Mine værktøjer

næste
forrige
emner

Videre til indhold. | Videre til menunavigation

Sound and independent information
on the environment

Du er her: Forside / Artikler / Havmiljøet

Havmiljøet

Skift sprog
Topics: , ,
Biodiversiteten i havene under pres

Provinsen Canakkale ligger på begge sider af Dardanellerne, der forbinder Marmarahavet med Det Ægæiske Hav: Dens kyster støder således op til både Europa og Asien. Her beskrev Homer i Illiaden den mytiske trojanske hest, og her døde 130 000 soldater ved Gallipoli under 1. verdenskrig. I dag ligger der i marinaen i Canakkale mange farverige lystbåde, som gør ophold i dette historisk og mytologisk rige område.

Kun få kilometer henne ad kysten i Behramkale møder vi Saim Erol. Han er en af de få tilbageværende aktive fiskere i dette lille fiskerleje, der ligger samme sted som det berømte Athenatempel med en betagende udsigt over Edremit-bugten. "I går satte jeg over 700 meter net. Alt hvad jeg fangede var fire muller. De er ikke engang så meget værd som den diesel, jeg har brugt!", siger Saim, der har fisket i disse vande i over 20 år.

At færre fisk jages af flere både, er en ubehagelig kendsgerning. Han kaster et blik på sin seks meters båd og derefter på det større fartøj ude på havet, og tilføjer: "Før vidste jeg alt om den her kyst – hvor man skal fiske, og hvornår. Men det er ikke det samme længere. Det jeg vidste før, ser ikke ud til at passe længere. Havet har ændret sig."

I løbet af de seneste 20 år har området udviklet sig til et turistcentrum. De fleste fiskere har givet op og tjener nu til livets ophold ved at sejle turister til fjerntliggende strande, der kun er tilgængelige med båd. "Det giver dem i det mindste nogle penge, de kan lægge til side til vinteren", siger Hasan Ali Özden, pensioneret skolelærer og hobbyfisker. "Hvis man tager til Sivrice en halv snes kilometer længere mod vest, er fiskerne heldigere. En gang imellem rammer de sværdfisken på vandring. Og så giver det gode penge. Men det er lang tid siden at der har været et år, hvor det gav rigtig meget".

Den tredobbelte virkning af klimaændringer, indtrængende fremmede arter og forsuring

Fiskeriet er stærkt afhængigt af et sundt marint økosystem, men klimaændringerne får tingene til at fungere anderledes.

Professor Nuran Ünsal fra universitetet i Istanbul peger på ændringerne i vandringsmønsteret og virkningen heraf på fiskebestandene. Vandrende arter med høj økonomisk værdi som den atlantiske bonit, blue fish eller makrel vandrer om efteråret sydpå til Middelhavet og om foråret nordpå til Sortehavet, hvor de yngler. Men år for år vandrer stadig færre fisk gennem Bosperusstrædet.

"Vandringsmønsteret forstyrres af ændrede vandtemperaturer og ændringer i de sæsonbestemte vinde, der er helt afgørende for de nødvendige havstrømme", siger professor Ünsal. "Det er arter, der kræver ganske bestemte forhold med den helt rigtige vandtemperatur og fødemængde, foruden at de skal have tid til at yngle.

For tyve år siden vandrede de sydpå i september. Med de nuværende højere vandtemperaturer i Sortehavet behøver de ikke vandre mod syd før i midten af oktober eller begyndelsen af november. Det betyder, at de ikke bliver så længe i Middelhavet. Derfor er de færre og mindre, når de vender tilbage mod nord."

Når vandet bliver varmere, kommer fiskene i klemme: Når de tilpasser sig, sætter de stofskiftet i vejret. De vokser hurtigere, men de voksne fisk er ofte mindre end tidligere, og de skal bruge mere føde og ilt for at opretholde det højere stofskifte. Samtidig indeholder vandet mindre ilt, efterhånden som temperaturen stiger. Mange kommer i klemme med hensyn til ilten: behovet øges, men tilførslen mindskes.

Klimaændringerne betyder også ændringer i havvandets saltholdighed, surhedsgrad og lagdannelse. Virkningerne kan blive katastrofale. Koralrevene kan kollapse, indtrængende arter og sygdomme kan sprede sig, rovfisk øverst i fødekæden kan blive udslettet, og i sidste instans kan hele den marine fødekædes struktur bryde sammen.

