Mine værktøjer

næste
forrige
emner

Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Sound and independent information
on the environment

Du er her: Forside / Signaler - Velfærd og miljøet / Signaler 2012 / Artikler / At få sat prisen “rigtigt”?

At få sat prisen “rigtigt”?

Skift sprog
Topics: , ,
Mange af udviklingslandenes økonomier er centreret om at udnytte de naturlige ressourcer for at løfte befolkningerne ud af fattigdommen. Dette medfører risiko for skade på de naturlige systemer, de er afhængige af. Kortsigtede løsninger undergraver ofte befolkningens velfærd på lang sigt. Kan regeringerne hjælpe markederne til at sætte den “rigtige” pris for tjenester fra naturen og påvirke de økonomiske valg? Lad os se på, hvad vandforbruget i bomuldsproduktion betyder for Burkina Faso.
Shopping trolleys

Shopping trolleys  Image © Shutterstock

I hele verden lever mere end 1 milliard mennesker i “ekstrem fattigdom” ifølge verdensbankens definition, dvs. for mindre end 1,25 dollars om dagen. Og selvom der i løbet af de seneste 30 år har været et dramatisk fald i den andel af verdens befolkning, der lever i fattigdom, har en lang række lande – heraf mange i Afrika – kæmpet for at gøre fremskridt.

I disse lande er den økonomiske aktivitet ofte centreret om udvinding af naturlige ressourcer – landbrug, skovbrug, minedrift osv. Resultatet kan være, at økosystemet kommer under betydeligt pres fra bestræbelserne for at sætte gang i den økonomiske vækst for at opfylde behovet hos hurtigt voksende befolkninger.

I mange tilfælde dyrkes eller udvindes ressourcer som bomuld i udviklingslande og eksporteres til rigere regioner som f.eks. Europa. Denne virkelighed giver forbrugerne i den industrialiserede verden en vigtig rolle: De kan enten være med til at løfte den “underste milliard” ud af fattigdommen, eller underminere deres muligheder ved at beskadige de naturlige systemer, de er afhængige af.

”Det hvide guld”

Copyright: ShutterstockI Burkina Faso – en tør, meget fattig indlandsstat i Saharas sydlige udkant – er bomuld en god forretning, faktisk en vældig god forretning. Efter at have øget produktionen hurtigt i de seneste år er Burkina Faso nu Afrikas største bomuldsproducent. “Det hvide guld”, som det kaldes i regionen, udgjorde hele 85 % af Burkinas eksportindtægter i 2007, og 12 % af den økonomiske produktion.

Afgørende er, at indtægten fra bomuld er bredt fordelt. Sektoren beskæftiger 15-20 % af arbejdskraften og giver direkte indtægter til 1,5-2 millioner mennesker. Som hoveddrivkraft for væksten gennem de seneste ti år har sektoren skabt skatteindtægter, der kan finansiere forbedringer på bl.a. sundheds-og uddannelsesområdet.

For befolkningen i Burkina Faso er fordelene ved bomuldsdyrkning tydelige. Omkostningerne er ofte mindre tydelige.

Grundlæggende vandbegreber – kort fortalt

Vandfodspor
og virtuelt vand er begreber, der hjælper os til at forstå, hvor meget vand, vi bruger.

Et vandfodspor er den mængde ferskvand, der går til at producere de varer og tjenesteydelser, som forbruges at en person eller et samfund eller produceres af en virksomhed. Det består af tre komponenter: Det blå vandfodspor er den mængde overfladevand og grundvand, der bruges til at producere varer og tjenesteydelser. Det grønne vandfodspor er den mængde regnvand, der bruges i produktionen.

Det grå vandfodspor er den mængde vand, der forurenes ved produktionen. Enhver eksport af varer eller tjenesteydelser medfører også eksport af “virtuelt vand” – det vand, der går til at producere den pågældende vare eller tjenesteydelse. Virtuelt vand eksporteres, når en vare eller tjenesteydelse forbruges uden for det afstrømningsområde, hvor vandet blev udvundet.

