Mine værktøjer

næste
forrige
emner

Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Sound and independent information
on the environment

3. Miljøtendenser

3.1 Mod en opfyldelse af 5MHP-målene

En gennemgang af den nuværende situation og tendenserne og en sammenligning heraf med de mål, der er opstillet for hvert af de miljømæssige hovedtemaer, fører til følgende konklusioner:

  1. 5MHP's miljømål for 1994/95 forventes at blive nået for så vidt angår chlorfluorcarboner (CFC) og haloner, kvælstofoxider (NOx), flygtige organiske forbindelser (VOC) og tungmetaller.
  1. Den Europæiske Union arbejder på at nå 5MHP-mål på følgende hovedområder inden år 2000(se tabel 3.1.1):
  • svovldioxidemissioner (SO2);
  • produktion af ozonnedbrydende stoffer; og
  • kuldioxidemissioner (CO2), hvor de resultater, der opnås inden år 2000, trods betydelig usikkerhed kan betragtes som et første skridt mod yderligere reduktioner.
  1. På en række andre områder bevæger EU sig i den rigtige retning, men det er langt fra sikkert, at målene vil blive nået på følgende områder:
  • forsuring: et område, hvor de kritiske belastninger fortsat vil blive overskredet i vid udstrækning;
  • VOC: VOC-emissionerne er klart blevet mindre, men på grund af den tid, det tager at gennemføre direktiver, er det ikke sikkert, at målene vil blive nået inden år 2000;
  • nitrater: drikkevandsnormerne vil ikke så ofte blive overskredet, idet kvælstofforbruget i landbruget er væsentlig nedsat. Men på grund af nitraternes lange levetid i grundvandet vil målene ikke blive nået, førend grundvandet er renset for nitrater;
  • affaldsforvaltning: der produceres (trods de nuværende forebyggelsespolitikker) stadig mere affald, og yderligere forbedringer af genbrugsniveauet vil blive hæmmet af omkostningerne ved genbrug og de manglende afsætningsmuligheder for sekundære råstoffer;
  • bymiljø: miljøbelastningerne, navnlig i forbindelse med trafikken, bliver stadig værre i de fleste byer;
  • bevarelse og beskyttelse af biodiversiteten: et stigende antal områder omfattes af naturbeskyttelse. Landbrugets påvirkning af miljøet vil blive reduceret som følge af ændringer i den fælles landbrugspolitik og på grund af erhvervets miljøforanstaltninger; miljøpåvirkninger fra transport- og turistsektoren vil øges.
  1. De nuværende politikker er ikke tilstrækkelige til at løse visse hovedproblemer, herunder:
  • CO2-emissioner efter år 2000;
  • trafikrelaterede problemer, f.eks. NOx-emissioner og støj;
  • vandindvinding og havvands- og grundvandskvaliteten (sidstnævnte særlig for så vidt angår pesticider);
  • kemikalier i miljøet;
  • forvaltning af kystområder; og
  • erosion og ørkenvækst.

Tabel 3.1.1:Vurdering af de miljømæssige fremskridt på vej mod opfyldelsen af 5MHP's mål for år 2000 (på grundlag af ni resultatindikatorer)

Index 1985 = 100

1985

1990

2000
mål

Opnåelighed

På globalt plan        
CO2-emissioner 100a 102 102 +/-
CFC-produktion 100b 64 0c +
På europæisk plan        
SO2-emissioner 100 88 65 +
NOx-emissioner 100a 107 70 -
VOC-emissioner 100 101 70d  
På regionalt plan        
Kommunalt affald pr. indbygger 100 115 100 -
Støj over 65 dB(A) 100 >100 100 -/+
Pesticider i grundvandet 100 >100 0e -
Nitrat i grundvandet 100 >100 0 -
Tegnforklaring
+ målet vil sandsynligvis blive nået
+/- usikkert
- usandsynlig
a inkl. det tidligere Østtyskland
b i 1986
c inden 1995
d inden 1999
e inden 2005

3.2 Resultater vedrørende de enkelte miljøtemaer

På globalt plan

Den fortsatte og hurtige stigning i koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren kan medføre klimaændringer. Der går lang tid mellem reduktionen af emissionerne af disse gasser og stabiliseringen af koncentrationerne i atmosfæren. Efter en periode med stadig stigning faldt de samlede emissioner af CO2 (den vigtigste form for drivhusgas) mellem 1990 og 1993. Dette skyldtes til dels den økonomiske afmatning i perioden. Selv om CO2-emissionerne fra industrien er faldet, er der sket en stigning i emissionerne fra transportsektoren.

