Mine værktøjer

næste
forrige
emner

Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Sound and independent information
on the environment

Du er her: Forside / Artikler / Mere end varm luft - Det globale diplomati og ønsket om en efterfølger til Kyoto-protokollen

Mere end varm luft - Det globale diplomati og ønsket om en efterfølger til Kyoto-protokollen

Skift sprog
Hver vinter åbnes dørene til Tivoli i København for at markere starten på en forlænget juleperiode. I december i år vil de funklende lys i Tivoli formentlig blive sat i skyggen af COP 15 — det største globale møde om klimaændringer nogensinde – når tusinder af diplomater, politikere, forretningsfolk, miljøforkæmpere og klimaeksperter fra hele verden strømmer til Danmarks hovedstad.

Udfordringen fra klimaændringerne, og hvad vi gør ved den, vil definere os, vores tidsalder og i sidste ende vores globale arv

FN's generalsekretær Ban Ki‑Moon

 

Mødet er et afgørende skridt i en proces, som startede i 1992 med FN’s Verdenstopmøde i Rio de Janeiro. Det var her, den globale indsats for at takle klimaændringerne virkelig begyndte.

Topmødet førte til vedtagelsen af FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), som udgør retsgrundlaget for den globale indsats for at finde en løsning på klimaændringerne. Møderne inden for konventionen kaldes for partskonferencer (COP'er) og har fundet sted siden 1994.

Kyoto – et første skridt i retning af at nedbringe emissionerne

Kyoto-protokollen blev underskrevet i 1997 som en forlængelse af UNFCCC og er et første skridt i de langsigtede bestræbelser på at nedbringe emissionerne, som er nødvendige for at forhindre klimaændringer i en udstrækning, som er farlig. Den første forpligtelsesperiode under protokollen udløber rent faktisk i 2012, og "COP 15" forventes at udarbejde en ambitiøs efterfølger.

Kyoto er vigtig, fordi der her blev fastsat bindende emissionsmål for de udviklede lande, der ratificerede protokollen. For eksempel skulle de 15 lande, der i 1997 var medlemmer af EU (EU-15), i fællesskab reducere emissionerne med 8% sammenlignet med Kyotos "basisår" (1). De skal nå dette mål i løbet af perioden 2008–2012 (2).

Landene forventes navnlig at opfylde deres Kyoto-mål ved at reducere deres indenlandske emissioner. Der findes imidlertid også en række andre muligheder, som kan hjælpe dem med at nå deres mål (se boksen: Få os til Kyoto i tide).

Fig. 1 / Forskel mellem EU's Kyoto- og byrdefordelingsmål samt fremskrivninger for 2010 for EU‑15 (6). Kilde: Trends and projections report, EEA (2007).

"Kyoto" har været ret kontroversielt, især fordi USA ikke ratificerede protokollen, og fordi udviklingslande som Kina og Indien, hvis økonomier er i rivende udvikling, ikke har nogen mål under protokollen.

EEA – en del af puslespillet

EEA's klimaændringshold spiller en rolle i Europas indsats som koordinatorer for en bogholderopgave af kolossale dimensioner. Data fra hele Europa om emissioner af såkaldte drivhusgasser indsamles, kontrolleres og analyseres derefter i to nøglerapporter, der fungerer som input til Kyoto‑processen.

I år har tallene og den analyse, de anvendes til, en særlig betydning i forbindelse med COP 15-mødet, fordi de klart viser, hvordan EU klarer sig i sine bestræbelser på at reducere drivhusgasemissionerne. Lande, der ikke har underskrevet protokollen eller endnu ikke har mål, vil være særligt interesserede i, hvor godt EU gennemfører protokollen.

Opgørelsesrapport – at tælle gasser

Den første drivhusgasrapport fra EEA udkommer hvert forår og kaldes for "opgørelsesrapporten". Drivhusgasser i denne forbindelse er betegnelsen på en række af de mest skadelige klimaændrende gasser, bl.a.: kuldioxid, metan, kvælstofoxid og fluorholdige gasser. Opgørelsesrapporten viser de nationale tendenser: om emissionerne er stigende eller faldende. Inden for de enkelte lande viser rapporten, hvor reduktionerne eller stigningerne i emissionerne stammer fra.

De enkelte EU-medlemsstater skal over for Europa-Kommissionen og EEA fremlægge et skøn over deres emissioner. Se en gang på energisektoren, som tegner sig for mere end 80% af de samlede drivhusgasemissioner i EU. Statistikker over energiforbrug opdelt efter brændselstype ganges med "emissionsfaktorer", og energiemissionerne vurderes for de enkelte lande. Emissionerne fra landbruget vurderes ud fra det dyrkede areal, afgrødetype, brug af gødning og antal dyr (kvæg, fjerkræ, får, svin osv.) i landet.