For de importerende lande eller områder giver import af “virtuelt vand” mulighed for at udnytte indenlandske vandressourcer til andre formål. Det kan være en stor fordel for lande med sparsomme vandressourcer. Mange lande, der eksporterer virtuelt vand, har uheldigvis sparsomme vandressourcer, men et solrigt klima, der er velegnet til landbrugsproduktion. I sådanne lande med sparsomme vandressourcer medfører eksport af virtuelt vand ekstra belastning af ressourcerne og ofte sociale og økonomiske omkostninger, fordi der mangler vand til andre aktiviteter og behov.


Kilde: Water Footprint Network.

Copyright: IHH Humanitarian Relief Foundation/Turkey“Bare 8 år gammel hjalp Modachirou Inoussa allerede sine forældre i bomuldsmarkerne. Den 29. juli 2000 havde Modachirou arbejdet hårdt. Han løb tilbage til huset, fordi han var tørstig. På vejen fandt han en tom beholder og øste noget vand op fra en grøft for at drikke det. Den aften kom han ikke tilbage til sit hjem. Ved eftersøgningen i landsbyen blev hans lig fundet ved siden af den tomme flaske, der havde indeholdt Callisulfan.”

Forgiftning med endosulfan i Vestafrika, rapporteret af PAN UK (2006)

En fjerdedel af indbyggerne har ikke adgang til sikkert drikkevand. Mere end 80% er selvforsynende landmænd, der er afhængige af vand til dækning af deres grundlæggende behov for føde og tag over hovedet. Ifølge WMO er det årlige vandbehov 10-22 % større end de tilgængelige ressourcer.

På denne baggrund kan de senere års vældige stigning i bomuldsproduktionen forekomme risikabel. Bomuld er en tørstig afgrøde, der kræver vanding i tørkeperioden og bruger langt mere vand end andre almindeligt udbredte afgrøder.

Når man tildeler vand til bomuldsproduktion, er det ensbetydende med, der bliver mindre vand til andre mulige anvendelser. Størstedelen af høsten eksporteres. Der bruges med andre ord masser af vand til at dække efterspørgslen hos oversøiske forbrugere. Denne proces kaldes eksport af “virtuelt vand”.

Halvdelen af Burkina Fasos bomuld eksporteres til Kina, hvor den afsættes til lokale spinderier og derfra til tøjfabrikanter, der forsyner det globale marked. Forbrugerne af bomuldsprodukter i enden af leverandørkæden importerer faktisk store mængder vand – undertiden fra langt mere tørre dele af verden. For bomulds vedkommende viste en undersøgelse, at 84 % af Europas vandfodaftryk bliver sat uden for Europa.

For tørre lande som Burkina Faso må det normalt foretrækkes at importere vandintensive produkter, ikke at eksportere dem. Eksport af “virtuelt vand” kan jo indebære, at der ikke bliver nok tilbage til lokalbefolkningen og de lokale økosystemer. Når det er sagt, kan det ikke vurderes, om det er en god ide for Burkina Faso at bruge vand til dyrkning af bomuld, uden at man vurderer de samlede omkostninger og fordele sammenholdt med andre anvendelser. I sig selv fortæller konceptet virtuelt vand ikke, hvordan vandet forvaltes bedst, men under alle omstændigheder giver konceptet meget nyttig information om virkningerne af vores produktions- og forbrugsvalg.

Mere forurening, mindre skov

Vandforbruget er ikke den eneste grund til, at bomuldsproduktionen i Burkina Faso er betænkelig. Bomuldsdyrkning kræver normalt omfattende brug af pesticider. Bomuld tegner sig faktisk for hele 16% af verdens pesticidforbrug, skønt bomuld på verdensbasis kun udgør 3 % af det dyrkede areal.

Virkningerne for lokalbefolkning og økosystemer kan være alvorlige. Men de, der anvender pesticiderne, mærker ikke alle virkningerne og kender måske heller ikke dem alle. Derfor bliver der ikke taget fuldt hensyn til dem i beslutningerne. Derfor kan det være vigtigt at uddanne og informere de lokale avlere om pesticider og deres virkninger.

Vand er ikke den eneste ressource, der forbruges. En anden afgørende ressource er jordareal. Ligesom de fleste andre steder kan jord i Burkina Faso udnyttes på mange forskellige måder. Får en burkiner mest velfærd ud af at omlægge jorden til bomuldsproduktion?