Opnåelsen af målet, nemlig stabilisering af EU's CO2-emissioner på 1990-niveauet inden år 2000, synes at være hjørnestenen i EU's miljøpolitik. Det er dog meget usikkert, om EU vil nå dette mål (se figur 3.2.1). Dette skyldes især: den fortsatte vækst i transportsektoren, de fortsat lave energipriser, den langsomme forbedring af energieffektiviteten og den omstændighed, at mange af foranstaltningerne i de nationale programmer først vil være gennemført i år 2000. De nuværende foranstaltninger er utilstrækkelige til at forhindre en yderligere stigning i CO2-emissionerne efter år 2000 på grund af den forventede stigning i produktion, forbrug og transport. For at nå det globale kvalitetsmål kræves det, at emissionerne reduceres med 1-2% om året. Det forventes, at de industrialiserede lande vil yde et rimeligt bidrag til dette.

Figur 3.2.1: Mod en stabilisering af CO2-situationen i EU12

Ozonlaget er udtyndet meget over hele verden på grund af emissioner af halogenholdige kulbrinter som f.eks. chlorfluorcarboner (CFC) og haloner. I dag erkender alle problemet, og der føres stadig flere internationale forhandlinger om yderligere begrænsninger (f.eks. af CFC-produktionen som foreslået i Montreal-protokollen). Den Europæiske Union er primus motor i denne forbindelse. Siden offentliggørelsen af 5MHP er målene blevet strammet.

Produktionen og forbruget af CFC viser en faldende tendens og er skåret ned med 80% mellem 1986 og 1994 (se figur 3.2.2). 1994-målene for haloner er nået. Det er usikkert, om produktionen af CFC vil blive indstillet i 1995 som planlagt. Produktionen af HCFC (som skulle være helt udfaset i 2015) er vokset i tidsrummet 1986-1994, fordi dette stof benyttes som erstatning for de tidligere brugte CFC'er. Trods de nuværende politiske foranstaltninger med henblik på udfasning af brugen af CFC og andre ozonnedbrydende stoffer vil ozonlaget fortsat blive udtyndet langt ind i det 21. århundrede. Dette skyldes chlorforbindelsernes lange levetid i atmosfæren.

Figur 3.2.2: Produktion og forbrug af CFC i EU12

Kilde: EK-GD XI

På europæisk og tværnationalt plan

Forsuring kombineret med andre former for miljøbelastninger øger faren for beskadigelse af økosystemerne, fordi disse belastninger ødelægger skovene og kvaliteten af vandressourcerne. Denne proces vil fortsætte på grund af depositionen af svovl- og kvælstofforbindelser. Svovlemissionerne er kraftigt reduceret, mens emissionerne af NOx og ammoniak (NH3) har stabiliseret sig.

Den Europæiske Union gør en stor indsats for at begrænse emissionerne fra forskellige kilder (f.eks. store forbrændingsanlæg, motorkøretøjer osv.). Indsatsen gør sin virkning, selv om alle foranstaltningerne endnu ikke er gennemført. Det forventes, at SO2-emissionerne fortsat vil blive mindre, og at 5MHP-målet vil blive nået. Dette gælder også det mere stringente mål, der er aftalt i FN-ECE's svovlprotokol. NOx-emissionerne vil blive reduceret, fordi man er gået over til at bruge katalysatorer i bilerne. Men det er ikke sikkert, at målet for 2000 vil blive nået. Ifølge EU-medlemsstaternes nuværende planer vil der ske et fald på 20% inden år 2000 (i forhold til 1985-niveauet) og ikke på 30%, som er det mål, der nævnes i 5MHP. Den positive virkning af nye teknikker til reduktion af skadelige stoffer i udstødningen vil til dels blive udlignet af den voksende trafik (passagerer og gods).