På samme måde som idrætsfolk testes regelmæssigt for at sikre, at de overholder reglerne, gennemfører man regelmæssige tilsyn. Disse data lægges sammen og danner et overordnet billede af emissionerne over hele Europa, som sendes til Europa-Kommissionen, hvorfra de sendes videre som Det Europæiske Fællesskabs bidrag til UNFCCC.

Fordi disse data først verificeres på nationalt plan, er der tale om en forsinkelse på halvandet år. Den seneste rapport blev offentliggjort i juni 2008 og er baseret på data fra 2006. Den viser, at emissionerne fra EU-15 lå 3% under "basisåret".

Hvad betyder tallene?

Princippet om at tælle gasser er temmelig abstrakt. Det betyder, at det også er svært at beregne, hvad en procentuel reduktion eller stigning i emissioner betyder. Det kan være en hjælp at forestille sig reduktionerne i form af dage. EU-15's Kyoto-mål svarer til 29 dages emissioner.

For hvert af de fem år fra 2008 til 2012 skal EU-15's emissioner i gennemsnit være 29 dage mindre end 1990-niveauerne. Det betyder, at emissionsreduktionerne skal ske konsekvent over flere år.

De seneste EEA-data viser, at der blev skåret 10 dages emissioner væk mellem 1990 og 2006. EU-15 skal skære yderligere 19 dage væk for at nå målet.

Tendenser og fremskrivninger

Straks efter overdragelsen af "opgørelsesrapporten" begynder EEA's klimaændringshold på årets andet store rapporteringsprojekt, der skal kulminere med rapporten "Trends and projections" (tendenser og fremskrivninger). Rapporten offentliggøres om vinteren, lige før FN‑COP‑mødet går i gang.

Denne rapport indeholder en grundig analyse af de emissionstendenser, der skitseres i den første rapport, og man præciserer, hvor emissionerne og emissionsreduktionerne stammer fra. Vigtigst er det, at man i rapporten kigger fremad og vurderer fremskrivninger af kommende drivhusgasemissioner til 2012 og helt frem til 2020. Dette fremtidsperspektiv er uvurderligt, når man skal vurdere problemets fremtidige omfang og udvikle en politik til løsning af det (3).

I den seneste "Trends and projections"-rapport bekræfter man, at EU-15 har reduceret sine emissioner med 3% mellem "basisåret" og 2006. Der bliver behov for en kombination af metoder for at indhente det resterende, siges det i rapporten.

Den nuværende og den planlagte "indenlandske" indsats (de praktiske foranstaltninger i de enkelte lande), Kyoto-mekanismerne, kulstofdræn (f.eks. at plante træer, der skal optage gasserne) og handel med kulstofkreditter vil alle blive taget i brug og kan føre til en potentiel reduktion af emissionerne med 11% for EU‑15. Men landene skal gennemføre de planlagte foranstaltninger meget snart, da de ellers ikke vil kunne virke tids nok til, at målet kan nås, hedder det i rapporten.

På nationalt plan har Frankrig, Grækenland, Sverige og Det Forenede Kongerige allerede nået deres Kyoto‑mål i 2006. Østrig, Belgien, Finland, Tyskland, Irland, Luxembourg, Nederlandene og Portugal regner med, at de vil nå deres mål, men fremskrivningerne for Danmark, Italien og Spanien tyder på, at de ikke vil nå deres mål for emissionsreduktion.

Få os til Kyoto i tide

Emissionerne fra EU-15 lå 3% under niveauet i "basisåret" i 2006 ifølge de seneste EEA-data.

Lande, der har underskrevet Kyoto, skal foretage betydelige reduktioner af emissionerne nationalt. Men når de har opfyldt denne betingelse, kan de også anvende Kyoto-mekanismerne såsom Mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM) og Den fælles gennemførelse, to ordninger, der giver et land mulighed for at modregne en del af sine egne emissioner ved at investere i reduktionsforanstaltninger andre steder.

EU's emissionshandelsordning (EU ETS) er et andet værktøj, der hjælper erhvervslivet med at reducere sine CO2-emissioner på en omkostningseffektiv måde. Der er fastsat grænser for alle industrianlæg, der udleder store mængder CO2. Anlæg, der reducerer deres emissioner til under deres "tildeling", kan sælge resten som emissionstilladelser til andre virksomheder, der ikke har foretaget tilstrækkelige reduktioner. På den måde har der udviklet sig et kulstofmarked. EU ETS vurderes i øjeblikket at reducere EU-15's emissioner med mere end 3% (4).

Ifølge et forslag fra Europa-Kommissionen kan EU ETS udvides til flere sektorer som luftfart, den petrokemiske sektor samt ammoniak og aluminiumssektoren samt nye gasser, således at omkring halvdelen af alle EU's emissioner bliver dækket (5).

Under Kyoto-perioden (2008–2012) kan de udviklede lande også handle med emissionstilladelser indbyrdes for at opfylde deres nationale mål.

