Mine værktøjer

næste
forrige
emner

Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Sound and independent information
on the environment

Du er her: Forside / Signaler - Velfærd og miljøet / Signaler 2011 / Artikler / Deling af naturens rigdomme

Deling af naturens rigdomme

Skift sprog
Af de 8,2 milliarder tons materialer, der blev forbrugt i EU-27 i 2007, udgjorde mineraler 52 %, fossile brændsler 23 %, biomasse 21 % og metaller 4 %. (SOER 2010)

 Image © EEA/John McConnico

Tusinder af kilometer fra Europa, i staten Orissa op mod Den Bengalske Bugt, ruller tusinder af lastbiler forbi. Dette er det østlige Indien, den legendariske kilde til Indiens mineralrigdomme og engang en vigtig råstofkilde til industriel vækst på verdensplan. Mineralforekomsterne i denne del af Indien hører stadig til nogle af verdens mest værdifulde, og her er den industrielle revolution måske først ved at begynde.

Stammefolkene, der lever i skoven her, har meget at tabe og kun lidt at vinde. Skovstammerne er ikke godt beskyttede — deres rettigheder er aldrig blevet nedskrevet eller for alvor anerkendt. I en lille stammelandsby dybt inde i skovene, der dækker Gajapati-området, bor Gangi Bhuyan og hendes mand, Sukru Bhuyan, med deres unge familie i og omkring skoven.

I ca fem af årets måneder brødføder de familien på den mindre end en halv tønde land store jordlod, de dyrker i udkanten af skoven, der omgærder deres landsby Raibada. I denne periode høster de også grøntsager, frø, frugt, medicin og byggematerialer (f.eks. græs) fra skoven. I andre fire måneder af året er dette deres hovedkilde til mad. Uden skoven ville de dø af sult. I de resterende tre måneder er de nødt til at tage til storbyer som Bangalore eller Mumbai for at tage arbejde.

Rigdom under jorden — fattigdom over jorden

Orissa, der ligger i den østlige del af den indiske halvø ved Den Bengalske Bugt, er rig på en række mineraler. Denne stat regnes således for en af landets mest ressourcerige. Kvaliteten af mineralforekomsterne i Orissa anses for at være blandt verdens bedste.

Med sin for en stor del uudnyttede overflod af kul, jernmalm, bauxit, chromit, kalksten, dolomit, mangan, granit, tin, nikkel, vanadium og ædelsten er staten i færd med at tage et vældigt spring fremad i sin industrialisering. For enkelte mineralers vedkommende repræsenterer Orissa desuden en betydelig del af de globale reserver, ikke kun mængdemæssigt, men også kvalitetsmæssigt. De internationale selskaber står derfor i kø for at få adgang.

Nogle af mineralerne anvendes i Indien, mens en betydelig del går andre steder hen: Indonesien, Japan, Kina, Korea, Malaysia, Nepal, Rusland, Sydafrika, Thailand, Ukraine, USA og selvfølgelig EU (Ota, A.B., 2006).

Skillelinjer i vores globale verden

Med sin kombination af rigdom i undergrunden og fattigdom over jorden illustrerer Orissa flere af skillelinjerne i vores globale verden. Her mødes ulighed, ubønhørlig jagt efter naturlige ressourcer og tvungen migration. Minedriften i Orissa bringer økonomisk gevinst til området; udbyttet bliver ikke ligeligt fordelt. For skovstammerne er omkostningerne høje, fordi deres hjem er i fare, når mineselskaberne i stadig større omfang søger at skaffe sig adgang til deres jord.

60 % af Orissas stammefolk lever på arealer med mineralrigdomme i undergrunden. Traditionelt har de ingen dokumentation for deres ret til jorden. Igennem et stykke tid er stammefolk blevet fortrængt til fordel for økonomiske udviklingsprojekter, herunder minedrift. Men i de senere tiår har den økonomiske udvikling siden 1991 ført til et øget antal fortrængninger over et større område (Ota, A.B., 2006).