Selv om de samlede syredepositionsniveauer er faldet (et fald, der vil fortsætte fremover, navnlig på grund af svovlreduktioner), vil de kritiske belastninger stadig blive overskredet i de mere følsomme områder. I 1993 oversteg depositionen 'den kritiske syrebelastning' for økosystemerne i 34% af det areal, der dækkes af Europa (for EU er tallet endnu større). Ifølge medlemsstaternes nuværende planer vil tallet falde til 25% i 2000 (se kort 3.2.1).

Kort 3.2.1 - Overskridelser af kritiske belastninger med hensyn til forsuring i Europa i år 2000

Kilde: RIVM/CCE, 1995

De to vigtigste luftkvalitetsproblemer - som kendes i hele EU - er smoggen om sommeren og vinteren. Der er sket store forbedringer i de seneste årtier. Men den nuværende koncentration af forurenende stoffer ligger stadig væsentlig over det sundhedsskadelige niveau. På grund af koncentrationen af indbyggere og økonomisk virksomhed har de større byområder de højeste forureningsniveauer, og deres befolkninger er mest udsat for sundhedsrisici. F.eks. skønnes det, at i næsten tre fjerdedele af de større EU-byer bliver WHO's luftkvalitetsretningslinjer for SO2 og sodpartikler (PM) overskredet mindst én gang på et typisk år, hvilket fører til smogdannelser om vinteren (se tabel 3.2.1). PM-forureningen, som stammer fra bilerne, er udpeget som et af de vigtigste miljø- og sundhedsproblemer.

Tabel 3.2.1: Overskridelser af WHO's luftkvalitetsretningslinjer (AQG) for byområder i EU15-byer i 1990
Kilde: ETC/AQ; Sluyter, 1995

Forurenings-
type
Indikator AQG (mg/m3) Byer, hvor der er observeret overskridelser (%) Virkninger
Kortfristede virkninger
Sommersmog 03 150-200/time 84 Aftagende lungefunktion, åndedrætssymptomer
Vintersmog SO2 +PM 125+125/dag 74 Nedsat lungefunktion; øget medicinforbrug hos modtagelige børn
Bytrafik NO2 150/dag 26 -
Langfristede virkninger
Trafik/industri Bly 0,5-1,0/år 33 Påvirkning af bloddannelsen; nyreskader; neurologiske, kognitive virkninger
Forbrænding SO2
PM
50/år
50/år
13
0
Åndedrætssymptomer, kroniske luftvejssygdomme

Note: Der er valgt 56 byer (med over 500.000 indbyggere). Ikke alle byer har indgivet rapporter om hver enkelt forureningskilde.

Selv om de samlede emissioner af luftforurenende stoffer falder, vil stigningen i emissionerne fra vejtransporten - som har stor betydning for luftkvaliteten - til dels neutralisere forbedringerne. Selv om der gennemføres politiske foranstaltninger, er det usandsynligt, at EU vil nå VOC-målet for år 2000.

På grund af manglende oplysninger er det vanskeligt at vurdere fremskridtene med hensyn til to andre luftforureningsproblemer, dioxiner og tungmetaller. Om dioxin-målet nås, afhænger stærkt af, om der gennemføres egnede foranstaltninger til nedbringelse af dioxinforureningen på et tidspunkt, hvor forbrændingskapaciteten (en af de vigtigste kilder til dioxinforureningen) vokser markant. De såkaldte Nordsølande er nået langt for så vidt angår nedbringelse af tungmetalforureningen. Målet for 1995 vil blive nået af de fleste lande, selv om kobber, zink og chrom stadig kræver overvågning.