Indtrængende arter

I slutningen af 1980'erne kollapsede ansjosbestanden i Sortehavet som følge af den samlede virkning af en række faktorer. Disse faktorer var overfiskeri, næringsstofberigelse (navnlig fra Donaufloden), højere vandtemperaturer som følge af klimaændringen og indtrængen af en ny art i regionen, Mnemiopsis leidyi, en ribbegople, der oprindelig er hjemmehørende i det nordvestlige Atlanterhav.

Mnemiopsis leidyi, der sandsynligvis er indført til Sortehavet i ballastvand fra fragtskibe, lever af fiskelarver og af de organismer, der ellers er føde for ansjosen. I 1990'erne blev Sortehavets økosystem ved en tilfældighed tilført en anden ribbegopleart, Beroe ovata, der kommer fra det nordvestlige Atlanterhav og næsten udelukkende lever af Mnemiopsis leidyi. Trykket mod ansjosbestandene lettedes delvis gennem indførslen af denne naturlige fjende til Mnemiopsis leidyi, lavere vandtemperatur fra 1991 til 1993 og faldende næringsstoftilførsel foruden det mindskede fiskeri under kollapset. Siden da har Sortehavets økosystem vist visse tegn på bedring.

En tilsvarende ændring i økosystemet er set i Østersøen.

Overfiskeri og klimaændringer har ændret fiskebestanden fra at være domineret af torsk til at være domineret af sild og brisling.

Hvad enten fremmede arter indføres ved en tilfældighed eller med forsæt, kan det have ødelæggende virkninger for befolkningen, økosystemerne og de naturligt hjemmehørende plante- og dyrearter. Problemet med indtrængende arter ventes forværret i løbet af dette århundrede som følge af klimaændringer og voksende handel og turisme.

 

Blåt kuldioxid: syretesten

Verdenshavene er et umådelig stort "blåt" kulstofdræn (eller kuldioxidlager). Faktisk er havene planetens største kulstoflager og overgår langt deres modstykke på landjorden, herunder skove. I årtusinder har disse naturlige dræn været en effektiv stødpude, der beskytter planeten mod bratte klimaændringer forårsaget af drivhusgasser. Men i dag stiger atmosfærens kuldioxidindhold hurtigere end landjorden og havene kan optage det.

Den øgede kuldioxidoptagelse fra atmosfæren har øget verdenshavenes surhedsgrad. I år 2100 ventes havene at være surere end på noget tidspunkt i de sidste 20 millioner år. Forsuringen medfører et fald i indholdet af karbonationer, der er nødvendige til at producere aragonit og calcit – to former for calciumcarbonat, som af mange havorganismer bruges som materiale til skal og skelet.

I Europa er forskerne begyndt at kunne se forandringer i skallen og skelettet af de mikroskopiske organismer, der er første led i havenes fødekæde. Den faldende kalkdannelse ventes at få umiddelbar negativ virkning på deres overlevelsesevne og på den brede vifte af arter, der lever af dem.

Koraller er særlig udsat, fordi de ved forkalkning danner det skelet, der udgør de koralrev, vi kan se. Koralrev er desuden hjemsted for hele to millioner arter og er kilde til en fjerdedel af den globale fiskefangst i udviklingslande verden over. Forsuringens følger rækker videre end til den direkte virkning på marine organismers forkalkning. Surere vand kan stærkt påvirke respirationen hos arter som f.eks. den tiarmede blæksprutte (11). Følgerne af havenes forsuring er endnu ikke fuldstændig fastlagt, men det er blevet anslået, at der årligt tabes op til syv procent af disse "blå kulstofdræn" – dvs. syv gange hurtigere end for 50 år siden.

Ligesom skovene på landjorden spiller de marine økosystemer en afgørende rolle i kampen mod klimaændringerne. At miste nogen af delene ville være katastrofalt, men vi ved stadig ikke fuldstændig, hvor hurtigt livet under havoverfladen må ventes at ændres.

Jagten på de få tilbageværende fisk i havene

Overfiskeri er hovedårsagen til fiskemanglen i vore have. I Europa er billedet meget dystert: Næsten ni ud af ti kommercielle fiskebestande i det nordøstlige Atlanterhav, Østersøen og Middelhavet er overfiskede. Næsten en tredjedel er så stærkt overfiskede, at der er risiko for at bestandene ikke vil kunne formere sig.