Den øgede påvirkning fra Europas ressourceudnyttelse

I Europa er vi stærkt afhængige af naturlige ressourcer som drivkraft for vores økonomiske udvikling og velstand. Vores forbrug overstiger nu de lokalt tilgængelige ressourcer, hvorfor vi bliver stadig mere afhængige af ressourcer fra andre dele af verden.

Over 20 % af de råmaterialer vi bruger i Europa bliver således importeret. Desuden bruger vi væsentligt flere råmaterialer indirekte i form af importerede færdigvarer.

Navnlig for brændsler og mineprodukter er vi afhængige af import. Men derudover er Europa også nettoimportør af foder og korn til brug i kød- og mejeriproduktionen, og mere end halvdelen af EU’s forbrug af fisk importeres: Efter at have udtømt vores egne fiskebestande gør vi nu det samme andre steder.

Miljøbelastningen fra ressourceudvinding og vareproduktion — således affaldsproduktion og vand- og energiforbrug — påvirker oprindelseslandene. Påvirkningen af ressourcerne kan være betydelig — for computere og mobiltelefoner kan den være flere størrelsesordener større end fra selve produktet. Trods disse miljøbelastningers betydning bliver de sjældent tydeliggjort af priser eller andre signaler, der kan styre forbrugernes adfærd.

Et andet eksempel på naturressourcer indbygget i handelsvarer er det vand, der kræves til dyrkning af mange eksporterede fødevarer og fiberprodukter. Denne form for produktion repræsenterer en indirekte eksport af vandressourcer, der ofte er stiltiende. For eksempel ligger 84 % af EU’s bomuldsrelaterede vandforbrug uden for EU, hovedsageligt i regioner med sparsomme vandforekomster og intensiv vanding.

Nærmere oplysninger og fuldstændige litteraturhenvisninger findes i »Tilstand og fremtidsudsiger 2010«: www.eea.europa.eu/soer/synthesis

Hvor det flyder med naturens goder

Udnyttelse af naturlige ressourcer er forbundet med en række miljømæssige og samfundsøkonomiske problemer.

Projektet Economics of Ecosystems and Biodiversity (TEEB) — en stor analyse af den globale økonomiske betydning af biodiversiteten — belyser sammenhængen mellem tab af biodiversitet og fattigdom.

TEEB-forskerne har søgt at udpege, hvem der umiddelbart nyder godt af mange af ydelserne fra økosystemer og biodiversitet. »Svaret er«, skriver Pavan Sukhdev, der er leder af FN’s miljøprogram The Green Economy Initiative, »at det hovedsageligt er de fattige.«

Virkningen af tabet af biodiversitet i Indien har også alvorlige konsekvenser for kvinderne, da det stærkt forringer deres funktion som samlere i skovene. Undersøgelser i stammeområderne i Orissa og Chattisgarh har vist, at skovrydningen har medført tab af udkomme, at kvinderne skal gå fire gange længere for at indsamle skovprodukter, og at de ikke længere har adgang til lægeplanter, da de er blevet opbrugt. Dette tab mindsker indkomsten, fører til øget hårdt arbejde og går ud over det fysiske helbred. Det er også dokumenteret, at kvinders relative status i familien er højere i landsbyer i intakt skov, hvor deres bidrag til husholdningen er større end i landsbyer med mangel på naturlige ressourcer (Sarojini Thakur, 2008).

I Europa er vi ofte isoleret fra de direkte virkninger af miljøets forringelse — i hvert fald på kort sigt. Men for de fattige, der er direkte afhængige af føde og tag over hovedet fra miljøet, kan de have alvorlige konsekvenser. Ofte er det samfundets svageste, der bærer den største byrde ved ødelæggelsen af naturlige systemer, men af fordelene får de kun få, hvis overhovedet nogen.

Det årlige tab i naturlig kapital bliver typisk anslået til en ubetydelig størrelse på nogle få procent af BNP. Men hvis man regner dette tab om til menneskelige værdier, baseret på retfærdighedsprincippet og vores kendskab til, hvem der nyder godt af naturens goder — dvs. de fattige — så bliver argumentet for at mindske tabet langt stærkere.

Dette gælder hele kloden. Det drejer sig om verdens fattiges ret til det, som naturen giver dem, som udgør mere end halvdelen af deres udkomme, og som de vil have vanskeligt ved at erstatte (De Europæiske Fællesskaber, 2008).

