Grundlæggende om økonomi og miljø

Skift sprog
Article Udgivet 13/06 2014 Sidst ændret 31/08 2016 15:12
I marts 2014 blev Paris ramt af en episode med forurenende partikler i luften. I flere dage var privat bilkørsel underlagt strenge restriktioner. På den anden side af kloden lancerede en kinesisk virksomhed et nyt produkt: Smogforsikring for indenlandske rejsende, hvis ophold blev ødelagt af dårlig luftkvalitet. Så hvor meget er ren luft egentlig værd? Kan økonomien hjælpe os med at reducere forureningen? Vi ser her nærmere på nogle grundlæggende økonomiske begreber.

 Image © Gülcin Karadeniz

Ordet „økonomi“ stammer fra det oldgræske ord „oikonomia“, som betyder husholdningsforvaltning. De aktiviteter, dette omfatter, går endnu længere tilbage. De tidligste samfund bestod hovedsageligt af udvidede familier, der arbejdede sammen for at sikre, at gruppen overlevede, og at de grundlæggende behov blev dækket. Forskellige medlemmer af fællesskabet var ansvarlige for forskellige aktiviteter: Skaffe mad, at finde eller bygge husly, osv.

Efterhånden som samfundet udviklede sig og den tilgængelige teknologi blev mere sofistikeret, begyndte medlemmerne at specialisere sig i forskellige opgaver, som fællesskabet havde behov for. Specialiseringen ledsagedes af en øget udveksling af varer og tjenesteydelser, både inden for fællesskabet og med andre fællesskaber.

Markedspriser

Anvendelsen af en fælles valuta gjorde det lettere at handle. Uanset om det er i form af perler, sølvmønter eller euro, så afspejler „penge“ en implicit aftale om, at enhver der råder over dem, kan udveksle dem for varer og tjenesteydelser. Den faktiske pris – hvor mange enheder af den fælles valuta, der skal udveksles for en vare – er også en aftale mellem køber og sælger.

Der er forskellige modeller, der benyttes til at forklare, hvordan markederne bestemmer salgs- og købspriser. En af de grundlæggende antagelser er, at køberen eller forbrugeren tillægger produktet en vis værdi, som denne er villig til at betale for det. For de fleste varer gælder det, at jo højere prisen er, jo færre forbrugere er der, der er villige til at købe.

En anden antagelse er, at leverandøren ikke ville fremstille produktet, hvis det ikke kan sælges til en pris, der er højere end det, det koster at fremstille en enhed af det pågældende produkt. I den virkelige verden kan det forekomme, at leverandører sælger deres produkter billigere end produktionsomkostningerne for at tvinge konkurrenter ud af markedet eller nedbringe overflødige lagre, en praksis, der kaldes „dumping“.

Nøgleordet her er „omkostninger“. Hvordan kan vi beregne omkostningerne? Inkluderer de priser, vi betaler for varer og tjenester, prisen for at anvende de naturlige ressourcer – det som mere teknisk kaldes „naturlig kapital“ – eller omkostningen ved den forurening, der genereres under produktion og forbrug?

Det korte svar er nej. Næsten ingen af priserne på markedet afspejler de reelle omkostninger ved et produkt – med andre ord priser, der dækker både produktionsomkostninger og miljømæssige omkostninger (herunder omkostninger for sundheden forbundet med forringelsen af miljøet). Vores nuværende økonomiske system bygger på tusinder af års praksis baseret på den antagelse, at de tjenester naturen giver os, er gratis. I de fleste tilfælde dækker det vi betaler for råvarer (olie, jernmalm, vand, træ, osv.) udvinding, transport og forretningsomkostninger. Dette er en af de største svagheder ved det nuværende økonomiske system, og der er to hovedårsager til, at problemet ikke er let at løse.

Omkostningerne er vanskelige at beregne

For det første er det meget vanskeligt at komme frem til et omkostningsestimat for alle de tjenester og fordele, som naturen giver os, eller for alle skader, som vores aktiviteter medfører. Hvor mange vi som enkeltpersoner eller samfund er villige til at betale for ren luft kan variere betydeligt. For en befolkning, der er udsat for ekstremt høje niveauer af partikelbaseret forurening, kan det være en formue værd. For dem, der til daglig nyder godt af den rene luft, kan det være noget de nærmest ikke bemærker.