Godt for den ene behøver ikke være godt for alle

Dette spørgsmål er ikke tom snak. Burkina Fasos skovareal er gået tilbage med 18 % i perioden 1990-2010, delvis drevet af udvidelsen af landbruget, og tilbagegangen bliver hurtigere og hurtigere. En privat skovejer i Burkina Faso vil muligvis foretrække at dyrke bomuld, fordi det er mere lønsomt at sælge træet (eller bruge det som brændsel) og dyrke jorden end at bevare skoven. Men det er ikke nødvendigvis det bedste resultat for Burkina Faso – dets befolkning og økosystemer.

Copyright: Pawel KazmierczykMennesker – nær og fjern – har langt mere gavn af skoven end værdien af tømmeret alene. Blandt andet er skove levesteder for biodiversitet, forhindrer jorderosion, optager kuldioxid og giver rekreative muligheder. Hvis samfundet som helhed skulle afgøre, hvordan jorden skal udnyttes – og kunne basere afgørelsen på en fyldestgørende vurdering af omkostninger og fordele ved de forskellige alternativer – ville det næppe vælge at bruge så meget jord og vand til bomuldsproduktion alene.

Forskellen mellem fordele og omkostninger for enkeltpersoner og for samfundet er et afgørende punkt.

Ved besvarelse af en række nøglespørgsmål – hvor meget vand, der bør bruges til produktion af bomuld, hvor mange pesticider, hvor megen jord baserer landmænd verden over deres afgørelser på relative omkostninger og fordele. Men mens landmanden kan høste den fulde fordel ved at sælge bomulden, er det sædvanligvis ikke ham, der skal bære alle omkostningerne. For eksempel er prisen på pesticider ofte meget lav i forhold til deres sundhedsvirkninger. Omkostningerne skubbes altså over på andre mennesker, herunder kommende generationer.

Problemerne opstår, fordi landmanden ligesom de fleste andre – træffer de fleste af sine afgørelser ud fra egne interesser. Og denne skævhed bringes videre via de globale markeder. De priser, der betales af handelsfirmaer, tøjfabrikanter og sidste instans forbrugerne, repræsenterer ikke omkostninger og fordele ved ressourceudnyttelse og vareproduktion.

Dette er et alvorligt problem. I det meste af verden er det markeder og priser, der styrer vores beslutninger. Giver priserne et vildledende billede af virkningerne af produktion og forbrug, får det os til at træffe dårlige beslutninger. Af historien kan vi lære, at markederne kan være et meget effektivt redskab til at styre vores beslutninger om ressourceudnyttelse og produktion og skabe størst mulig velstand. Men når priserne er forkerte, svigter markederne.

”99 % af verdens bomuldsavlere bor i udviklingslande. Det betyder, at pesticiderne bruges, hvor der er høj analfabetisme, og hvor sikkerhedsbevidstheden er lav, hvilket medfører risiko både for miljø og mennesker.”

Steve Trent,
direktør for Environmental Justice Foundation

Når markederne svigter: Korrektioner og begrænsninger

Copyright: ShutterstockHvad kan vi gøre ved det? Regeringerne kan i et vist omfang rette op på markedets svigt. De kan fastsætte reguleringer og afgifter for brug af vand og pesticider, så landmændene mindsker forbruget eller erstatter pesticider med mindre skadelige alternativer. Omvendt kan regeringerne sørge for, at skovejerne får betaling for de fordele, som skovene tilfører samfundet nationalt og internationalt – og derved skaffe dem en alternativ indtægtskilde. Nøglen til løsningen er, at incitamenterne for den enkelte er i overensstemmelse med hele samfundets interesser.

Det er også vigtigt, at forbrugerne får information, der supplerer de oplysninger, der er indeholdt i prisen. I mange lande ser man stadig flere varer med mærkning, der fortæller, hvordan varen er produceret. Nogle interessegrupper afholder desuden kampagner til at skabe øget bevidsthed og forståelse omkring disse spørgsmål. Mange af os ville gerne betale mere eller forbruge mindre, hvis vi havde indsigt i virkningerne af vores valg.