ForestDen naturlige kapital og økosystemydelserne

Begreberne »naturlig kapital« og »økosystemydelser« er centrale i diskussionen om menneskehedens forhold til omverdenen. For at forstå dem kan vi prøve at se på, hvad de naturlige systemer egentlig gør for os.

Tag f.eks. skovene. Skove kan levere alle former for fødevarer: frugt, honning, svampe, kød osv. Hvis de drives forsvarligt, kan de desuden levere en bæredygtig forsyning af ressourcer, f.eks. træ, til økonomien. Men skove gør meget mere end det. Træer og plantevækst er f.eks. med til at sikre et sundt klima lokalt og globalt ved at optage forurenende stoffer og drivhusgasser. Skovjordbunden nedbryder affaldsstoffer og renser vandet, og mennesker rejser ofte langt for at nyde skønheden og stilheden i skovene eller deltage i fritidsaktiviteter som jagt.

Alle disse ydelser — levering af fødevarer og fibre, regulering af klimaet osv. — er værdifulde. Vi ville være parate til at betale dyrt for maskiner, der kunne gøre det samme. Derfor kan man sige, at økosystemer er en slags kapital, der leverer ydelser til sine ejere, men ofte også til andre mennesker fra nær og fjern (som det f.eks. er tilfældet med klimaregulering). Det er uomgængeligt nødvendigt, at vi passer på vores naturlige kapital — ved at undgå overudnyttelse af økosystemet og overforurening — hvis den også fremover skal kunne levere disse uhyre værdifulde ydelser.

Værdien af biodiversiteten i vores skove

Når skovene taber biodiversitet, skyldes det først og fremmest manglende forståelse for værdien af biodiversitet. Når det f.eks. besluttes, at en hektar skov med rig biodiversitet skal omdannes til landbrugsjord eller byggegrund, er det sædvanligvis på grund af udsigten til en hurtig gevinst. Der er kun ringe opmærksomhed på de mange umålelige ydelser, der leveres af økosystemerne.

Medicin i Indiens skove
Foruden et rigt plante- og dyreliv har Indien nogle af verdens rigeste forekomster af lægeplanter. Hele 8 000 plantearter anvendes rutinemæssigt som medicin af folk i Indien, og 90-95 % af dem kommer fra skovene. Mindre end 2 000 af dem er officielt dokumenteret i indisk medicin. For restens vedkommende er oplysningerne udokumenterede og hører til de traditionelle mundtlige overleveringer. Kun 49 arter anvendes i den moderne medicin.

Biodiversitet er en slags forsikring mod sygdomme hos mennesker — en videnbank med mulige midler mod sygdomme som kræft og aids. For eksempel indeholder cinchonatræets bark et middel, der anvendes mod malaria. Vi mangler ofte afgørende viden om samfundets tab, når en art forsvinder.

Dette afsnit er baseret på rapporten Green accounting for Indian states project: the value of biodiversity in India’s forests (Gundimeda et al., 2006).

Retten til at blive hvor man er

Globalisering er ofte kendetegnet ved bevægelighed — f.eks. af mennesker, varer, velstand og viden. At blive hvor man er, hører normalt ikke til de menneskerettigheder, vi prioriterer. Men det er netop, hvad skovfolket i Orissa og mange andre kræver: at få mulighed for at blive dér, hvor de er, hvor de får føde, har tag over hovedet og kontakt med familien og de andre i stammen. Dér, hvor generationer har følt sig sikre.

Når en strøm af mennesker er på vej mod storbyerne, bør vi altså tænke på at give folk mulighed for at blive, hvor de er.

Geographical coverage

[+] Show Map

Kommentarer

Tilmeld dig nu!
Få meddelelser om nye rapporter og produkter. I øjeblikket har vi 33139 abonnenter. Frekvens: 3-4 e-mails om måneden.
Meddelelsesarkiv
Følg os
 
 
 
 
 
Det Europæiske Miljøagentur (EEA)
Kongens Nytorv 6
1050 København K
Danmark
Telefon: +45 3336 7100