Miljøøkonomerne udvikler regnskabsbegreber med det formål at kunne beregne en „pris“ for de ydelser, vi får fra omgivelserne samt for skader på miljøet forårsaget af vores aktiviteter.

En del af dette miljøregnskabsmæssige arbejde fokuserer på udgifter til udbedring af skader, med henblik på at beregne en monetær værdi for ydelserne. I tilfældet med luftkvaliteten beregner de f.eks. de sundhedsrelaterede omkostninger som følge af dårlig luftkvalitet, tab af menneskeliv, fald i middellevetid, tabte arbejdsdage, osv. Og på samme måde, hvor meget er det værd at leve i et roligt område? Forskellen i huspriserne for huse af tilsvarende kvalitet vil kunne bruges til at få et skøn over markedsværdien for et stille miljø.

Men alle disse beregninger er og bliver kun vejledende. Det står ikke altid klart, i hvilken udstrækning dårlig luftkvalitet bidrager til specifikke åndedrætsproblemer eller støj til at sænke huspriserne.

For visse ressourcer medtager miljøregnskabet også en vurdering af, hvor meget af denne ressource der er tilgængelig i et givet område, f. eks. ferskvand i et flodbækken. Det tilføjer nedbør, vandgennemstrømning, overfladevand og grundvand, osv.

Fish for free

(c) Gülcin Karadeniz

Betaling for miljømæssige ydelser

For det andet ville det, selv hvis vi kunne komme op med en klar pris, der afspejler denne „ekstra omkostning“ i løbende priser på kort sigt, have alvorlige sociale konsekvenser. Den drastiske stigning i fødevarepriserne i 2008, hvor prisen på visse basale fødevarer fordobledes i løbet af seks måneder, ramte alle, men de fattigste blev hårdest ramt. Et hurtigt skift fra et system, hvor naturlige ydelser er gratis, til ét, hvor alle omkostninger er med i prisen, vil socialt være ganske kontroversielt.

Visse miljømæssige omkostninger er dog allerede indregnet i de priser, vi betaler for visse varer og tjenester. Skatter og subsidier er de mest almindelige værktøjer, myndighederne bruger til at „justere“ markedspriserne. Miljøafgifter medfører en ekstra omkostning, der bliver lagt på priserne, så salgsprisen bliver højere. Dette værktøj kan bruges til at begrænse forbruget af visse ikke-bæredygtige produkter. F. eks. betyder de trængselsafgifter, der er blevet indført i visse europæiske byer, at kun de private bilbrugere, der har betalt en ekstra afgift, må køre i centrum.

På samme måde kan subsidier tilskynde forbrugerne til at vælge mere miljøvenlige produkter ved at sænke deres købspris. Disse værktøjer kan også anvendes til at tackle sociale ligestillingsproblemer ved at yde støtte til underprivilegerede og udsatte grupper.

Miljøøkonomerne udvikler også begreberne om „den grønne skattereform“ for at undersøge, hvordan skatterne kan ændres, så de favoriserer miljøvenlige alternativer og hvordan miljøskadelige subsidier kan reformeres.

I visse tilfælde kan en spiller på markedet (leverandør eller køber) være stor nok til at påvirke markedet. For visse grønne teknologier og produkter gælder det, at de offentlige myndigheders beslutning om at skifte til disse teknologier har gjort det muligt for dem at trænge ind på markedet og konkurrere med etablerede aktører.

Selv om økonomien hjælper os til at forstå visse af de begreber, der ligger bag vores forbrugs- og produktionsmønstre, priser og incitamenter i vores globaliserede verden, kan mange andre faktorer, som f. eks. teknologi og politik spille ind. 

Relateret indhold

Nyheder og artikler

Related briefings

Relaterede publikationer

Geographic coverage

Europe
Arkiveret under ,
Det Europæiske Miljøagentur (EEA)
Kongens Nytorv 6
1050 København K
Danmark
Telefon: +45 3336 7100