I nogle tilfælde er myndighederne nødt til at gå længere end til at korrigere markedet og begrænser faktisk dets rolle i ressourcetildelingen. Mennesker og økosystemer har i lige høj grad brug for vand for at overleve og trives. Mange vil endda mene, at mennesker har ret til tilstrækkeligt vand til drikkebrug, madlavning, sanitet og et sundt miljø. Man kan derfor mene, at regeringerne har pligt til at sørge for, at dette behov er opfyldt, før de lader markedet uddele resten.

Tilbage i Burkina Faso har regeringen og dens internationale partnere fokuseret på at opfylde det grundlæggende behov for adgang til sikkert drikkevand. Endnu er dette for en fjerdedel af indbyggerne ikke blevet til virkelighed, men situationen er i dag umådeligt meget bedre end for tyve år siden, da 60 % af befolkningen ikke havde adgang til rent drikkevand.

Ændring af incitamenter

Globalt er der tiltag i gang til at korrigere og begrænse de åbne markeder og samtidig udnytte deres mange fordele. I øjeblikket giver markedspriserne imidlertid ofte vildledende information – og resultatet er dårlige beslutninger hos både producenter og forbrugere.

Hvis markederne fungerede rigtigt, og priserne afspejlede de fulde omkostninger og fordele ved vores handlinger, ville Burkina Faso så producere bomuld?

Det er svært at sige med sikkerhed, men det forekommer meget sandsynligt, at det ville gøre det. For en meget fattig indlandsstat med knappe ressourcer som Burkina Faso er der ingen nemme veje til velstand. Bomuldssektoren giver i det mindste en betydelig indtjening, der er en potentiel platform for økonomisk udvikling og bedre levestandard.

Men at fortsætte bomuldsproduktionen behøver ikke at betyde, at der fortsat skal bruges af masser af vand og pesticider i produktionen. Eller at skovarealet fortsat skal beskæres. Alternative metoder – økologisk produktion af bomuld – kan mindske vandforbruget og helt afskaffe brugen af pesticider. De direkte omkostninger ved økologisk bomuldsproduktion er større – dvs. forbrugerne skal betale mere for bomuldsprodukter – men dette opvejes rigeligt af reduktionen i de indirekte omkostninger, der skal betales af bomuldsavlerne og deres samfund.

Valget er dit

Politiske beslutningstagere har selvfølgelig en rolle i at hjælpe markederne til at fungere rigtigt, så prissignalerne giver incitament til bæredygtige beslutninger. Men det er ikke op til de politiske beslutningstagere alene – oplyste borgere kan også gøre en forskel.

En global leverandørkæde betyder, at beslutninger hos europæiske producenter, detailforretninger og forbrugere kan have stor indflydelse på menneskers trivsel i lande så langt væk som Burkina Faso. Denne indflydelse kan bestå i at skabe arbejdspladser og indtjening, men også i overudnyttelse af begrænsede vandressourcer og forgiftning af lokalbefolkning og økosystemer.

I sidste instans er det forbrugerne, der har afgørelsen. Ligesom de politiske beslutningstagere kan styre vores forbrug gennem priserne, kan forbrugerne sende signaler til producenterne ved at kræve bomuld, der er bæredygtigt dyrket. Det er værd at have i tankerne, næste gang du vil købe et par jeans.

Yderligere information

  • Om markedsbaserede redskaber, Market-based instruments for environmental policy in Europe, EEA Technical Report No 8/2005.
  • Om bomuldsproduktion i Burkina Faso: Kaminski, 2011, Cotton dependence in Burkina Faso: Constraints and opportunities for balanced growth, World Bank Publications

Geographical coverage

[+] Show Map

Kommentarer

Tilmeld dig nu!
Få meddelelser om nye rapporter og produkter. I øjeblikket har vi 32970 abonnenter. Frekvens: 3-4 e-mails om måneden.
Meddelelsesarkiv
Følg os
 
 
 
 
 
Det Europæiske Miljøagentur (EEA)
Kongens Nytorv 6
1050 København K
Danmark
Telefon: +45 3336 7100