Fremtidsudsigter: efter Kyoto

Sloganet "fælles, men differentieret ansvar" blev udtalt første gang på verdenstopmødet i Rio og er dukket op lige siden i klimaændringskredse. Enkelt udtrykt betyder sætningen, at de udviklede nationer har et større ansvar for drivhusgasserne i vores atmosfære. Disse lande har været mere industrialiserede, har forårsaget flere emissioner og bør derfor tidligere end udviklingslandene have lovbestemte mål for reduktion af emissionerne.

Det har vist sig meget vanskeligt at omsætte princippet til handling på en måde, der er acceptabel for både de industrialiserede lande og udviklingslandene. I december 2009 bliver en af de vigtige opgaver for COP 15 endelig at omsætte retorikken til en global indsats for at reducere emissionerne. Det betyder nye mål for emissionsreduktion og vigtigst af alt, at USA og de store udviklingslande som Indien og Kina kommer med.

Vi kender allerede EU's holdning til den fremtidige indsats for at reducere emissionerne: en 20% reduktion i emissionerne inden 2020, stigende til en 30% reduktion, hvis andre udviklede nationer går med i København. Alle EU‑27-medlemsstater kommer med.

EU's 2020-mål svarer nærmest til at afskaffe emissionerne fra al transport over hele Europa. Forestil dig, at alle lastbiler, busser, biler, tog, skibe og fly forsvandt – målt i emissioner. Det er ambitiøst, men det skal det også være, for det er en alvorlig udfordring.

De seneste data viser, at de globale CO2-emissioner er steget fire gange hurtigere siden 2000 end i det foregående årti. Denne vækst ligger over det værst tænkelige scenarie, som Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) rapporterede om i 2007. Mindre udviklede lande udsender nu mere CO2 end udviklede lande. Effektiviteten af naturlige dræn som f.eks. oceanerne, som optager CO2, er faldet gennem de seneste 50 år, hvilket betyder, at vores bestræbelser på at reducere emissionerne fra de menneskelige aktiviteter skal være endnu mere effektive, hvis vi skal holde CO2-indholdet i atmosfæren på et stabilt niveau.

"Omkostningerne ved ikke at sætte ind over for klimaændringerne er kolossale, både økonomisk og moralsk. De fattigste vil blive ramt først, men følgevirkningerne vil kunne mærkes af os alle", udtalte professor Jacqueline McGlade, administrerende direktør for EEA.

"Klimaændringerne går på tværs af de normale politiske og økonomiske grænser. Det er ikke længere en sag for en eller to ministre i de nationale regeringskorridorer. Det er en sag for regeringscheferne, og den bør behandles som sådan", sagde hun.


Referencer

The Global Carbon Project, 2008. Carbon Budget 2007. (Global Carbon-projektet, 2008. Kulstofbudget 2007).

EEA, 2008a. Annual European Community greenhouse gas inventory 1990–2006 and inventory report 2008, EEA Technical No 6/2008 (De Europæiske Fællesskabers årlige drivhusgasopgørelse 1990-2006 og opgørelsesrapport 2008), EEA teknisk rapport nr. 6/2008.

EEA, 2008b. Greenhouse gas emission trends and projections in Europe 2008, EEA Report No 5/2008. (Tendenser og fremskrivninger for drivhusgasemissioner i Europa 2008), EEA‑rapport nr. 5/2008.

 

(1) Forskellige gasser har forskellige "basisår" under Kyoto. For kuldioxid, metan og kvælstofoxid (99% af alle emissioner) anvendes 1990 som "basisår" for alle EU-15-medlemsstater. For fluorholdige gasser kan landene vælge et andet år i stedet. 12 af EU-15-medlemsstaterne har valgt 1995.

(2) EU-15 har et fælles Kyoto-mål. Inden for dette har de enkelte EU-15-medlemsstater differentierede reduktionsmål: Nogle skal reducere emissionerne, mens andre har tilladelse til begrænsede stigninger. Nye EU-medlemsstater har individuelle mål undtagen Cypern og Malta, som ikke har nogen mål.

(3) I rapporten ser man fremad mod 2020 og fremlægger et langsigtet skøn over emissionssituationen i Europa. Dette er særligt relevant i forbindelse med Europa-Kommissionens forslag til en klima- og energipakke, der indeholder forslag til mål for 2020.

(4) Sammenlignet med Kyoto-"basisåret"

(5) I øjeblikket er emissioner fra den internationale luftfart og skibsfart ikke omfattet af Kyoto-protokollen eller af EU-lovgivningen.

(6) Den fulde effekt af EU's emissionshandelsordning (EU ETS) er ikke afspejlet i alle medlemsstaters fremskrivninger.


Geographical coverage

[+] Show Map

Kommentarer

Det Europæiske Miljøagentur (EEA)
Kongens Nytorv 6
1050 København K
Danmark
Telefon: +45 3336 7100