet og det nordøstlige Atlanterhav samt i Det Arktiske Hav. Aktiviteter, der berører miljøet, opfylder vores umiddelbare menneskelige behov, men påvirker arter og levesteder, der er udviklet gennem tusinder eller millioner af år – og undertiden er påvirkningen uigenkaldelig.

Disse aktiviteter har sammenhæng med den høje og stigende befolkningstæthed langs Europas kyster, fiskeri, forurening fra landbruget, industrikemikalier, turisme, skibsfart, vedvarende energiinfrastruktur og andre maritime aktiviteter.

Særlige problemer:

  • På trods af den stærkt forbedrede spildevandsbehandling er diffus næringsstofforurening fra landbruget fortsat et stort problem i kyst- og havmiljøet, da det øger væksten af planteplankton og kan medføre udbredt iltsvind.
  • I alle Europas have findes der lokaliteter, hvor koncentrationerne af visse tungmetaller og persistente organiske forurenende stoffer i den marine flora og fauna ligger over grænseværdierne for fødevarer. Antallet af større olieudslip er aftaget, men olieudledningen fra løbende aktiviteter som transport og raffinaderier er stadig betydelig. Disse stoffer ophobes i fødekæden.
  • Invasive arter spredes gennem skibsfart og akvakultur og kan have ødelæggende følger for økosystemer og samfundet. Invasive akvatiske arter skønnes at medføre tab på over 100 mia. USD årligt på verdensbasis.
  • Ikkebæredygtigt fiskeri foregår i alle Europas have og truer de europæiske fiskebestandes levedygtighed. Destruktive fiskemetoder såsom bundtrawl anvendes fortsat. Fisk, fugle, pattedyr og skildpadder er bifangst, og marine levesteder og økosystemer lider under påvirkningen fra fiskeudstyret. Fiskeri kan ændre det marine økosystem.
  • Beskyttelsen af marine og kystnære levesteder og arter er ved at blive bedre gennem udpegelse af kyst- og havområder som del af Natura 2000, men det har været langsomt og vanskeligt. For en del levesteder ved kysten og for de fleste levesteder i havet kendes tilstanden stadig ikke, og 22 % af havpattedyrene er truet af udryddelse.
  • Turismen, der er ansvarlig for byudviklingen langs Middelhavskysten, er nu også drivkraft for udviklingen ved Sortehavet.
  • Klimaændringerne medfører stigende overfladetemperatur og vandstand i havet. Som følge af denne udvikling ændres arternes fordeling geografisk og sæsonmæssigt. Forvaltningen af fiskeriet og de naturlige levesteder vil i stadig højere grad skulle tilpasses disse forandringer for at sikre miljømæssig bæredygtighed. I havet vil pH–værdien fortsat synke som følge af den stigende CO2-koncentration i atmosfæren, og koralrevene i Europas oversøiske territorier, der er centre for biologisk mangfoldighed, trues af både temperaturstigning og forsuring.

Europæiske politikker

For at løse miljøproblemerne ved Europas kyster og havområder kræves en politisk indsats på tværs af politikområderne vand, natur, forurening, fiskeri, klimaændringer og fysisk planlægning. Historisk set har disse politikområder været betragtet som separate områder, men vedtagelsen af Havstrategirammedirektivet i 2008 har betydet indførelse af en integreret tilgang: den tager hensyn til hele økosystemet og har som målsætning at opnå en god miljøtilstand hvad angår en lang række specifikke miljøaspekter. Havstrategirammedirektivet støttes af Vandrammedirektivet, der regulerer kyst- og overgangsvandenes økologiske tilstand med hensyn til belastningen fra næringsstoffer, kemikalier og hydromorfologiske forhold. Direktivet støttes desuden af Fugle- og habitatdirektiverne, der fastsætter mål for bevarelse af visse marine og kystnære levesteder og arter.

Væksten i den maritime sektor og i landbruget og turismen forventes at fortsætte. En vigtig målsætning for havstrategirammedirektivet vil være at sikre den miljømæssige bæredygtighed af denne vækst gennem forvaltningsstrategier. Sådanne strategier kan støttes ved gennemførelse af planlægningsprincipper i overensstemmelse med integreret kystzoneplanlægning og maritim fysisk planlægning.

Havstrategirammedirektivet opstiller et miljømæssigt mål for fiskebestandenes tilstand, men alle fiskerispekter reguleres gennem den fælles fiskeripolitik. En ny reform vil blive vedtaget i 2012.

Relaterede links

  • Havstrategirammedirektivet kræver opnåelse af en god miljøtilstand for en lang række biologiske elementer, herunder fisk, i havområderne senest i 2020. Den forventes at mindske forureningsbelastningen og dens virkninger i havmiljøet.
  • Den integrerede kystzoneplanlægning anbefaler fastlæggelse af strategier til at opnå bæredygtig kystudvikling.
  • Den maritime fysiske planlægning er et værktøj, der støtter udformningen af strategier for bæredygtig udnyttelse af havet ved at bringe en lang række brugere af havområder sammen.
  • Vandrammedirektivet kræver, at der nås en god miljøstatus eller et potentiale for god miljøstatus hvad angår biologiske og kemiske elementer i flodmundinger og kyster i hele EU senest i 2015 og forventes at mindske forureningsbelastningen og dens virkninger i flodmundinger og på kyster. Direktivet vil desuden mindske belastningen fra hydromorfologiske forandringer.
  • Nitratdirektivet sigtede mod at mindske nitratforureningen fra landbrugsjord.
  • Byspildevandsdirektivet sigtede mod at mindske forureningen fra spildevandsanlæg og visse industrier.
  • EU’s fugle- og habitatdirektiver (se EU’s naturlovgivning) er hjørnestenen i Europas naturbeskyttelsespolitik. Habitatdirektivet bygger på to søjler: Natura 2000-nettet af beskyttede områder og den strenge beskyttelsesordning for plante‑ og dyrearter.
  • Truslen fra klimaændringerne imødegås globalt af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC). Konventionens Kyoto-protokol fastsætter bindende emissionsmål for de udviklede lande, der har ratificeret den, f.eks. EU’s medlemsstater. Læs mere om klimaændringspolitikker.

Kommentarer

Tilmeld dig nu!
Få meddelelser om nye rapporter og produkter. I øjeblikket har vi 33095 abonnenter. Frekvens: 3-4 e-mails om måneden.
Meddelelsesarkiv
Følg os
 
 
 
 
 
Det Europæiske Miljøagentur (EEA)
Kongens Nytorv 6
1050 København K
Danmark
Telefon: +45 3336 7100