Alene i det seneste tiår er de samlede landinger i EU faldet med en tredjedel(12), og akvakulturer i Europa har ikke kunnet opveje dette tab. Verdens konsum af fisk pr. person er mere end fordoblet siden 1973, idet europæere gennemsnitligt indtager 21 kg fiskeprodukter årligt, lidt over verdensgennemsnittet på 17 kg, men lavere end forbruget i USA, Kina og Canada, hvor det er ca. 25 kg. Inden for EU udviser forbruget stor spredning og spænder fra 4 kg pr. person i Rumænien til 57 kg i Portugal.

Til dækning af Europas efterspørgsel efter fisk bliver to tredjedele importeret(13). Europæerne påvirker derved fiskebestande og akvakulturproduktion over hele verden. I dag er forbrugere, producenter og detailhandlere i stigende grad betænkelige ved overfiskeriet og kræver ofte garanti for, at de fisk, de forbruger og sælger, kommer fra veldrevet, bæredygtigt fiskeri. Men for de fleste europæiske fiskebestande er det vanskeligt at give sådanne garantier.

I den igangværende genevaluering af EU's fælles fiskeripolitik(14) bliver fiskeriet analyseret i et bredere maritimt og miljømæssigt perspektiv(15). Der vil her blive lagt langt større vægt på den økologiske bæredygtighed af fiskeriet uden for Europa og nødvendigheden af, at naturlige ressourcer udnyttes og forvaltes ansvarligt, så deres fremtid ikke bringes i fare. Det får stor betydning, i hvor høj grad denne nye tilgang til sikring af fiskeriet i Europa vil kunne indpasses i de eksisterende internationale bestemmelser og den påtænkte regelmæssige evaluering af det globale havmiljø.

Mod en global vurdering af havmiljøet

På verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i 2002 blev der opstillet specifikke mål for fiskeriforvaltning, herunder genoprettelse af fiskebestandene til niveauet for maksimalt bæredygtigt udbytte. Der blev desuden peget på nødvendigheden af at indføre en "regelmæssig proces" i FN-regi til global rapportering og vurdering af havmiljøets aktuelle og forventede tilstand, herunder socio­økonomiske aspekter, på grundlag af de foreliggende regionale vurderinger.

Dette var et vigtigt skridt, der anerkendte nødvendigheden af en koordineret international indsats til beskyttelse og forvaltning af de globale fællesområder på bæredygtig måde. Det markerede begyndelsen på en direkte handlingsorienteret proces, der skal sikre, at landene forpligter sig til en vedholdende, langsigtet og målrettet indsats.

FN's generalforsamling vedtog forslaget i 2005(16) og anerkendte i 2009 det arbejde, der var udført af ekspertgruppen på grundlag af den globale vurdering. Som alle internationale processer vil gennemførelsen af processen til regelmæssig global rapportering og vurdering komme til at tage nogle år(17).

11. "Our Endangered Oceans", Dr. Richard Moss, WWF

12 Eurostat, Europa-Kommissionen, Kommissionens arbejdsdokument "Reflections on further reform of the Common Fisheries Policy"

13 European Commission Statistics: http://ec.europa.eu/trade/creating-opportunities/economic-sectors/fisheries/statistics/#stats

14  Ifølge EU-traktaterne er fiskeriforvaltning en af Fællesskabets enekompetencer. Det skyldes, at fisk svømmer på tværs af nationale jurisdiktioner, og at fiskerne har fulgt efter fiskene, længe før der blev indført eksklusive økonomiske zoner (EEZ'er), og den fælles fiskeripolitik blev født. I 2009 udsendte Europa-Kommissionen en grønbog, der redegør for de nødvendige ændringer til imødegåelse af nogle af de mest kritiske udfordringer, der møder det europæiske fiskeri. Reform af den fælles fiskeripolitik, Bruxelles, 22.4.2009 KOM(2009)163 endelig.

15 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (EUT L 164 af 25.6.2008).

16 FN's generalforsamlings resolution 60/30 om have og havret

17FN's generalforsamlings resolution 61 om have og havret

Geographical coverage

[+] Show Map

Kommentarer

Det Europæiske Miljøagentur (EEA)
Kongens Nytorv 6
1050 København K
Danmark
Telefon: +45 3336 7100