På regionalt plan

Affaldsforvaltning har stor betydning af flere grunde. En bæredygtig udnyttelse af råstoffer nødvendiggør et øget genbrug af sekundære råstoffer. Ved en effektiv forvaltning, særlig af farligt affald, forhindres jordbundsforureningen og sundhedsfaren nedsættes. Energiindvinding fra affald bidrager til bevarelsen af de primære energikilder. Det har vist sig vanskeligt at undgå affaldsproduktion. Kommunernes affaldsproduktion pr. indbygger - en af de vigtigste 5MHP-målindikatorer - er støt vokset med ca. 20% mellem 1985 og 1993. Men genbrugen af papir og glas er blevet en succes - for tiden genbruges næsten 50%. Størstedelen af det kommunale affald deponeres på lossepladser, men denne metode er ved at blive erstattet af forbrænding (henholdsvis 57% og 23%). På grund af manglende oplysninger er det vanskeligt at give en komplet vurdering af situationen med hensyn til farligt affald, selv om denne affaldskategori rummer større farer for miljøet.

På grund af den fortsatte økonomiske vækst og mangelen på effektive forebyggelsesforanstaltninger vil produktionen af kommunalt affald pr. indbygger fortsat stige (se figur 3.2.3). Stigningen vil være på 30% i år 2000 sammenlignet med 1985-niveauet (5MHP-målet er at nå op på 1985-niveauet i år 2000). Trods emballagedirektivet vil yderligere forbedringer i genbrug blive begrænset af omkostningerne og de manglende afsætningsmuligheder for sekundære råstoffer. Det forventes, at der vil ske et fortsat fald i deponeringen på lossepladser og en stigning i forbrændingen. Dette kan få positive følger for grund- og vandforureningen, men for at undgå en forøgelse af luftemissionerne er det nødvendigt at gennemføre en egnet emissionskontrollovgivning.

Bymiljøproblemerne er ikke tværnationale, men de er til stede i hele Europa. Mange af de regionale og globale miljøproblemer stammer fra byerne. Over to tredjedele af EU's befolkning bor nu i byområder. Miljøproblemerne i områder med stor befolkningstæthed vokser. Bortset fra trafikpropper og luftforurening - som er nævnt ovenfor - er den største miljøbelastning i byerne støjen. Mangel på åbne og grønne områder, manglende infrastruktur (f.eks. spildevandsbehandling), nedbrydelse af infrastruktur og boligmasse, kriminalitet og andre sociale problemer er ligeledes en følge af store, dårligt planlagte byer.

I storbyerne er andelen af indbyggerne, der udsættes for uacceptable støjniveauer, to til tre gange større end det nationale gennemsnit. Transporten, som er hovedkilden til støjforureningen, udsætter i dag ca. 17% af befolkningen i de fleste EU-lande for støjniveauer på over 65 dB(A). På grund af den hurtigt voksende trafik forventes det, at dette tal vil stige, selv om politikkernes mål er at stabilisere støjen på det nuværende niveau. Kun gennem en samordnet lokal indsats kan målet nås.

Hovedtruslen mod grund- og overfladevandressourcerne er forringelsen af vandkvaliteten og rovdriften på vandreserverne. Gennemsnitlig 17% af de vedvarende vandresourcer i EU trækkes midlertidigt ud af kredsløbet hvert år. "Vandindvindingen" voksede med 35% mellem 1970 og 1985 og forventes fortsat at stige, navnlig til brug for landbrugssektoren i Sydeuropa.

De fleste europæere (65%) får deres drikkevand fra grundvandet. Dette fører mange steder til overudnyttelse af de vandførende lag og til et faldende grundvandsspejl. Af følgevirkninger kan nævnes indtrængning af saltvand i kystområdernes vandførende lag, faldende vandføring i vandløb og udtørring af vådområder. Anvendelsen af grundvand til drikkebrug trues af de nedsivende pesticider (se kort 3.2.2) og nitrater fra landbruget. Nitrat- og pesticidekoncentrationerne i grundvandet vokser og skønnes at overskride målet i over 85% (for hele Europa) og 75% (for EU) af landbrugsområderne.

På grund af store investeringer i spildevandsbehandling har de fleste større europæiske floder tilsyneladende fået det bedre i de seneste ti år. Udledninger af stoffer, der fører til iltsvind, og af fosfor er faldet markant (se figur 3.2.4), hvilket har medført et højere iltniveau og bedre forhold for dyr, der lever i vandet. Forbedringen har været størst i den nordvestlige del af EU. Trods et fald i fosforudledningerne er eutrofiering stadig et problem. Ligesom grundvandet viser de fleste af EU's floder (75%) fortsat stigende nitratkoncentrationer på grund af intensiveringen af landbruget. Dette øger faren for eutrofiering af havet, som floderne munder ud i.

Mange af de nuværende politiske initiativer vil kræve væsentlige investeringer fra medlemsstaternes side. Men investeringerne forventes at give gode afkast i form af en bedre miljøkvalitet inden år 2000. Indtil da vil overfladevandets kvalitet enten forblive på det nuværende niveau eller langsomt blive bedre. Med hensyn til grundvandet vil der sikkert gå længere tid, inden følgerne af nitratdirektivet og den forventede begrænsning af brugen af pesticider bliver synlige.

Forringelsen af kystområderne skyldes ophobningen af forurenende stoffer tilført fra oplandet, direkte forurening af havet, olieudslip, luftdepositioner og kysterosion samt belastninger som følge af turisme og fiskeri. De vigtigste forurenende stoffer i kystområderne omfatter næringsstoffer, tungmetaller, kemikalier, olie og farligt affald (Østersøen, Middelhavet). Kystområderne er ligeledes udsat for eutrofiering på grund af udledninger af næringsstoffer via floderne (Østersøen og Nordsøen), De fleste Nordsøstater har nedbragt fosfor- og tungmetaludledningerne med ca. 50% mellem 1985 og 1995.

Miljørisiciene opstår navnlig som følge af industri- og atomuheld, kemikalier og naturlige risici. Der er i de seneste 30 år sket en konstant stigning i antallet af miljøskader som følge af ulykker og naturkatastrofer. Det generelle mål er at begrænse risikoeksponeringen under anvendelse af forsigtighedsprincippet, f.eks. gennem en nedbringelse af mængden af giftige stoffer i miljøet, forebyggelse af større industriulykker ('Seveso'-direktivet), risikostyring af genetisk modificerede organismer (GMO) og indførelse af sikkerhedsnormer med henblik på at mindske faren for atomuheld. Antallet af eksisterende kemikalier, der allerede er i brug (der markedsføres ca. 100 000 kemikalier i EU), giver ligeledes anledning til bekymring. Man ved foreløbig ikke meget om disse kemikaliers miljøvirkninger og synergieffekter.

De største problemer vedrørende jordbundskvaliteten i Europa er erosion og forurening. Kvaliteten af jordbunden som en naturlig ressource er forringet og vækker bekymring i mange dele af EU. Forringelsen kan tænkes at fortsætte fremover til trods for medlemsstaternes programmer. Antallet af miljøpolitiske mål og foranstaltninger vedrørende jordbunden er begrænset, ligesom der mangler oplysninger, hvorpå der kan udarbejdes en politik. Når der ses bort fra foranstaltningerne, er der på grund af subsidiaritetsprincippet ikke fastsat nogen EU-politik.

Erosion - navnlig i Middelhavsområdet - skyldes skovrydning og uhensigtsmæssig praksis i landbruget. Jordbundsforurening kan have forskellige oprindelser: luftbåren forsuring, overdreven brug af kunstgødning og pesticider i landbruget, oplagring og bortskaffelse af materialer i industriområder, bortskaffelse af husholdnings- og industriaffald og minedrift.

Følgerne for naturen og biodiversiteten

Beskyttelse af natur og biodiversitet opnås traditionelt ved at beskytte områder og arter. Levestedsdirektivet, hvorved der etableres et sammenhængende europæisk net af naturlige og kvasi-naturlige områder ( NATURA 2000-nettet), indeholder en potentiel mekanisme, der kan bruges til at forøge det samlede areal med beskyttede områder i Unionen og til at forbedre drift og overvågning af disse udpegede områder. Nu skal Unionen og medlemsstaterne udpege områder, der afspejler de mange forskellige naturlige levesteder for dyr og planter i Europa, og vise vilje til at bidrage væsentligt til en forenkling af processen.

Biodiversiteten i Europa er påvirket af menneskeskabte belastninger fra alle sektorer. En ændring af biodiversiteten fører til en forarmning af de naturlige genetiske kilder, udryddelse af arter og forøgelse af økosystemernes sårbarhed. Nedsat biodiversitet kan også indebære farer for levnedsmiddelsikkerheden på længere sigt. Naturlige vokse- og levesteder som f.eks. levende hegn, åbne, naturlige og kvasi-naturlige græsarealer og vådområder er særlig udsat for belastninger og er under stadig forandring. Mange plante- og dyrearter er i tilbagegang og trues af udryddelse (se figur 3.2.5). Selv om skovarealet i Europa vokser, betyder dette ikke, at skoven som økosystem ikke skal betragtes som sårbar. Gamle skovområder udsættes for belastninger fra skovindustrien. Luftforureningen (som påvirker alle levesteder) er også ved at skabe store ødelæggelser i skovene. I Sydeuropa er skovbrande et stort problem. Levestedernes, navnlig skovenes, sammensætning, har ændret sig på grund af indførelsen af fremmede arter. I mange områder udgør skovene ikke længere naturlige økosystemer på grund af nyplantninger.

Dyrkning af jorden og opsplitningen af levestederne er de væsentligste faktorer, der direkte påvirker naturen og biodiversiteten. Men forurening og andre menneskelige aktiviteter er også årsag til forskellige belastninger (f.eks. forsuring, kemikalier i miljøet, forstyrrelser i vandforsyningen og næringsstofkredsløbene og indførelse af nye arter). Trods den reduktion af belastningerne, der er opnået, ligger overskridelserne stadig over økosystemernes kritiske niveauer.

3.3 Miljøudgifter

De samlede miljøudgifter i EU12 lå på ca. 63 mia. ECU i 1992. Udgifterne til miljøbeskyttelse er vokset støt siden 1985 med ca. 4% pr. år, selv om væksten siden 1990 har været langsommere (1% pr. år) (se figur 3.3.1). Udgifterne til spildevandsbehandling tegner sig for den største del af de samlede miljøudgifter (ca. 50%). Affaldsforvaltning er det næststørste udgiftsområde (33%). Miljøudgifterne forventes at vokse med ca. 50% mellem 1992 og 2000 som følge af en strengere miljøpolitik, men også som følge af den almindelige økonomiske vækst.

Figur 3.3.1: Udvikling i miljøudgifterne i EU12

 

Kilde: ERECO, 1993
Note: 1992-2000 værdierne er skønnede

Miljøpolitikkens generelle indvirkning på den økonomiske udvikling kan betragtes som minimal. OECD har konkluderet, at de nuværende udgifter til forureningskontrol kun udgør en lille del af de samlede omkostninger i de fleste sektorer, og at næsten alle medlemsstater har indført ensartede miljøforanstaltninger på nogenlunde samme tidspunkt. Miljøforanstaltninger er ikke kilde til væsentlig omkostningsdifferentiering blandt hovedkonkurrenterne og påvirker kun den samlede handel mellem landene marginalt.

Miljøreguleringernes potentielle virkning for miljøindustrien (levering af varer og tjenesteydelser til brug for miljøbeskyttelse) og jobskabelsen er betydelig og viser en stigende tendens. Gennemførelsen af rene (procesintegrerede) teknologier og energi- og ressourcebesparende foranstaltninger (på grund af henholdsvis klimaforandringer og genbrugsprogrammer for affald) kan også føre til økonomiske besparelser.

Relateret indhold

Geographic coverage

Kommentarer

Det Europæiske Miljøagentur (EEA)
Kongens Nytorv 6
1050 København K
Danmark
Telefon: +45 3336 7100